Klimaklummen: klimaaktivisme og statsundertrykkelse

I takt med at flere klimaforkæmpere gør brug af ikke-voldelig civil ulydighed, som vejblokader, besættelser af lufthavne o. lign., som taktisk redskab til at konfrontere private virksomheders og staters manglende klimahandlinger, ser vi stater begynde at gå til modangreb. Det sker forventeligt med de traditionelle repressive midler, som de har til rådighed: det juridiske system og politiet.

En af lederne af Extinction Rebellion i UK, Roger Hallam, er blevet dømt 5 år for at blokerer vejene. Foto: Andrew Dykes

I april i år kom Michel Forst, FN’s Særlige Rapportør om Miljøforkæmpere, med en rapport – State repression of environmental protest and civil disobedience: a major threat to human rights and democracy – som satte fokus på dette problem. Jeg opsummerede rapportens grundpointer i Solidaritet, hvor Danmark også er i søgelyset. Et centralt punkt i rapporten er, at stater bevidst er i gang med at kriminalisere ikke-voldelig civil ulydighed og intimidere mennesker fra at engagere sig i protester gennem hårdere straffe, mere vilkårlige anholdelser, længere retslige procedurer og usikkerhed i udkommet af anklagen. Samtidig ser vi også ifølge rapporten en øget politibrutalitet og hårdhændet tilgang til fredelige protester.

stater (er) bevidst i gang med at kriminalisere ikke-voldelig civil ulydighed og intimidere mennesker fra at engagere sig i protester gennem hårdere straffe, mere vilkårlige anholdelser, længere retslige procedurer og usikkerhed i udkommet af anklagen

Citat: Martin Karlsson Pedersen

Den afskrækkende effekt det kan have på klimaaktivister er åbenbar, og strider ifølge rapporten mod de europæiske landes egne transnationale juridiske og retlige forpligtelser. Ikke-voldelig civil ulydighed er beskyttet af af Århus Konventionen, som fastholder, at fredelige miljøprotester er en legitim udøvelse af offentlighedens ret til at deltage i den politiske beslutningstagningsproces. Samt af den Internationale Menneskerettighedslov, som understreger, at civil ulydighed er en anerkendt måde at udøve retten til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

Danmark og kriminalisering af klimaaktivister

I forhold til Danmark mere specifikt, understreger rapporten, at man her har set et skift fra handlinger, som før blev kategoriseret som mindre forseelser til nu at resultere i strafferetlige anklager. Samtidig har man i Danmark anvendt strafferetlige anklager mod fredelige civilulydighedsaktivister som ”vandalisme” og ”organiseret vandalisme”, som kan medføre en fængselsdom på op til seks år. Det er dog ikke indtil videre lykkedes anklagemyndighederne at få straffet klimaaktivister så hårdt.

Som eksempel har vi domfældelsen sidste år d. 9 september i Østre Landsret og retssagen mod fire klimaaktivister fra Extinction Rebellion (XR). De var anklaget for at bryde straffelovens paragraf 193, som omhandler ”forstyrrelser af driften i almindelige samfærdselsmidler”. Paragraffen kan give op til 6 års fængsel, hvor anklageren gik efter 3 måneder. Straffen endte med en bøde på 2000 kr.

Så selvom anklagemyndighederne forsøger sig med strengere straffe, er denne intimidering endnu ikke blevet juridisk stadfæstet. Men sommerens domfældelse i England kan være et varsel om virkeligheden for aktivister i DK i en nær fremtid.

Domfældelsen mod Just Stop Oil: en varsling om den nære fremtid i DK?

I juli i år blev fem aktivister fra Just Stop Oil dømt til mellem fire og fem års fængsel for at have planlagt (men ikke udført) en civilulydighedsaktion i form af en blokering af trafikken på motorvejen M25 i 2022. Roger Hallam, grundlæggeren af XR og en stor offentlig fortaler for ikke-voldelig civil ulydighed, fik den hårdeste straf på 5 år. Ifølge The Guardian understregede dommeren med domfældelsen, at aktivisterne havde ”krydset grænsen fra bekymret aktivist til fanatiker”.

på den ene side bruger man det (juridiske system) til at sagsøge stater for manglende klimahandling, på den anden side bruger stater det til at afskrække øget klimaaktivisme

Ikke-voldelig civil ulydighed i form af ”offentlige forstyrrelser” som vejblokader er altså ifølge dommeren “fanatisme”. Som førnævnte Michel Forst, der deltog i dele af retssagen, understregede efter domfældelsen, sætter det en ”meget farlig præcedens, ikke kun for miljøprotester, men for enhver form for fredelig protest, der på et eller andet tidspunkt måske ikke stemmer overens med den siddende regerings interesser.” Det juridiske system udgør altså et dilemma for klimabevægelsen: på den ene side bruger man det til at sagsøge stater for manglende klimahandling, på den anden side bruger stater det til at afskrække øget klimaaktivisme.