Endnu engang må kurderne opleve, at de er under angreb og pres fra imperialistiske magter i en lang historie, fuld af undertrykkelse, forræderi og modstand.
Billedet foroven viser en irakisk kurder, der mindes de mange omkomne ved Saddam Husseins giftgas-angreb – med vestlig accept – imod den kurdiske by Halabja i 1988
Det seneste historie i kurdernes tragiske historie er ved at blive skrevet. Det er en historie, som alt for ofte har set befrielseskampe være afhængige af vakkelvorne aftaler med konkurrerende imperialistiske magter – aftaler som altid ender med forræderi.
I det sidste forræderi afhænger millioner af menneskers skæbne nu af, hvad der end måtte passe Donald Trumps USA og Recep Tayyip Erdogans Tyrkiet.
Mere end 160.000 mennesker er blevet sendt på flugt efter at Trump tillod den tyrkiske hær – den næststørste indenfor Nato – at invadere nordøst-Syrien. Mange står nu overfor død, idet de er fanget i en krigszone, hvis den tyrkiske invasion fortsætter.
Amnesty International: Tegn på Tyrkiets krigsforbrydelser under invasionen i Syrien: https://www.amnesty.org/en/latest/news/2019/10/syria-damning-evidence-of-war-crimes-and-other-violations-by-turkish-forces-and-their-allies/
Invasionen vil også kunne ødelægge det, der for mange kurdere står som det største resultat i deres kamp for befrielse, som er mere end et århundrede gammel: Enklaven i nordøst-Syrien kendt som Rojava – som er opstået som et resultat af den syriske borgerkrig – er deres sidste håb om en egen stat.
Der er mere end 30 mio. kurdere i verden, men der er ingen kurdisk stat. I stedet udgør de kurdiske befolkede områder dele af Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran.
Deres eget sprog var forbudt
Kurdere i disse områder har været undertrykte på den mest forfærdelige måde, især i Tyrkiet og Syrien, hvor deres eksistens, historie og kultur ofte har været forbudt og benægtet.
I Tyrkiet, hvor kurderne udgør 20 pct. af befolkningen, har det indtil for nyligt været forbudt at tale, læse eller skrive kurdisk. Den tyrkiske stat, der blev grundlagt i 1923 som basis for en samlet tyrkisk nation, forsøgte at udrydde kurdisk som en særskilt identitet. I stedet fik kurderne i det østlige Tyrkiet at vide, at de var “bjerg-tyrkere”.
Kurdiske oprør er igennem århundreder blevet undertrykt med megen vold, og kurdiske områder blev holdt nede i fattigdom. Efter en militær magtovertagelse i Tyrkiet i 1980 blev det Kurdiske Arbejder Parti (PKK) hovedaktøren i den kurdiske modstand mod statens terror. Tyrkiet satte gang i en krig, som reelt var en krig imod det kurdiske folk indenfor dets egne grænser. Det tyrkiske militær ødelagde omkring 4.000 kurdiske landsbyer og dræbte ca. 40.000 mennesker i 90’erne og 0’erne – altsammen med stiltiende samtykke af Tyrkiets allierede USA og Storbritannien.
40.000 dræbte kurdere og 4.000 ødelagte landsbyer i den tyrkiske stat: https://en.wikipedia.org/wiki/Kurdish–Turkish_conflict_(1978–present)
2016: 500.000 fordrevne kurdere – og fuldstændigt mørkelagt i næsten alle danske og vestlige medier: Amnesty International oplyser:
https://www.amnesty.org/en/latest/news/2016/12/turkey-curfews-and-crackdown-force-hundreds-of-thousands-of-kurds-from-their-homes/
PKK-lederen Abdullah Öcalan blev fanget i 1999 – sandsynligvis med USA’s hjælp. Lige siden har han været holdt som den eneste fange i fængslet på den tyrkiske ø Imrali.
Kurderne i Syrien har været udsat for en tilsvarende undertrykkelse. Skønt Hafez og Bashar al-Assad en overgang gav plads til Öcalan og PKK med henblik på at svække Tyrkiet, har de også forsøgt at fjerne den kurdiske identitet. Hundreder af tusinder af kurdere blev nægtet syrisk statsborgerskab – og mange af de grundlæggende rettigheder, som følger heraf.
Den massive undertrykkelse af kurderne i Syrien op til 2011 – Human Rights Watch https://www.hrw.org/news/2009/11/26/syria-end-persecution-kurds
Kurderne blev afhængige af USA’s accept
Så da den syriske revolution brød ud i 2011, tog mange kurdere i de nordøst-syriske byer del i den og demonstrerede.
Kurdiske grupper kæmpede også imod det syriske regime, og i 2012 trak Bashar al-Assad sig tilbage fra det nordlige Syrien, hvorefter kurderne kunne tage over og etablere Rojava.
Under den kaotiske borgerkrig, som blev udløst af Assads kontra-revolution, blev kurderne også tvunget til at kæmpe imod Islamisk Stat, da denne forsøgte at overtage det nordlige Syrien. I denne forbindelse blev kurderne afhængige af hjælp fra USA, som de accepterede, til at bekæmpe Islamisk Stat.
Hvordan kurderne blev afhængige af hjælp fra USA i kampen mod Islamisk Stat – Socialistiske Arbejderavis http://socialister.dk/stop-tyrkiets-angreb-paa-kurderne-stop-vaabensalget-til-tyrkiet-solidaritet-med-syriske-flygtninge-og-krigens-ofre/
Venstrefløjsorganisationen PKK – som i USA er registreret som en fordømt terrororganisation – og dens syriske søsterorganisation PYD og de militære “Folkets Forsvarsenheder” YPG endte med at kæmpe til støtte for USA’s intervention i Syrien. Kurdiske soldater tvang også arabere ud af mange af de byer, som de erobrede fra Islamisk Stat ( oversætterens anmærkning: Amnesty International har kun dokumenteret 2 landsbyer, hvor YPG udsatte 100 personer for overgreb – se underafsnittet “Forced displacement” https://en.wikipedia.org/wiki/People%27s_Protection_Units#Allegations_concerning_violations_of_international_law ).
Eksistensen af Rojava endte med at blive afhængig af USA-imperialismens opbakning så vel som det syriske regimes accept. Nu hvor USA har besluttet at droppe kurderne for at behage Tyrkiet, har kurderne vendt sig til kontra-revolutionens syriske regime under Assad for at støtte dem. Det er en tragedie, men det skete ikke uden et forvarsel: I Irak har de imperialistiske magter nemlig gentagne gange støttet den kurdiske kamp for uafhængighed – blot for at droppe dem, når det passede imperialisterne. Det er sådan, at det er foregået siden ihverfald 1920.
Storbritannien og USA udnyttede kurderne
Dengang blev kurderne lovet en stat af de stærke, sejrende magter efter Første Verdenskrig, kun for at få det nægtet på en grusom og brutal måde. Storbritannien og Frankrig havde lovet kurderne deres egen stat i en traktat, der blev underskrevet i 1920. Men under den store “ommøblering”, der skete af Mellemøsten efter den Første Verdenskrig, endte det med, at ingen imperialistisk magt var villig til at afgive land til kurderne. Storbritannien støttede planen om at oprette en kurdisk stat i Anatolien i det østlige Tyrkiet, da det kæmpede imod de tyrkiske nationalister der. Men da de to parter nåede til en overenskomst blev planen om en kurdisk stat droppet.
I det nordlige Irak, som Storbritannien indtog, og hvor man fandt olie, knuste briterne det kurdiske forsøg på at opnå uafhængighed med bomber og kemiske våben.
Den kurdiske, nationalistiske sheik Mahmoud Barzanji – som ledede kurderne i det nordlige Irak – havde et modsætningsfyldt forhold til briterne. Den kurdiske bevægelse i Irak blev gentagne gange støttet og kort efter igen afvist af imperialisterne
To gange udnævnte briterne Barzanji som guvernør i det nordlige Irak, idet de forsøgte at udnytte ham til at holde den kurdiske bevægelse i skak og kontrollere regionen. Men grundlæggende havde de et modsætningsforhold til hinanden. Barzanji ønskede en uafhængig kurdisk stat i det nordlige Irak, som briterne aldrig ville tillade. Begge de to gange, hvor han blev udnævnt som guvernør, endte det med oprør i forsøget på at opnå uafhængighed. Og begge gange knuste Storbritannien oprørene og fangede Barzanji og sendte ham i eksil. Herefter skete det flere gange, at den kurdiske bevægelse i Irak opnåede de imperialistiske magters støtte blot for bagefter at blive droppet igen, alt afhængigt af, hvem de støttede, og hvem der havde magten.
USA’s udenrigsminister: “Fuck dem”
For eksempel støttede USA et kup i Irak i 1968, der bragte Ba’ath-partiet til magten og som undertrykte den kurdiske bevægelse. Herefter vendte USA 180 grader for i 70’erne at støtte kurderne imod Ba’ath-regimet i Irak med henblik på at hjælpe Iran, som på dette tidspunkt var dets allierede i denne del af Mellemøsten.
USA indvilligede i at bevæbne og betale kurderne, indtil Iran ikke længere havde brug for dem. Herefter blev de droppet. USA’s udenrigsminister Henry Kissinger sammenfattede holdningen til dem på denne måde: “Lov kurderne hvad som helst, giv dem det, de får – og fuck dem, hvis de ikke kan acceptere en joke”. Da Iraks diktator Saddam Hussein i 80’erne blev Vestens allierede, ignorerede USA hans brutale overgreb mod kurderne.
1978 – 79: 600 ødelagte landsbyer og 200.000 tvangs-deporteret
https://en.wikipedia.org/wiki/Second_Iraqi–Kurdish_War
1983: Oprøret, der endte med 300.000 tvangsforflytninger
https://en.wikipedia.org/wiki/Kurdish_rebellion_of_1983
1986 – 88: 50.000 til 180.000 dræbte under Anfal-folkemordet:
https://en.wikipedia.org/wiki/Anfal_genocide
1988: Giftgasangrebet med tusinder af døde:
https://en.wikipedia.org/wiki/Halabja_chemical_attack
I 80’erne var Saddam Hussein USA’s (og Danmarks) bedste ven, da han med stor vestlig støtte førte krig imod det iranske præstestyre. Saddams forbrydelser i Irak blev stort set mørkelagt i vestlige medier. – Her ses en video, der viser USA’s præsident Reagans særlige udsending, den tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld, møde Saddam Hussein i 1983 i Bagdad for at indgå aftaler: https://www.youtube.com/watch?v=zaP7ZrmkcuU
Det skete igen i 1991. USA opmuntrede kurdiske oprørere til at støtte dets invasion af Irak – blot for at opgive dem og overlade dem til at blive massakreret.
1991: Tusinder af dræbte og 1,8 mio. tvangsforflyttet:
https://en.wikipedia.org/wiki/1991_uprisings_in_Iraq
Til slut fik kurderne tilladelse til at oprette deres egen selvstyrende region i det nordlige Irak til gengæld for at støtte USA’s invasion i 2003. Men denne semi-stat er undertrykkende og diktatorisk, idet den fængsler dens kritikere og afvigere. Og den er fuldstændigt afhængig af dens forhold til og støtte af USA-imperialismens interesser.
Den kurdiske semi-stat i nord-Irak
https://en.wikipedia.org/wiki/Iraqi_Kurdistan#Autonomous_period
I 2017, da kurderne havde hjulpet USA med at slå Islamisk Stat i Irak, udråbte den kurdiske præsident Masoud Barzani en folkeafstemning om uafhængighed. I folkeafstemningen stemte 93 pct. for uafhængighed.
En virkelig befrielse kan ikke opnås ved at samarbejde med imperialismen
Som svar sendte den irakiske regering, med USA’s støtte, tropper, der tvang de kurdiske soldater tilbage.
2017: Bagdad tvinger kurderne tilbage:
https://en.wikipedia.org/wiki/2017_Iraqi–Kurdish_conflict
Hele kurdernes historie må betragtes som én lang advarsel om, at virkelig befrielse ikke kan ske igennem støtte til imperialismen. Hvorvidt eller ej kurderne ville få tilladelse til at opnå uafhængighed – og hvordan denne uafhængighed ville se ud – afhænger fuldstændigt af USA-imperialismens øjeblikkelige behov.
En virkelig befrielse af det kurdiske folk kan kun blive opnået ved at udfordre imperialismen i regionen, ikke ved at samarbejde med den. En befrielse kan kun ske igennem en bevægelse og et masseoprør, som forener almindelige arbejdere på tværs af sekteriske skel, og hvori hver eneste etniske gruppe har indflydelse på dens egen skæbne.
Perspektivet om en sådan bevægelse blev rejst af revolutionerne i Mellemøsten i 2010 og 2011. På mange måder er disse revolutioners nederlag ansvarlige for de sekteriske og etniske modsætningsforhold i Syrien idag.
Men lige nu gælder det om at vise solidaritet med kurderne nu, hvor de står ansigt-til-ansigt med endnu en massakre udført af en allieret af USA.
Oversat fra “Socialist Worker” UK af Jens Riis Bojsen
