Billede tekst: Solidaritet med Mahsa Amini i Melbourne. Foto: Flikr
Den 16. september omkom den unge iranske kurder Mahsa Amini (på kurdisk Jîna Emînî) på et hospital i Teheran som følge af de kvæstelser, hun pådrog sig efter en voldelig arrestation af det iranske moralpoliti, for ukorrekt brug af landets lovpligtige hijab. Mahsa Amini blev et symbol for modstanden imod den undertrykkelse, som befolkningen og især kvinderne har levet under siden 1979. Hun blev gnisten, der tændte endnu et oprør, som nu har varet i over en måned, uden at vise tegn på at stoppe. Tværtimod udvikler det sig med strejker i olieindustrien.
Kvinde, liv, frihed
I byer overalt i Iran har vi set massedemonstrationer i gaderne og andre former for protester under sloganet “Jin, Jiyan, Azadî” – “Kvinde, Liv, Frihed”. Protesterne har krævet regeringens afgang. Politistationer er sat i brand, statuer af Khomeini er væltet, og trods massiv brug af tåregas, skud og vilkårlige drab, er bevægelsen kun vokset. Alle samfundsgrupper deltager, men særligt to grupper er værd at bemærke.
For det første er det de unge, som er på gaden, hvilket er i tråd med tidligere oprør. Ifølge socialisten Sharif Amozgar, som bor i Teheran, er dette ikke overraskende, for den økonomiske situation efter årtiers nyliberal politik – forværret af Vestens politiske bestemte sanktioner – betyder, at unge iranere “går en dyster og prekær tid i møde, med arbejdsløshed, faldende købekraft og voksende inflation”.
For det andet spiller kvinderne en dominerende rolle i oprøret, ligesom dets feministiske karakter er tydelig. Det ses i det ovennævnte slogan, men også af hvor stor en rolle, påbuddet om tildækning af håret har. En af de mest udbredte protestformer har været kvinder, der brænder deres hijab eller klipper deres hår, i en symbolsk benægtelse af styrets patriarkalske kontrol over deres krop. Også kvinder, som bærer hijab, deltager i demonstrationerne, hvilket viser, i modsætning til hvad man skulle tro, at problemet ikke er religion eller beklædning, men tvang.
Et land i oprør
Modstand imod det iranske præstestyre er ikke en nyhed. Tværtimod har der været tiltagende protestbevægelser i flere årtier. Siden midten af 2010’erne næsten en årlig begivenhed. Ej heller er protester imod den lovpligtige tildækning af kvinders hår noget nyt. Ifølge en meningsmåling fra 2020 er 70% af iranerne imod lovpligtig hijab, og kun 15% er for. I 2017 blev aktivisten Vida Movahed et symbol på modstand mod hijabpåbuddet, og har siden inspireret utallige lignende demonstrationer.
Kan strejkerne udvides og fortsætte, vil oprøret have en langt større chance for succes. Oliearbejderne spillede en afgørende rolle i revolutionen i 1979, der afsatte Shah-styret
Citat: Asbjørn Valhøj
Det nuværende oprør er dog en tydelig optrapning, både hvad angår intensiteten, bredden af oprøret og af kampformer. Særligt solidariteten fra den organiserede arbejderklasse igennem brug af strejker. Oliearbejdere i strejke på raffinaderierne i Bushehr, Damavand, Hengam og Abadan er et opløftende tegn. Kan strejkerne udvides og fortsætte, vil oprøret have en langt større chance for succes. Oliearbejderne spillede en afgørende rolle i revolutionen i 1979, der afsatte Shah-styret og gav ny politisk frihed, indtil præstestyret overtog kontrollen og indførte deres regime af tvang og undertrykkelse.
Håb i horisonten
Ingen kan forudse hvad der kommer til at ske i de kommende måneder og år. Der er grund til at frygte, at regimet vil knuse bevægelsen brutalt, ligesom det hjalp Assads regime imod den syriske revolution. Eller måske er revolutionen i Sudan et bedre eksempel: Her lykkedes det befolkningen at afsætte præsidenten, men ikke at fjerne militæret fra magten. I stedet har befolkningen og regimet været fanget i et dødvande, uden at nogen af parterne har været i stand til at vinde eller opgive kampen.
Men der er grund til håb. Som Rasmus Elling, ph.d. i Iran-studier og lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, sagde umiddelbart efter de første videoer af protesterne begyndte at cirkulere, så er det iranske samfund allerede forandret: Bevægelsen har skabt “en helt ny værktøjskasse af symbolsk magt; et protestsprog, der vil ændre den politiske kultur”.
Den voksende bevidsthed hos den iranske befolkning og arbejderklassen er en forudsætning og nødvendighed for vedvarende politisk forandring. Vi andre kan kun give dem vores ubetingede støtte.
