Det stammer fra en tid, som efterhånden hører til det svundne og nostalgiske, hvor man lavede basisgrupper og hønsestrik, hvor det personlige var politisk, og hvor Marx var populær på arbejdspladsen og på universitetet.

Rødstrømpebevægelsen i Danmark brugte dette slogan i 1970’erne, hvor idéerne, som vi også kalder 2. bølge-feminismen, florerede.

Denne anden bølge af feminisme adskilte sig fra den første bølge, som i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet kæmpede for stemmeret og juridisk ligestilling mellem kønnene, ved at påpege, at ulighed, diskrimination og undertrykkelse stikker dybere end lovens ord på papiret. At disse eksisterer i samfundsmæssige strukturer, der former os som individer, grupper og klasse.

Kvindekamp er klassekamp er kvindekamp?

Det var i helt central grad den marxistiske samfunds- og historieanalyses indvirken på feminismen og, tilbagevirkende, den feministiske interaktion med marxismen, som sporede an til den videreudvikling af den socialistiske feminisme, som vi har set siden 1960-70’erne. Det er ud af denne tendens, dette slogan vokser.

Egentlig er opstillingen af de forskellige feministiske ”bølger” af feminisme påtaget i en forstand – fænomenet og begrebet ”feminisme” har ikke været en konstant betegner i løbet af de sidste 150 år. De tre – nogle ville argumentere for fire – bølger betegner måske snarere en meget lang og snørklet diskussion og bevægelseshistorie.

Bølgerne er ikke så klart adskilte fra hinanden, som det kunne se ud, når medier impulsivt erklærer slutningen på én og begyndelsen på en anden. Men vi lægger ting i kasser for bedre at kunne analysere og forstå dem.

Man kan fremføre, at klasse har spillet en central rolle fra begyndelsen af, hvad vi kan kalde kvindekampen. Feminisme som borgerlig ideologi – det generelle billede for 150-100 år siden – opstod i en  tid præget af arbejderbevægelsens opståen, som rummede stærke organiseringer af arbejderkvinder i ”kvindefag”.

Et godt eksempel er, hvordan kvindelige russiske væveriarbejdere i februar 1917 tændte gnisten for den russiske revolgution og ruskede op i de mandlige arbejdere. Her var klassekamp i den grad kvindekamp på en meget bevidst og direkte måde.

Vi skal måske ikke favne én bølge, selv hvis vi tager udgangspunkt i et ’70’er-slogan. 2. bølge-feminismen rummer, som de andre bølger, interne modsætninger, diskussioner og endda problemer, når den granskes med vor tids øjne.

Men det er interessant at se, at det er den feminisme, der eksplicit introducerede en klasseanalyse af samfundet, som mest effektivt har fået påbegyndt diskussionen om den strukturelle undertrykkelse – den form for sexisme og diskrimination og ulighed, der synes at sive ind i vores levede liv, selvom love er vedtaget og domme afsagt.

Okay. Kvindekamp er klassekamp er kvindekamp? Hvad skal vi forstå ved det?

Sloganet er på en måde en kvik bannerversion af klassiske marxistiske formuleringer af spørgsmålet som fx denne, skrevet af den russiske revolutionære marxist, Alexandra Kollontai, i 1911:

”Historien om arbejderkvinders kamp for bedre arbejdsforhold og for et mere anstændigt liv er historien om proletariatets frigørelseskamp.” Historien om kvinders kamp for et mere anstændigt liv er i sig selv historien om arbejderkampene. De er indbyrdes uadskillelige.

Vi kan med fordel tænke på to forbundne aspekter af sammenhængen mellem klassekamp og kvindekamp.

Det første er de daglige kampe, og her kan vi som et kort eksempel se på det danske klassesamfund i det 21. århundrede.

Et angreb på velfærden er et angreb på kvinder

Danmark er et klassesamfund. Vi lever i dag i et avanceret kapitalistisk system, hvor et lille mindretal ejer produktionsmidler og kapital, og hvor det overvældende flertal sælger deres arbejdskraft for at overleve. Den herskende klasse tjener sin merværdi på denne livsnødvendighed.

Det er, helt simplificeret, hvad klassesamfund betyder.

Det betyder, at en gymnasielærer, en SOSU-assistent og en ufaglært bag kassen i Netto alle er en del af arbejderklassen.

Det er altså forskelle inden for arbejderklassen, og det er også vigtigt at påpege, at alle i arbejderklassen ikke er økonomisk i samme båd. Fattigdom (som er stigende i Danmark) er en vigtig faktor i den klassepolitik og den klassekamp, vi ser i dag. Arbejdere har ikke nødvendigvis den samme levede erfaring.

Men grundlæggende er klassetilhørsforhold altså defineret ved forholdet til produktionsmidlerne. Man kan spørge sig selv, om man har nogen under sig på sin arbejdsplads, om man har nogen indflydelse på sit arbejde, og, i særlig grad, om man på nogen måde nyder godt af eller tjener på, at andre arbejdere i andre brancher tjener mindre end en selv, eller at lønnen presses ned.

I Danmark er både klassesamfundet og den økonomiske ulighed mellem kønnene kommet klarere til syne med den økonomiske krise, der begyndte i 2007-8.

Den blev ironisk nok først spået om som en ”he-cession” – en hurtig krise, der kun skulle påvirke finanssektoren og bilindustrien i USA – begge mandsdominerede sfærer.

Man så dog hurtigt, hvordan den sande krise overvejende ramte kvinder hårdere. I mange lande, Danmark inklusive, har ”ansvarlig” og ”nødvendig” krisepolitik ført til nedgang i reallønnen, nedskæringer på velfærden og massive fyringsrunder på tværs af den offentlige sektor.

Pensionsalderen stiger støt, der mangler hænder i sundhedssektoren, kontanthjælpsloftet og integrationsydelser har kastet mange ud i desperate økonomiske situationer. Uligheden er generelt vokset massivt.

I Danmark er næsten 70 % af arbejdere i den offentlige sektor kvinder – og det er overvejende den samme procentdel i resten af Europa. Lige så meget som bilindustrien og anden tung industri, som er domineret af mænd, afspejler dette klart det kønsopdelte arbejdsmarked.

Når der skæres i velfærden, rammer det os alle, men kvinder rammes dobbelt, idet de rammes både som modtagere og som producenter. Kvinder er fx i langt højere grad end mænd enlige forsørgere på overførselsindkomst. Kvinder vender i mindre grad tilbage til arbejdsmarkedet end mænd, hvis de bliver fyret.

Når kvinder dominerer den offentlige sektor og adskillige servicefag, hænger det sammen med, at det er her, man finder ”kvindefagene”: dem, der handler om omsorg, pleje, pasning og, som vi ved, også i stigende grad uddannelse og sundhed.

Når kvinder stadig i højere grad er på deltid eller ude af arbejde hænger det sammen med noget lignende, nemlig at det huslige arbejde, barsel og børnepasning stadig i helt eller delvis falder primært til kvinder.

Der er stadig en tydelig materiel og økonomisk ulighed mellem kønnene. Vi så de sidste tegn på klassekamp ved den offentlige overenskomst i 2018, hvor det i jo sagens natur i høj grad var kvinder i kvindefagene, som måtte forsøge at organisere sig.

Der begynder at tegne sig et billede af nogle umiddelbart fortolkelige og målbare forhold, som falder sammen med nogle lidt vage idéer om ”kvindefag” og ”kvinders tendens til…”. Arbejde i virksomheder, i samfundet og i hjemmet lader til i høj grad at være kønnet.

Med dette kan vi se nærmere på det andet aspekt af sammenhængen mellem klassekamp og kvindekamp. Det materielt-historiske i kvindeundertrykkelsens dybe forankring i klassesamfundets strukturer.

Kvindekønnets verdenshistoriske nederlag: klassesamfundet og familien

Karl Marx’ ven og skrivepartner, Friedrich Engels, skrev med store ord i 1884:

“Moderrettens omstyrtelse var kvindekønnets verdenshistoriske nederlag. Manden tog styret også i hjemmet, kvinden blev nedværdiget, kuet, gjort til en slave af hans lyster og til et rent og skært redskab til børneavl.”

Disse ord kommer fra hans bog Familiens, statens og privatejendommens oprindelse, som desværre er gået lidt i glemmebogen bredt set. Hvad skal vi forstå ved ”moderretten” og ved kvindekønnets verdenshistoriske nederlag?

For omkring 10.000 år siden begyndte mennesket at dyrke jorden frem for at leve i nomadiske jæger/samler-samfund. Med jordbruget opstod også de første sociale klasser; en reel produktion og ophobning af goder krævede folk, der administrerede denne værdi på forskellige måder. Et fåtal varetog denne prestigefyldte opgave, og således var klassesamfundet dannet: en klasse producerede og et mindretal administrerede.

Dette er den meget forsimplede version af klassesamfundets opståen. Det er eksempel på, hvordan menneskers leveforhold, sameksistens og ikke mindst adfærd omformes af ændrede materielle forhold. Og dette gælder også i helt central og interessant grad adfærd i forhold til køn og kønsroller.

I jæger/samler-samfundene havde alle køn en primær stilling i produktionen, hvilket er meget centralt. Arbejde var først og fremmest for den umiddelbare overlevelse: det gjaldt indsamling af mad og indimellem jagt, børnepasning, eventuel fremstilling af tøj og materialer osv. Den kønsopdeling, der kunne være af nogle typer arbejde hang sammen med direkte ”biologiske” faktorer som fx kvinders graviditet og amning i perioder. Men det er afgørende, at betydning og rangordning ikke blev tilskrevet disse håndgribelige årsager.

Med opkomsten af et socialt mindretal, en klasse, som administrerede samfundets produktion og ophobede værdi og som udviklede sig til en herskerklasse, som ønskede at blive siddende på denne position, opstod spørgsmålet om arveret og dermed et behov for at vide, hvem børnene tilhørte, så arven kunne gå videre til de rigtige og blive i linjen. Dette er, hvor ægteskabet, familien og ”kvindekønnets historiske nederlag” kommer ind i billedet.

Hvad man havde brug for at sikre sig, var kvindens monogami. Hvis en kvinde var bundet til én mand, vidste man, hvem eventuelt afkom ”tilhørte”.

På den måde opstod ægteskabet i den form, vi grundlæggende forbinder det med i dag. Og det er denne omformning af adfærden, som betegner moderrettens fald. Moderretten var kvindens ret til de børn, hun fødte – på den måde, at hendes bånd til dem var centralt, og at hun havde en styrende position i gruppen eller husholdningen. Men nu opstod idéen om, at børnene er mandens børn båret af kvinden.

Desuden betød flere ressourcer mere arbejde og øget produktion, hvilket også skabte et behov for øget reproduktion.

Kvinden, nu i stigende grad henvist til ”hjemmets sfære” og det huslige arbejde, blev drivkraften i reproduktionen og sekundær i produktionen. Kvindens arbejde blev at føde og at passe hus og børn. Og mens dette arbejde var centralt for understøttelsen af livet, producerede det ikke primær værdi eller profit. Kvinden blev i denne rolle det underordnede og sekundære.

Dette understreges af Engels’ pointe om betegnelsen ”familie” i sig selv. Det latinske ”familia” refererede ikke til det borgerlige kernefamilieideal eller endda til landbofamilien samværsformer.

Som han skriver, blev betegnelsen opfundet i det romerske klassesamfund ”for at tegne en ny samfundsorganisme, hvis overhoved havde kone og børn og et antal slaver under romersk fadermyndighed med rådighed over alles liv og død under sig.”

Alt dette er en ekstrem komprimering og opsummering af tusinder af års klassesamfund i konstant omformning og udvikling. Familie, arbejde og ægteskab og de attituder og idealer, som omgiver dem, har naturligvis ændret sig med de materielle forhold, der ligger til grund for dem.

Men med Engels og mange andre, der siden har forsket i dette, kan vi grundlæggende udpege et ”før” og et ”efter” klassesamfundets opståen. Klassesamfundet er i sig selv den grundlæggende struktur, som har kønnet og rangordnet menneskets arbejde og som har skabt det, der ofte kaldes ”traditionelle kønsroller”.

Produktion og reproduktion af ”mænd” og ”kvinder”

Denne historie-læsning er, hvad der ligger til grund for en meget central og simpel pointe for marxister: fordi kønsroller og undertrykkelse af kvinder er så dybt rodfæstet i klasse, er det også som klasse, at vi må organisere os for at kunne ændre fundamentalt på tingenes tilstand.

Ultimativt må vi overkomme de eksisterende strukturer for for alvor at komme kønsbaseret undertrykkelse til livs. Dette er den dybereliggende grund til, at klassekamp er kvindekamp og vice versa.

Denne indstilling har dog gennem tiden ledt til nogle meget deterministiske opfattelser af, at alle disse spørgsmål løses af sig selv i klassekampen og den sociale revolution.

Blandt forskellige feminister (og kvindelige marxister) har der som følge af dette været en ofte berettiget fordom om socialister, som insisterer på, at ”There is only one struggle – the class struggle”. Ved denne insisteren er der risiko for at, man bliver blind for de forskellige former for undertrykkelser og hierarkiseringer i samfundet og inden for arbejderklassen selv.

Desuden – og dette er især vigtigt i forhold til den kampplads, som køn udgør i dag – kan det lyde som om, at marxister er afhængige at tale om biologiske mænd og kvinder i et binært system. At man afviser en mere radikal kritik af, hvordan vi i det hele taget konstruerer køn, fordi vi ser kvindeundertrykkelsen gennem kvindens rolle i reproduktionen.

Men den borgerlige familie, ægteskabet og moderrettens fald er ikke kun fortællingen om, hvordan kvinder med børn er undertrykte. Det er også i høj grad fortællingen om en fortsat produktion af femininiteter, maskuliniteter og kønnede mulighedsbetingelser.

Lige så meget som klasseanalysen kredser om familien og det (heteroseksuelle) monogame ægteskab, lige så meget udpeger den, hvordan denne historisk set meget snævre ramme for mellemmenneskelige relationer og seksuel udfoldelse ligger til grund for, hvad man, meget snævert, opfatter køn som.

Der er en analysemodel inden for feministisk litteratur- og filmteori, som udpeger tre roller, kvinden kan spille: ”Madonna”, ”Luder” eller ”Moder” – en kvinde- eller pigefigur kan være én af disse tre eller endda bevæge sig mellem dem, men at falde udenfor er en abnormal position, der bliver ”umulig” eller ”ulevedygtig” i et narrativ.

Lidt på samme måde kan man forstå, hvordan femininitet (og maskulinitet) generelt produceres i klassesamfundet og i det kapitalistiske samfund, vi kender.

”Trekanten” af ”kvindelige” roller er tre roller, der alle defineres i relation til mænd – altså sekundært til mænd. (Hetero)seksualitet er altid en faktor – den seksuelle adfærd, der, som vi så med Engels, kom under drastisk omformning ved klassesamfundets opståen.

”Madonnaen” eller ”jomfruen” ophøjes i sit fravær af seksualitet og svarer samfundsmæssigt til idealet om bourgeois-kvinden, som vi kender det kernefamilieideal, som opstod i 1800-tallet; hun er ren og uskyldig i modsætning til manden.

”Luderen” er kvinden, som er eksplicit seksuel og defineres ved sin tilgængelighed for mænd, hvilket paradoksalt nok også cementerer hendes nedrighed og dæmonisering. Hun er begærsobjekt (igen defineret i forhold til en forestillet mand), men farlig på grund af dette – og ofte dømt til undergang.

”Moderen” er den eneste figur, hvori kvinden kan leve det seksuelle og samtidigt være ”ren”. Det seksuelle er i fortiden, kun bevist ved hendes børn. Og hun er defineret, igen i forhold til en mand, med hvem hun har spillet sin rolle i reproduktionen.

Nu er der selvfølgelig det, man kan kalde ”det virkelige liv”, hvor ingen mennesker fungerer efter disse strenge arketyper. Men rollerne spøger i de idéer og det sprog, der hersker om køn. Man kan f.eks. lægge mærke til, hvordan der diskuteres voldtægt og samtykke-lovgivning, hvordan man taler om kvinder med flere sexpartenere osv.

Vi kan se på disse roller som produceret af klassesamfundet. Klassesamfundet har skabt de forhold, der placerer kvinden – eller rettere, ”det kvindelige” og det feminine” – altid underordnet og betinget af og i modsætning til ”det mandlige” eller ”det maskuline”.

Det er også, hvad den marxistisk inspirerede 2. bølge-feminist og filosof, Simone de Beauvoir, mente med udpegningen af kvinden som ”det andet køn” og at ”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det.” Kvinden, det kvindelige og det feminine er ”det Andet”, og for at der kan være noget Andet, må der være noget ”Første”, som det altid defineres i forhold til.

Klassesamfundet former, hvad ”kvinde” betyder og hvad ”mand” betyder, og videre: hvis du hverken kan være luder, madonna eller moder, hvis du ikke som individ kan være det, der produceres som ”kvinde”, er du ikke engang sekundær. Du er umulig, udenfor.

Du er selvfølgelig ”fri” under kapitalismen til at sælge din arbejdskraft og indtage din rolle i produktionen. Men vi ser her, hvordan klasseanalysen sagtens kan diskutere med om forskellige undertrykkelser, om identitet og om individet.

Hvad der skaber kønnet arbejde og primært og sekundært arbejde er også, hvad der skaber trange og begrænsende kasser for køn, som vi stadig lider under.