For tredje gang i 20 år deltog Front National, nu National Samling (Rassemblement National), i anden runde af valget, og den har aldrig været så tæt på at vinde. Denne gang fik de 23% af stemmerne. Og endnu værre fik Eric Zemmour 7%, og med den tredje kandidat fra den yderste højrefløj blev det til i alt 32% af stemmerne.
Le Pen vandt stemmer på at sige, at hun stod på almindelige menneskers side og delte deres bekymring for de voksende leveomkostninger. Men over for sine støtter slog hun fast, at “de ideer, som vi står for, har nået nye højder”.
Hovedansvaret for den store støtte til fascisterne i søndags er båret af den politik, som Macron har ført. Den har forværret arbejderklassens liv. Det har været fem år med voldsomme angreb på de Gule Vestes bevægelse. Da de udfordrede nyliberalismen, blev de mødt af uropolitiet. I de fem år har vi set den samme politik ødelægge flygtninges telte og gå til angreb på muslimer.
Ingen begejstring for Macron
Der var ingen begejstring for Macron. Han blev genvalgt med ca. 38 % af stemmerne mod 44% i 2017. Af mangel på et reelt valg stemte 28% blankt, den største andel i mere end 50 år. Tæller man alle blanke eller ugyldige stemmer sammen, nægtede mere end en tredjedel af de stemmeberettigede at stemme på hverken Macron eller Le Pen.
Dette er kulminationen af udviklingen gennem årtier. Oprindeligt havde fascisterne en lille base, som bestod af tidligere militærfolk, som støttede Frankrigs kolonikrig i Algier. Mange var også medlem af OAS, som begik hundredvis af terrorangreb og tusindvis af mord i Algier og Frankrig i 1960´erne. De voksede dels på grund af desillusionen med de traditionelle magtpartier i midten af fransk politik, som angreb almindelige menneskers levevilkår. Men et afgørende element var også de samme partiers “adoption” af islamofobi, anti-roma- og anti-indvandrer-idéer og lov og orden politik. Dette skete også i dele af venstrefløjen. Så ved at legitimere den yderste højrefløjs politik bidrog de til modløsheden.
Fascisterne går også frem på andre måder. Traditionel fascistisk strategi kræver “stormtropper” på gaden for at smadre venstrefløjen og chikanere og myrde syndebukke som jøder, muslimer og indvandrere. Det har Le Pen ikke i øjeblikket. Men mulighederne er der. Génération Z, en højreekstrem ungdomsorganisation, der støtter Zemmour, har udført angreb på venstrefløjen, LGBT+-folk og antiracister.
Det franske statsapparat er også befængt med fascist-sympatisører. En gruppe af pensionerede generaler udsendte sidste år en udtalelse, hvor de truede med at lave et kup, for at “forhindre opløsningen af fædrelandet”. En meningsmåling i politiet viser, at 42% ville stemme på Zemmour og 60% på den samlede yderste højrefløj.
Macron vil angreb velfærden
Fem år mere med Macron, hvor vi kan forvente højere pensionsalder, angreb på de sociale ydelser, brugen af muslimer som syndebukke og forsøget på at svække de faglige organisationer, er i realiteten en advarsel.
Venstrefløjens fejl er også medvirkende til fremgangen for fascisterne. En åbenlys fejl var ikke at identificere Jean-Marie og senere Marine Le Pen som fascister, men blot som endnu et højreorienteret parti. Men også det franske Socialistparti (socialdemokraterne) har ladet sine vælgere i stikken, da det sad på magten. Nu er det næsten forsvundet med kun 1.74 % af stemmerne.
Den afgørende kampplads de næste fem år vil være arbejdspladserne og gaden og dermed bygge videre på de Gule Vestes bevægelse, strejkerne mod pensionsangreb, kvindebevægelsen, miljøbevægelsen og den antiracistiske bevægelse. Sådanne kampe vil danne grundlag for en politisk udfordring af alle traditionelle kræfter.
Oversat og forkortet af Lene Junker
