De seneste 20 år har set en systematisk rekonstruktion af Marx og Engels’ økologiske tænkning i form af et fokus på, og videreudvikling af deres teori om, hvordan kapitalismen skaber ødelæggende brud i stofvekslen mellem menneske og natur, hvad der i den angelsaksiske verden er blevet kaldt ”metabolic rift theory”. Marx og Engels’ kritik af kapitalismen er derfor et oplagt sted at gå hen for alle miljø- og klima aktivister, som selv søger et teoretisk fundament for deres kritik.
Antagonismen mellem land og by: konkrete stofvekselbrud
Da Marx arbejdede med Kapitalen i 1850’erne og 60’erne var han især optaget af ændringer i landbruget i kraft af sammenkoblingen mellem fødevareproduktion og industriel storskala produktion (hvad der nu betegnes som ”den anden landbrugsrevolution”). Ændringer af landbruget var især dikteret af koncentrationen af arbejdere i byerne, som blandt andet selv var en konsekvens af det kapitalistiske produktionssystems behov for arbejdere til de voksende fabrikker. Denne ofte meget voldelige proces med at fordrive mennesket fra land til by var en historisk nødvendighed for det kapitalistiske systems opståen og udbredelse.
Marx så dermed en antagonisme blive skabt af kapitalismen mellem land og by, som så skabte forskellige stofvekselbrud mellem menneske og natur: i form af et ”fremmedgørelsesbrud”, hvor mennesket blev fremmedgjort fra dets egne materielle betingelser, dvs. adskilt fra dets intime interaktion med og forhold til naturen, og dermed også sig selv som natur og biologisk væsen. Men især fremhævede Marx et brud i jordnæringscyklussen. Inspireret af den tyske landbrugskemiker Justus Liebig påpegede Marx, at transporten af fødevarer over store afstande fra land til by betød, at de næringsstoffer (eks. nitrogen) som blev optaget fra jorden i afgrøderne ikke vendte tilbage til jorden igen i form af menneskelig affald (gødning). Næringsstofferne endte i stedet som forurening i byernes floder, og skabte alvorlige sanitære og helbredsmæssige problemer. Hvad Marx observerede var altså, hvordan det kapitalistiske, industrielle landbrugs udbytning af jorden var med til at underminere dets egen reproduktion.
Marx’ stofvekselteori
Med teorien om stofvekselbrud har Marx og Engels lagt fundamentet både for en økologisk kritik af den kapitalistiske produktionsmådes destruktive udbytning og fremmedgørelse af menneske og natur, men også for alternativet ved at understrege nødvendigheden af en fælles, rationel og demokratisk regulering af interaktionen mellem menneske og natur. Marx’ forståelse af et socialistisk samfund var eksplicit funderet i hvad vi i dag kalder økologisk bæredygtighed, hvor produktion tager hensyn til fremtidige generationers levevilkår.
Men for at en sådan rationel regulering og bæredygtig produktion kan blive mulig, kræver det et revolutionært opgør med de sociale forhold, som understøtter kapitalismens stofvekselbrud: det eksplicitte opgør med klasseforhold, det private ejerskab af produktionsmidlerne og produktion ud fra kapital og ikke fælles interesser. En genopretning af stofvekselbruddet kræver selv et brud med kapitalismens produktionsmåde.
