Aktivister oplyste, at antallet af mennesker på gaderne var det hidtil største, med store protester i mange flere byer end blot den kommercielle storby Rangoon.
Billeder fra hele landet viste demonstrationer der strakte sig langt øjet rakte – et hav af røde bannere og hårde hjelme.
Arbejderdelegationer deltog i marcherne, men strejkerne kom fra modstandere af regimet fra alle klasser. Butikker og virksomheder holdt lukket, og de få køretøjer, der var på gaden, viste deres støtte til bevægelsen.
Protesternes størrelse vil afgjort true Myanmars militærregime, der i begyndelsen af måneden gennem et kup overtog magten. Men mange frygter, at generalerne vil reagere hårdhændet.
Sidste weekend blev hæren sendt til Mandalay, landets næststørste by, for brutalt at bekæmpe protesterne. Snigskytter rettede skarpe skud mod folk på gaden, dræbte to mennesker og sårede 30 yderligere.
En af de afdøde var en 16-årig dreng. Nu er der på fortovet lagt vinyl plakater med hans morders ansigt, samt sloganet ”Blodhungrende kriminel dræbte civile med sniper riffel. Glem aldrig, tilgiv aldrig forbrydelsen mod menneskeheden”.
Deltagerne i marcherne træder på soldatens hoved, mens musikere spiller den populære revolutionære sang ”Thway Thit Sar” (venskab og loyalitet som blodsbrødre)
Den kan blive blodigere
Alle er klar over, at politiet og militæret er i stand til at benytte sig af mere vold, end de hidtil har gjort. Massakrer i 1988 og 2007 huskes af alle.
Oprørs Politiet i Rangoon angreb målrettet demonstranter ved to centrale steder. De angreb dem i formation, slog på deres skjolde med køller og råbte ad dem. Intimideringen virkede, og de fleste demonstranter spredte sig igen.
Samtidig startede tusinde af mennesker en sit-in og politi blokade ved krydset mellem University Avenue og Inya Road – i nærheden af den afsatte leder Aung San Suu Kyis hjem.
Men samme eftermiddag annoncerede organisatorerne at ”I dag har vi vundet. Vi afholdte vores fredelige protest. Lad os opløses – vi ønsker ikke nogen vold”.
Protesternes frygt for repressalier er forståelig. Men medmindre bevægelsen finder måder hvorpå den kan bekæmpe truslen, kan regimet meget vel klamre sig til magten. En udvidelse af strejker og oprettelsen af forsvarsorganisationer er et vitalt første skridt.
Der er en anden trussel mod bevægelsen. Mange folk på gaden forlanger, at de Forenede Nationer intervenerer for at genoprette demokratiet i landet.
Men for stormagterne vedkommende, har landet kun værdi i kraft af dens olie og gasressourcer – og dets strategiske placering ved grænsen til Kina. Ingen bør stole på, at de ville være ærlige mæglere i kampen for demokrati.
Militæret optrapper undertrykkelsen.
Kort efter generalstrejken blev fagforeningerne forbudte og militæret har udstedt arrestordre på en række faglige ledere. De sidste ti år, hvor den militære undertrykkelse er aftaget, er relativt stærke fagforeninger bygget op. Der har bl.a. været strejker blandt tekstilarbejderne. Efter generalstrejken har militæret sat hårdt ind mod de fortsatte civile og fredelige protester på gaden. Det har senest fået den britiske regering til at opfordre britiske statsborgere til at forlade Myanmar.
