Verden rundt afslører coronakrisen de forskellige samfunds styrker og svagheder i kampen mod pandemien. Den offentlige sundhedssikring stiller folkesundheden i Danmark en del bedre end i de lande, hvor helbredet er afhængig af pengepungens størrelse. Men uanset hvor stærkt eller svagt beredskabet står nationalt, og uanset hvor vi befinder os i verden, er vi prisgivet den profitorienterede medicinalindustri.

Den globale medicinalindustri, som ellers har gode forudsætninger for at udvikle og fremstille en kur mod coronavirus, har desværre ringe interesser i vaccineforskning på grund af det omskiftelige marked og den lave lønsomhed. Til gengæld har industrien stor interesse i opskruede priser. Interesser, der går stik imod hensyn til folkesundheden.

Pandemiske sygdomme udvikler sig uforudsigeligt. Virusvacciner er derfor ikke, ligesom for eksempel kræftbehandlinger, pålidelige indtægtskilder. Så snart en kur er fundet, vil smitten inddæmmes og indtægten dale.

Dette slog investeringsbanken Goldman Sachs fast i en rapport sidste år. Rapporten undersøgte blandt andet afkastet af et præparat mod hepatitis C-virus. Skønt præparatet blev solgt for 1.000 dollar pr. pille og i omegnen af 100.000 dollar pr. behandling, faldt indtægterne drastisk til langt under halvdelen på blot tre år.

Profitkrav spænder ben

I en profitstyret branche er det ikke mærkeligt, at investorer flygter fra antibiotika- og vaccineforskningen. Det styrende princip for investorerne er ikke samfundssind. Det er mere prosaisk. Så længe livsnødvendig medicin er en kommerciel vare på linje med brødristere, vil udviklingen være betinget af afkastet. Og så længe det er tilfældet, vil beredskabet mod pandemier sakke håbløst bagud.

COVID-19 er ikke den eneste, men blot den seneste og sikkert ikke den sidste epidemi. Alene i dette århundrede har verden oplevet ebola, SARS og MERS samt en stigning i virussen zika, som der stadig ikke findes en vaccine for, selv om den har hærget i et halvt århundrede. Vi risikerer også snart at stå i en fatal antibiotikakrise, i takt med at overforbrug af antibiotika i landbrug sætter fart i resistensudviklingen i sygdomsfremkaldende bakterier.

Kun til ebola har man udviklet og sat en vaccine i produktion – efter en åben samarbejdsindsats, der trodser markedskapitalismens principper. Behandlinger mod SARS og MERS, der også er coronavira, blev imidlertid skrinlagt i det meste af den private sektor, så snart epidemierne ebbede ud.

Havde man fortsat forsøgene på at finde en kur på disse, havde man været væsentligt bedre forberedt på senere afarter som COVID-19. Når det ikke skete, skyldtes det alene det simple faktum, at der ikke var garanti for profitter.

Virksomheder, der i dag forsker i udvikling af ny antibiotika og vacciner mod nye vira, er typisk små, konkurstruede nicheindustrier med ringe adgang til investeringskapital. Selv om netop vaccineforskningen er massivt ressourcekrævende.

Et forsvindende mindretal af verdens medicinalvirksomheder afsætter midler til forskning i ny antibiotika og virusvacciner, selv om behovet er stort. For øjeblikket er der et langt større marked for udvikling af erektionspiller end for livsnødvendige vacciner mod nye virussygdomme som COVID-19 og SARS. Det er ikke evnerne, der mangler, men profitkravet der spænder ben for viljen.

Staterne betaler

Misforholdet mellem samfundets behov og de kommercielle interesser medfører, at regeringer må pumpe milliarder i lægemiddeludvikling. De fleste stater har dog ikke de fornødne produktionsmidler – slet ikke efter de seneste årtiers privatiseringer, som vi også selv oplevede herhjemme, da et flertal i Folketinget i 2016 solgte statens vaccineproduktion.

Og selv hvis staterne havde kapaciteten, er teknologien og produktionsprocesserne ofte patenterede af en lille håndfuld udbydere. Når den skattefinansierede forskning endelig finder frem til en kur, må stater derfor give private monopoler eksklusiv ret til at profitere på den for at sikre, at lægemidlet fremstilles.

I USA, der har brugt flest penge på udviklingen af coronavacciner, er dette forhold mest udtalt. Tag medicinalgiganten Gilead Sciences, der har en lang historie med at patentere og profitere på offentligt finansierede præparater gennem ågerpriser. Koncernen har i dag fået eneret på lægemidlet Remdivisir, som muligvis kan behandle corona. Midlet blev udviklet i partnerskab med Alabama University for statens penge, og lige nu undergår Remdivisir randomiserede tests på verdensplan – betalt af stater.

I skrivende stund har Gilead efter et massivt pres fra græsrødder og Bernie Sanders foreløbig givet afkald på sit monopol, men eksperter frygter stadig, at prisen på lægemidlet vil blive skruet kunstigt op.

Som økonomen Mariana Mazzucato påpeger, er alle seriøse kandidater til en coronakur offentligt finansierede. Det gælder for eksempel alle de presseomtalte potentielle præparater, der skal fremstilles af selskaberne Gilead, Johnson & Johnson, Regeneron og franske Sanofi. Herom udtaler Mazzucato, der har forsket i offentlige-private partnerskaber: »Endnu en gang overdrager vi frugterne af offentligt finansieret forskning til profitorienterede virksomheder uden at stille modkrav.«

Økonomen Jeffrey D. Sachs er enig. Han udtalte for nylig om den amerikanske regering, at den »vil promovere videnskaben, men hvad end man kommer frem til, vil det blive overdraget til private virksomheder«.

De amerikanske virksomheder vil dernæst få eneretten til at profitere på det statslige forsknings- og produktionstilskud under verdens slappeste priskontroller. I USA er der nemlig ingen krav til, at offentligt finansierede lægemidler skal sælges til rimelige priser: »Virksomhederne kan opkræve, hvad end de vil, for sådan er det amerikanske system.«

Kritisk infrastruktur

Netop i erkendelse af, at markedet glipper, blev der efter ebolaepidemien i 2014 nedsat en global fond, CEPI (Koalitionen for Epidemisk Beredskabsinnovation). Fondens formål er at fremme vaccineudvikling mod sygdomme, der kan forårsage epidemier. Danmark er et af de lande, der støtter CEPI, og på Udenrigsministeriets hjemmeside hedder det, at CEPI står for en »retfærdig adgang« og en »overkommelig prisfastsættelse«.

Problemet er bare, at CEPI lider af de samme brister som staterne og de små nichevirksomheder. Fonden har ikke kapacitet til at massefremstille vacciner, og man har svært ved at tiltrække privat kapital. Derfor er fonden afhængig af giganterne. Og nu har de private medicinalvirksomheder, som sidder i CEPI’s råd, haft held med at presse fonden til at sløjfe ambitionen om en retfærdig adgang til vaccinerne. Resultatet er, at vaccinerne risikerer at blive ubetalelige for mange af verdens stater, selv om de er udviklet med midler fra blandt andet disse landes offentlige kasser.

Ønsker vi at øge beredskabet mod virus- og antibiotikakriser, bør vi gøre, som den forhenværende cheføkonom i Goldman Sachs Jim O’Neill har rådet til: Vi bør nationalisere vaccineforskningen og -produktionen og facilitere et gennemsigtigt og åbent samarbejde mellem offentlige forsknings- og produktionsfaciliteter.

Kun på den måde kan vi vriste os fri af de kommercielle markedsvilkår, der spænder ben for en hurtig udvikling af en effektiv og betalelig vaccine mod COVID-19 og kommende dødelige pandemier.

I Danmark har vi desværre afhændet denne kritiske infrastruktur. Tiden er inde til at bygge det op på ny.