Nødvendigheden af at bekæmpe den yderste højrefløj og deres fascistiske elementer er blevet mere presserende de seneste år. I land efter land har vi set parlamentarisk succés for politiske kræfter med mere eller mindre åbne forbindelser til nynazistiske og nyfascistiske partier.
Bolsonaros sejr i Brasilien, hjulpet af Trump i USA, har betydet fremdrift for denne proces, som også har været i gang i Europa i lang tid: Jean-Marie Le Pen og senere datteren Marine Le Pen i Frankrig, FPÖ i Østrig og Geert Wilders i Holland er gamle eksempler. Nyere eksempler er AfD i Tyskland og Lega Nord i Italien med Salvini i spidsen. Det har medført forsøg på at overføre de parlamentariske succéer til gadekampsgrupper, som har organiseret angreb i tråd mere åbne fascistiske traditioner.
Heldigvis er modstanden også vokset. Alle Trumps sexistiske og racistiske provokationer er blevet mødt af en eksplosiv vrede fra kvinder, sorte og en voksende venstrefløj af både unge og ældre. I Tyskland har vi set massedemonstrationer både i Chemnitz, Dresden og Berlin. I Østrig er FPÖs deltagelse i regeringen kollapset pga. skandaler. I Storbritannien fortsætter kampen i tråd med Anti Nazi Leagues traditioner. I Grækenland er Gylden Daggry i opløsning.
Alt dette giver et rigt grundlag for at diskutere strategi og taktik i den antifascistiske bevægelse. Det er ikke tid til selvtilfredshed, men der er mange erfaringer, som vi kan bygge vores konklusioner på.
Mark L. Thomas opsummerer meget klart det overordnede billede i en artikel i International Socialism Journal, hvori han understreger:
“Spøgelserne fra fortiden dukker op igen. Nazisterne vokser igen, kommer i parlamenterne, samler millioner af stemmer og forgifter den politiske atmosfære med deres racistiske gift. For første gang siden befrielsen af Auschwitz og ødelæggelsen af Hitler og Mussolinis regimer er det muligt igen at forestille sig, at fascistiske kræfter kan sejre. Fascisterne i dag er stadig meget svagere, end de var i mellemkrigsperioden, især på gaden, men fornyet økonomisk krise og de politiske omvæltninger, det fører til, kan fremskynde deres vækst og styrke dem.
Vi har tid, hvis vi handler og handler effektivt. Det giver revolutionære socialistiske organisationer et ansvar for at opbygge en enhedsfront mod fascismen. Den skal ikke bygge på generelle politiske programmer eller være forbeholdt dem, som ser sig selv som antikapitalister. Den skal bygges på alle dem, som er skræmte over den voksende racisme og fascisme. Faktisk er revolutionære organisationer, præcis fordi de har fokus på udenomsparlamentariske mobiliseringer og er kompromisløse i deres modstand mod racisme, ofte i stand til at være initiativtagere til en sådan enhedsfront. Den Internationale Socialistiske Tendens (IST) har kastet sig over denne opgave”
(http://isj.org.uk/fascism-in-europe-today/)
I denne artikel vil jeg prøve at udbrede erfaringerne med at bekæmpe Gyldent Daggry i Grækenland.
Den første pointe, som vi har brug for at gentage, er, at der ikke er nogen automatisk relation mellem økonomisk krise, fattigdom og fremkomsten af det yderste højre og nynazisme. Vi har at gøre med en politisk krise og måden, hvorpå venstrefløjen reagerer, spiller en afgørende rolle i at forme udviklingen. Hvis vi forsømmer at konfrontere den racistiske dagsorden, skaber vi bedre muligheder for fascisterne. Det er vigtigt at gøre sig det klart, for der er dele af venstrefløjen, som argumenterer reduktionistisk og kort sagt siger, at hvis vi bekæmper nedskæringer og forringelser i levevilkårerne, så vil den fascistiske trussel forsvinde.
I Grækenland kom det første parlamentariske gennembrud for den yderste højrefløj siden 1977 i 2007, da LAOS fik 3,8 % og trådte ind i parlamentet. Ifølge de officielle statistikker, var det græske BNP på sit højeste. Derimod var den officielle racistiske kampagne mod flygtninge og indvandrere stigende. I 2009 voksede LAOS til 5,3%, men 3 år senere blev de erstattet af Gyldent Daggry, som fik 6,97 % i parlamentet.
LAOS var en politisk gruppe på den yderste højrefløj, som forsøgte at være det pæne ansigt udadtil for diverse fascistiske grupper. Det konkurrerede med Gyldent Daggry, som fastholdt opbygningen af en fascistisk gadekampsstyrke (dog uden større succes). Da LAOS mistede troværdigheden i 2012, fordi de gik med i en regeringskoalition sammen med mainstream partier med en tidligere bankdirektør i spidsen, kollapsede den “respektable” udgave, og Gyldent Daggry greb chancen.
Dette er et tydeligt eksempel på hvordan samspillet mellem forskellige tendenser på den yderste højrefløj virker og hvorfor der ikke er plads til at undervurdere den fascistiske trussel. I 2009 blev KEERFA, “Den forenede bevægelse mod racisme og den fascistiske trussel”, som er dens fulde navn, lanceret. KEERFA samlede aktivister, folk fra fagforeningerne, indvandrermiljøerne, og personer fra et bredt spektum af venstrefløjen, hvor SEK spillede en vigtig rolle. – Men i starten måtte KEERFA forholde sig til to indvendinger:
1. At man overdriver truslen fra fascismen. 2. At man indsnævrer mulighederne for at forene de antifascistiske kræfter ved at antiracisme var en del af grundlaget.
Begivenhederne siden 2009 har vist, at KEERFA havde ret. Det har været ti år med hårde kampe for at stoppe Gyldent Daggrys vækst, og det er umuligt at forestille sig, at det havde kunnet lade sig gøre uden KEERFA (der jo stod var mod både racisme og fascistisk trussel, jævnfør dens navn)
Lad os se på to eksempler:
I 2013 rapporterede “Netværket til rapport af racistisk vold” 166 tilfælde, som involverede mindst 320 ofre, de fleste indvandrere og flygtninge, også indvandrere uden dokumenter, asylansøgere og anerkendte flygtninge. De fleste var også muslimer. I mange tilfælde blev de antastet og bedt om at vise ID og dermed vise, at de havde lovligt ophold. Når de ikke kunne det, blev de angrebet. De fleste af disse angreb foregik offentligt og blev udført af selvtægtsgrupper på mellem to og tyve. I femten tilfælde, kunne ofre og vidner genkende medlemmer og støtter af Gyldent Daggry blandt gerningsmændene, eller se Gyldent Daggrys mærke. Ifølge en undersøgelse, som det græske politis interne afdeling udførte, voksede politiets deltagelse i de racistiske angreb voldsomt mellem 2009 og 2013, og var på sit højeste i 2012. Alt i alt var 203 politibetjente og 3 civile involveret i hændelser med racistisk vold.
Stillet overfor denne udvikling, måtte KEERFA igen og igen organisere til forsvar for indvandrere og imod Gyldent Daggrys forsøg på at skabe no-go områder for dem. Der var massedemonstrationer i det centrale Athen i 2011, ved Piræus i 2012 og sydvest for Athen i 2017. Den anden side af sagen var, at KEERFA sikrede at indvandrerne blev involveret i fagforeningerne, og deltog i demonstrationer sammen med strejkende arbejdere i tiden med de gentagne generalstrejker mod nedskæringer og forringelser, som blev påtvunget af EU og IMF.
Denne orientering skabte grundlaget for en eksplosiv vækst i den antifascistiske bevægelse i 2013, som tvang myndighederne til at fængsle lederne af Gyldent Daggry efter mordet på rapperen Pavlos Fyssas. KEERFA organiserede en afgørende demonstration i januar 2013, efter at Gyldent Daggry myrdede den pakistanske arbejder, Sahzad Luqman. Og KEERFA stod i spidsen for den massemobilisering i september, som til sidst brød statens beskyttelse, reelt immunitet, over for de fascistiske mordere i parlamentet.
En aktuel udtalelse fra SEK forklarede i 2013
1. “Arrestationen af Michaloliakos, Kasidiaris og andre Gyldent Daggry-ledere er en sejr for den fantastiske antifascistiske bevægelse, som gik på gaden efter mordet på Pavlos Fyssas. Endelig brydes den provokerende immunitet, som ny-nazistiske mordere, og de, som beskytter dem, er nu tvunget til at lade som om, at de nu også forfølger dem. Vi fejrer denne udvikling og organiserer de næste trin:
2. Vores første krav er at fortsætte afviklingen af dette morderiske apparat i dybden og i bredden. Morderne og deres chefer er ikke kun 34 personer. I alle bydele, alle steder, hvor Gyldent Daggry opererer, kræver vi at disse netværk optrævles fuldt ud. Denne anti-fascistiske rensning må også omfatte betjente i det græske politi, som storsindet har samarbejdet med dem, anklagere, som unddrog sig deres ansvar, samt dem, som har støttet disse morderiske bander økonomisk.
3. Samtidig må vi kræve afskedigelse af alle højtstående embedsmænd, som velvilligt har hjulpet og er politisk ansvarlige for at sprede nazi-forbindelserne i statsapparatet. Hvem fik fætteren til et Gyldent Daggry-medlem ansat i efterretningsvæsenet, hvor han var involveret i skandalen vedrørende de kidnappede pakistanere for ex-minister Voulgarakis in 2005, hvis ikke Samaras selv? (Samaris, daværende regeringsleder) Hvem stod i spidsen for politiet, hvis det ikke var Dendias?
Pasok-Nyt Demokrati koalitionen må indgive deres afskedsbegæring i stedet for at hævde de står i spidsen for grundlovsrettigheder. Ikke kun for deres direkte involvering i at beskytte ny-nazisterne, men også fordi de har banet vejen for, at fattigdommen har bredt sig og spillet racismekortet. Det er denne regering, som har lukket skoler og hospitaler og åbnet koncentrationslejre. Det er på tide, de går af.
4. Venstrefløjen har en forpligtelse til at være forrest i disse kampe, forbinde arbejdernes modstand mod fyringer, lukninger og privatiseringer pga. Memorandummet (låneaftale indgået med IMF, EU og ECB) med den antifascistiske kamp. Den må bygge en stærk modstand i arbejderklassen mod trojkaen, IMF, EU og Den Europæiske Centralbank, som sammen med lokale kapitalister står i spidsen for et system, der genererer kriser, fattigdom, racisme og ny-nazisme.
De skridt, som tages i dag med strejker kombineret med anti-fascistiske demonstrationer, viser at tusindvis af aktivister slutter op om sådan en bevægelse. Vi byder Antarsyas nyskabende rolle velkommen både på strejkefronten og i det antifascistiske oprør, som foregår i øjeblikket. Vi opfordrer til at samling omkring KEERFA, som sikrede retningen for den antifascistiske bevægelse. Det landsdækkende møde og det internationale antifascistiske møde den 5-6. oktober er en milepæl for at fortsætte organiseringen, der skal sikre, at vi kan vinde.
Athen, 28. september 2013, Socialistisk Arbejderparti (SEK), Grækenland
Det var dog ikke altid lige nemt. Vi måtte organisere deltagelse af antifascistiske advokater for at sikre, at anklagerne mod Gyldent Daggry blev ordentligt dokumenteret, og at alle beviserne blev accepteret af retten. Det var ikke nogen nem opgave. En ledende MP´er for Syriza, Nikos Voutsis, som senere blev ordfører i det græske parlament, udtalte i 2014: “Beviserne, som den græske stat havde samlet imod dem, var latterligt utilstrækkelige og havde ingen chancer i retten. (kilde)
Der var et tydeligt ryk til venstre, da Syriza vandt valget i januar 2015. Som jeg (Parnos Garganos) bemærkede dengang: “Efter valget fortsætter venstredrejningen, så nye meningsmålinger viser, at Syriza nu fører med over 20 procent points over de Konservative “Nyt Demokrati”, som er under 20%, og Syriza er over 40%. Valgresultatet har fremrykket radikaliseringen. (kilde)
Alligevel fremkaldte Syrizas formand for parlamentet, Zoe Konstantopoulou, en tumult den 24. februar 2015, da hun udsatte afstemningen om at hæve immuniteten for “Nyt Demokrati”-medlemmet Adonis Georgiades, fordi de fængslede Gyldent Daggry-medlemmer af parlamentet var forhindrede i at deltage i afstemningen.
Den 5. marts forklarede hun, at parlamentet havde fungeret ulovligt i de foregående måneder, fordi de fængslede Gyldent daggry-medlemmer ikke var tilstede. Samme dag var hun citeret for at sige i et interview i radioprogrammet ERT Open, at fordi nogle var kriminelle, så betød det ikke, at Gyldent Daggry var et uacceptabelt parti. Fordi der er antydninger af nazi-ideer, så må vi ikke indskrænke demokratiet. Senere blev Gyldent Daggry inviteret til at deltage i Det Nationale Udenrigspolitiske Råd, som skulle diskutere græsk-tyrkiske relationer og Cypern, selvom de offentligt havde krævet, at den græske hær skulle invadere Istanbul. Kotzias, som ledede mødet, begrundede denne praksis med at den var bestemt at parlamentets formand, Zoe Konstantopoulou.
KEERFA, den antiracistiske og antifascistiske bevægelse, fordømte denne udfordring på de kollektive rettigheder og sagde: “Denne invitation er et voldsomt bagholdsangreb på den antifascistiske bevægelse, som kæmper for at få denne kriminelle nazi-organisation i retten og få dømt Gyldent Daggrys overfalds grupper som mordere.
Så vi måtte operere i en kontekst hvor folk var gået til venstre, mens det parti, som havde nydt godt af det og var kommet til magten, havde en politik, som gik imod folks forhåbninger og forventninger. Vi måtte mobilisere sammen med folk, som havde stemt Syriza og samtidig gå imod Syriza-regeringens handlinger.
En antifascistisk enhedsfront, som samler revolutionære og reformister, foregår ikke altid glat og lige ud ad landevejen. Det har været en klar advarsel for at undgå parlamentariske illusioner som en genvej til at bekæmpe fascismen. Mange var bange for, at hvis man kritiserede Syriza, ville det gavne Gyldent Daggry. Syrizas ledelse spille helt åbent på denne frygt ved at sige, at hvis regeringen faldt, ville det gavne fascisterne. “Lad være med at strejke og demonstrere mod regeringens politik, for så vil du gøre det lettere for ny-nazisterne at vokse”. Nogle på venstrefløjen var så vrede over dette, at de mente, at Syrizas medlemmer ikke måtte deltage i de antifascistiske demonstrationer. Sekterisme blev et alvorligt problem underbygget af andre forkerte strategier. Unge anarkister tenderede mod at danne små grupper, som angreb fascister i deres område og organiserede mere eller mindre hemmelige grupper af dedikerede kampberedte folk. Ny-stalinister gik tilbage til deres 3. periode taktik (… henviser til den stalinistiske Kominterns sekteriske, ultra-venstre politik 1928 – 34 – oversætteren), og glemte erfaringerne med den tyske arbejderklasses nederlag i 30´erne.
Trods disse problemer lykkedes det den anti-fascistiske bevægelse med KEERFA i spidsen at presse Gyldent Daggry tilbage. Retssagen fortsatte på trods af forsinkelser, og det gav et konstant pres på dets ledelse. Michaloliakos klagede over, at de stod overfor en spærreild af anklager. Lokale Gyldent Daggry kontorer begyndte at lukke, eftersom flere og flere mennesker blev klar over, at det var her nazi-bøllerne mødtes for at planlægge deres angreb. Det var et stort nederlag, da Gyldent Daggry ikke fik valgt en eneste ved parlamentsvalget i juli i år. Siden er de blevet splittet, og mange har meldt sig ud. Retssagen slutter snart, og der er overvældende beviser, så det er et åbent spørgsmål, hvor stor straffen vil blive.
Men vi kan ikke ånde lettet op. En anden gruppe fra den yderste højrefløj, Græsk Løsning, er kommet i parlamentet. De har ikke organiserede bander af fascister som Gyldent Daggry, men der er ingen grund til at være tilfredse. Antifascister i Grækenland kan være stolte af deres indsats, men vi har brug for at koordinere med andre antifascister internationalt for at sikre at, vi kan stoppe den fascistiske trussel alle steder.
Oversat af Lene Junker og Jens Riis Bojsen fra https://marx21us.org/2019/10/06/the-fight-against-fascism-by-panos-garganas/
