Hvorfor optrapper USA konflikten med Iran?

Selvom Trump gik til valg på, at det skulle være slut med dyre angrebskrige, så har USA nu optrappet konflikten med Iran og er tæt på at være i åben krig med Iran – støttet af Storbritannien og måske også Danmark.

I maj 2018 trak USA sig ud af atomaftalen med Iran og genindførte økonomiske sanktioner få måneder senere.

I juni i år beordrede USA et missilangreb på iranske mål, som dog blev stoppet af Trump i sidste øjeblik. Det blev afløst af gensidige anklager om hvem, som havde ansvaret for angreb på olietankere i Hormuzstrædet i den Persiske Golf.

Der er både historiske og aktuelle årsager til at USA optrapper konflikten med Iran. De skal findes i den ændrede økonomiske og militære magtbalance i hele Mellemøsten, som har svækket USA.

Den iranske revolution i 1979 væltede det USA-venlige styre. Dernæst støttede USA Irak og Sadam Hussein, som efter 8 års krig mod Iran, invaderede Kuwait. Det var en trussel mod USA´s nære allierede, Saudi Arabien, og USA´s første golfkrig tvang irakerne ud af Kuwait i 1990 og indførte sanktioner mod Irak.

Selvom USA stod som den eneste supermagt efter USSRs fald og Den Kolde Krigs afslutning,  var dets globale hegemoni truet af nye økonomisk stærke lande. The Project for a New American Century var de nykonservative høges plan for at bruge USA miltære magt til at sikre sig et stærkere økonomisk herredømme. I 2003 startede krigen mod Irak, som USA måtte opgive i 2008 og overlade magten til irakiske shia kræfter.

Iran blev styrket økonomisk og militært i samarbejdet med Shia-styret i Irak og blev en stærk regional magt. Det samme gjorde Saudi Arabien, som bl.a.  sikrede nedkæmpelsen af de arabiske revolutioner – ikke mindst i Egypten. I 2015 gik Saudi Arabien til angreb på Yemen, angiveligt for at nedkæmpe en iransk støttet oprør.

Israel spiller også en central rolle i USA konflikt med Iran. USA har fra starten støttet den zionistiske stat økonomisk og militært for at den den kunne sikre USA´s interesser i Mellemøsten.

USA´s  militære svækkelse i Mellemøsten har bevirket at de er under pres fra deres nære allieredes interesser i regionen. Israel og Saudi Arabien ser Iran og Assad i Syrien, som den største trussel mod deres magt.

Støt de folkelige protester og oprør

Den globale imperialistisk rivalisering er meget intens i Mellemøsten, hvor både regionale magter, USA og Rusland positionerer sig, for at sikre deres egne interesser. Socialister støtter ikke imperialistiske interesser, uanset hvilken indpakning de præsenteres i. Vi er modstander af USA og venners angreb på Iran og opfordrer til krigsmodstand i de krigsførende lande. Sanktioner og krigstrusler mod Iran styrker det iranske regime og deres greb om magten Iran. De iranske arbejdere og studenters imponerende kamp for frihed og social retfærdighed gennem de sidste 10 år, derimod, vil få vanskeligere vilkår.

I Mellemøsten støtter vi de folkelige protester og oprør, som foregår i alle lande, hele tiden. De har ikke et samlet momentum som i 2011-12. Men de findes og udgør håbet og muligheden for en fri og social og global retfærdig verden