Socialistiske Arbejderavis: OK 23 linien er klar hos BJMF – Bygge, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening i København. Til kamp for en højere mindsteløn i overenskomsten og for et kædeansvar der kan stoppe social dumping. Hvorfor er det netop de krav, som står i centrum?
Jonas: “Vi har et krav om højere mindsteløn fordi de fleste arbejdsgivere altovervejende betaler deres udenlandske arbejdstagere så lidt som muligt inden for overenskomstens rammer. I byggeriet er der tale om minimallønsoverenskomster, hvorfor intentionen aldrig har været, at den enkelte medarbejdere skulle aflønnes med minimumsatsen.
Vores overenskomster er indrettet således, at der i forbindelse med medarbejderens lønfastsættelse skal tages højde for medarbejderens dygtighed, erfaring, uddannelse, indsats i produktionen, gener forbundet med arbejdet og hvor meget eller hvor lidt medarbejderen har adgang til akkordarbejde. Derfor skriger det også til himlen når f.eks. 150 medarbejdere på samme byggeplads bliver aflønnet med overenskomstens minimalløn.
I byggeriet har vi en gennemsnitsløn på ca. 220 kroner pr. time og en minimalløn på ca. 130 kroner pr. time. Der er med andre ord en uholdbar lønspredning mellem de udenlandske arbejdstagere og de danske arbejdstagere. Det ønsker vi at komme til livs ved at hæve mindstelønnen. Dels for at hæve vores udenlandske kollegaer op på et acceptabelt lønniveau, men også for at der ikke kun skal konkurreres på pris, men også på kvalitet og tempo. Prisen på vores arbejde som bygningsarbejdere- især for de ufaglærte- bliver også sat gevaldigt under pres, når arbejdsgiverne kan få udenlandske arbejdere til at udføre arbejdet til halv pris”
Socialistisk Arbejderavis: Forskellige byggesjak har i løbet af december 22 sat tyk streg under de krav med bannere på deres arbejdsplads. Kravene retter sig jo meget mod kollegaer fra Polen, Rumænien mv. Hvordan er de også en del af mobiliseringen til OK 23?
Jonas: “Vi vil have et kædeansvar fordi alt for mange hovedentreprenører i byggebranchen benytter sig af underentreprenører som bevidst ikke overholder vores overenskomster. Når regningen for underbetalingen skal betales, går underentreprenøren konkurs og hovedentreprenøren få således udført sit projekt på ryggen af underbetalt arbejdskraft uden selv at komme i klemme. Adskillige kæmpe projekter både offentlige og private bliver bygget med førnævnte strategi. Det tilsidesætter og omgår vores overenskomster i en sådan grad, at det i virkeligheden sætter den danske model ud af kraft. Det må, kan eller vil vi ikke leve med.
Vi vil have at hovedentreprenøren skal hæfte for sine underentreprenører, hvilket også er en gratis omgang for de arbejdsgivere som har rent mel i posen. Alligevel bekæmper arbejdsgiverorganisationen kravet med alle midler. Hovedentreprenøren hæfter allerede i dage for underentreprenørens kvalitet, tidsplan mv. så der er ikke noget saglig argument for ikke at give efter og komme med indrømmelsen. Det er en ideologisk kamp som bærer præg af, hvem der svinger taktstokken i arbejdsgiverforeningen.
Vi har desværre fortsat store udfordringer med at få vores udenlandske kollegaer til at melde sig ind i fagforeningen. I den forbindelse er det vigtigt at iagttage to forskellige grupper af udenlandske arbejdstagere. Der er dem som er herboende i Danmark. De melder sig ind i fagforeningerne på stor set lige fod med danskerne. De har samme leveomkostninger og skifter jævnligt arbejdsgiver ligesom alle andre bygningsarbejdere. Så er der de rejsende arbejdstagere. Det er en helt anden historie. De udgør langt størstedelen af de udenlandske arbejdstagere som er beskæftiget på de danske byggepladser og lever på en helt anden måde end danske bygningsarbejdere gør. De er ofte underbetalt, arbejder mange timer til en lav løn. De har boligforhold som er afhængig af arbejdsgiverens nåde og de skal som regel videre til et andet land inden for nærmeste fremtid. De er stort set umulige at organisere, hvilket også fremgår af historikken i fagbevægelsen. Vi er med andre ord meget langt for at mobilisere dem til kamp under OK23. Det kan i virkeligheden blive en kæmpe udfordring, at få dem til at stoppe med at arbejde hvis der bliver konflikt”
Socialistisk Arbejderavis: Ved denne overenskomst er Dansk Byggeri blevet medlem af Dansk Industri. Det er en jo en klar styrkelse af arbejdsgiversiden, men kan det også styrke samarbejdet med mellem bygningsarbejderne og industriarbejderne?
Jonas: “Jeg tror ikke på at det kommer til at ændre på sammenholdet mellem bygningsarbejdere og industriarbejdere, at tidligere Dansk Byggeri er blevet en del af Dansk Industri. De ufaglærte Industriarbejdere har som bekendt været en del af 3F siden begyndelsen af forbundet, men det ændrer ikke på, at bygningsarbejdere og industriarbejdere historisk har anskuet verden vidt forskelligt. Siden vores hovedorganisation købte præmissen om, at de eksport udsatte erhverv (industrien) skulle lede forhandlingerne er det kun gået en vej og det er ned ad bakke for arbejdstagerne. Man har indgået billigere overenskomst aftaler med masser af fleksibilitet i konkurrencens navn og med en frygt for at industriarbejdspladserne ville forlade landet hvis man ikke kunne nøjes. Arbejdsgiverne har det lige præcis som de gerne vil have det og de uambitiøse gennembrudsforlig forplanter sig ned gennem alle de øvrige brancheområder. Hvis man ikke bider til bolle, bliver man efterladt på perronen og overladt til mæglingsskitsen som er endnu ringere. Derfor kan mange af de fagligt aktive bygningsarbejdere ofte have et anstrengt forhold til pæne og ”ansvarlige” industriarbejdere i toppen af bevægelsen, men tværfaglige demonstrationer er begyndt at blomstre. Nede på gulvet begynder arbejderne på tværs af fag og brancher at forene sig. Resultaterne har simpelthen været for ringe de sidste mange år, så forhåbentligt er der et oprør på vej”
Socialistisk Arbejderavis: Dernæst kommer så SVM-regeringens angreb på fridagene og de mest nedslidte kollegaer, som mange jo med god grund er meget oprørte over på tværs af fag men også blandt offentlige ansatte. Kan man forestille sig at OK 23 udvikler sig til også at være en politisk kamp/strejke mod regeringen sammen med de offentlige ansatte?
Jonas: “Jeg kan godt forestille mig at den nye regering kan komme til at skubbe OK 23 forhandlingerne ud over afgrunden. Mange arbejdstagere er trætte af politikernes evige forringelser af vores vilkår. Vi har verdens højeste pensionsalder, en galoperende inflation som er et produkt af politikernes vanvittige prioriteringer, dagpenge som ikke er til at leve for og nu blander de sig også i vores arbejdstid ved at inddrage vores overenskomstsikrede fridage. De gør det stort set umuligt, at stoppe når man er nedslidt og de har planer om at udlicitere store del af vores offentlige sektor til private spekulanter. Det er lidt som en gryde, der er ved at koge over… folk nede på gulvet er blevet økonomisk udhulet af stigende fødevare- og energipriser og har det sidst år oplevet det største reallønsfald i 40 år. Der er lagt i ovnen til et opgør under forhandlingerne af OK 23 – vel og mærke hvis folket nede på gulvet tør at rejse sig og kræve deres retmæssige tilgodehavende”.
Socialistisk Arbejderavis: BJMF er med organisere på https://fb.me/e/3T7bnu29g – OK startskud – Klap forhandlerne ind den 12. januar. Hvordan har I tænkt Jer at holde Claus Jensen, Mads Andersen, Claus von Elling og de andre topforhandlere til ilden hele vejen?
Jonas: “Claus von Elling er vores mand. Han lytter til medlemmerne og repræsentanterne i forhandlingsudvalget, men han vil gøre alt for at opnå et forlig som kan godkendes i forhandlingsudvalget. Under hans første forhandling som leder i 2020 var han efter min bedste overbevisning villig til at “gå planken ud” med kravet om en højere mindsteløn. Men som bekendt så satte corona krisen en kæp i hjulet. Lad os se om vi kan opnå et sammenhold på samme niveau i 2023. Der er ingen tvivl om, at stærke kræfter i fagbevægelsen har konfronteret ham med deres mening om “ultimative krav” og hvilket ansvar som ligger på hans skuldre. Det bliver en hård omgang, men jeg har 100% tillid til ham.
I forhold til hovedforhandlerne i Industrien, så er mit indtryk at de vil lukke en aftale for enhver pris. De ønsker ikke at sætte industriarbejdernes krav på spidsen, eller for den sags skyld at tage kampen. De er loyale socialdemokrater, som ønsker ro på arbejdsmarkedet ligegyldigt om det bliver på bekostning af medlemmernes tarv. Vi kommer til at gennemgå et eventuelt gennembruds forlig med en tættekam og offentliggøre alle tidsler. Vores bevægelse kan ikke holde til middelmådighed. Vi skal skabe tydelige resultater hvis medlemsudviklingen skal vendes”
