Årtiers vestlige økonomiske, politiske og militære samarbejde er ved at falde fra hinanden. USA vil ikke samarbejde med EU, og er i handelskrig med både EU og Kina. Vi befinder os i en situation fuldstændigt uden sidestykke siden 1945.

Samtidig er borgerskaberne ved at miste grebet om magten i de allerstærkeste vestlige lande: Intet er længere som før, og indenfor EU er de stærkeste og mest toneangivende lande kastet ud i den dybeste politiske krise i 75 år: Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien. Også mindre lande som Sverige er i krise. Bag  de forskellige politiske kriser ligger en grundlæggende problemer i det økonomiske system:

Profitratens fald har bevirket, at kapitalen har investeret relativt mindre i de produktive erhverv. Profitratens fald fik kapitalen til at angribe lønomkostningerne i en grad som aldrig før: Navnligt i 90’erne og 0’erne foretog kapitalen overalt i Vesteuropa og Nordamerika en afindustralisering af historiske dimensioner, hvor hele industrier blev flyttet til lavtlønslande, f.eks. Kina.

Overalt slog regeringerne ind på en nyliberal politik, der søgte at skære ned på staternes omkostninger ved at angribe arbejderklassens hidtidige tilkæmpede rettigheder på de omkostningstunge sociale og sundhedsmæssige områder, samt ved i det hele taget at omfordele til fordel for de rigeste, ikke mindst igennem skattepolitikken. Resultatet har været, at fattigdommen er vokset til hidtil uanede højder. I Tyskland og Storbritannien lever ca. 20% under fattigdomsgrænsen.

Den nyliberale politik har som noget helt centralt sørget for at nedbringe lønomkostningerne ved systematisk at angribe de faglige rettigheder – samt ved bevidst løndumping: I EU skete det sidstnævnte navnligt ved at indlemme nye østeuropæiske medlemslande især i 00’erne: Helt bevidst sørgede man for, at de lavtlønnede arbejdere, der strømmede fra Øst til Vest ikke fik samme løn, men blev udsat for systematisk til løndumping.

Reaktionen har været markant

I de sidste år har arbejderklassen i både USA og i EU på forskellig måde reageret kraftigt på den nyliberale politik og Thatchers selvsikre slogan, “there is no alternative” er udfordret politisk og forkastet af mange.

I Frankrig har de “gule veste” foretaget et oprør nedefra, som har tvunget præsident Macron til at opgive vigtige dele af hans politik. – I Storbritannien lykkedes det Labour-lederen Jeremy Corbyn i 2017 at samle vigtige dele af arbejderklassen om en politik “for de mange”. I USA har Bernie Sanders kampagne og de efterfølgende protester mod Trump sat solidaritet og social retfærdighed på dagsordenen. I de øvrige EU-lande har reaktionen i arbejderklassen været mindre markant, men ikke desto mindre så håndfast,  at fortsat nyliberal politik er under pres. De gamle magtpartier er svækket til fordel for national-konservative og højreradikale svar.

Splittelse og rådvildhed i den herskende klasse.

Dele af USA’s herskende klasse ser med stor uro på, hvad Trumps handelskrige vil medføre. Tysklands, Frankrigs og Storbritanniens regeringer er ikke særligt handlekraftige og fremstår også splittede og rådvilde. Udsigterne til en no-deal Brexit, fortsat handelskrig, og de gule vestes mere end 10 uger lange oprør,  skaber stor usikkerhed hos kapitalen. Under overfladen lurer risikoen for store aktiekursfald og nye finanskriser. Den økonomiske og politiske elites topmøde i Davos i sidste uge stiller også denne usikkerhed til skue. Heller ikke derfra kom der et fælles bud på deres krise.

Venstrereformismen som alternativ: modstand uden tro på egne kræfter.

Årtiers klassesamarbejde og langt hen ad vejen en mere eller mindre stiltiende accept af den førte nyliberale politik i de enkelte lande har bevirket, at fagbevægelsen i mange arbejderes øjne fremstår kompromitteret – og herved er den blevet svækket. Ikke mindst fordi de europæiske socialdemokratiske partier er gået markant til højre i de sidste  25 år.  Millioner af arbejdere har vendt ryggen til disse partier, fordi de har ført renlivet borgerlig politik.

Som konsekvens af de socialdemokratiske partiers højredrejning i Europa, er der opstået et politisk tomrum. Kun Jeremy Corbyn og Labour  i Storbritannien har på den mest spektakulære måde ved parlamentsvalget i 2017 demonstreret, hvordan man kan samle arbejderklassen omkring en politik imod nedskæringer og til gavn for de mange. Det lykkedes også for Syriza i Grækenland for en tid. Store venstre-reformistiske partier som La France Insoumise i Frankrig, Left Block i Portugal, Enhedslisten i Danmark, Vänsterpartiet i Sverige og Die Linke har til en vis grad kunnet spille samme rolle. Men ingen steder har de været i stand til eller ønsket at mobilisere arbejderklassen til kamp.

Det brune spøgelse

Herved er der blevet mere plads til højrepopulistisk, indvandrerfjendsk og racistisk demagogi og politik i alle lande. Trump som number one i USA, AfD i Tyskland, Rassemblement Nationale med Marine le Pen i Frankrig, Lega Nord i Italien, Sverigedemokraterne i Sverige samt Dansk Folkeparti i Danmark osv.

De herskende kredse har i alle lande med kyshånd taget imod den mulighed, at lade indvandrere, asylansøgere og flygtninge blive gjort til syndebukke, således at arbejderklassens vrede imod de forhold, som den nyliberale politik har frembragt, i stedet kunne vendes imod “de fremmede”. Tilsyneladende er det “de fremmede”, der er skyld i forholdene – og ikke kapitalismen og den nyliberale politik.

Det er helt afgørende, at utilfredsheden i arbejderklassen rettes mod magthaverne og ikke flygtningene. Samtidig skal vi ikke forsvare EU og andre internationale institutioner, som IMF og Verdensbanken, selvom de også adresserer uligheden og forsvarer menneskerettighederne og selvom de bliver angrebet af nationalkonservative og højreradikale strømninger. De er en del af problemet, men ikke af løsningen.

Arbejderklassen er forskellig,  rummer alle nationaliteter, farver og religioner og har en fælles interesse i at stå sammen og kæmpe for lige rettigheder og muligheder for alle.

Tyskland

EU’s absolut største og stærkeste og mest toneangivende land Tyskland er kastet ud i den værste politiske krise siden 1945. Angela Merkel har næsten givet op og bebudet, at hun vil gå ud af politik ved næste valg til forbundsdagen – og der er ikke udsigt til, at nogen som helst ny stærk kvinde eller mand vil kunne føre den hidtil førte nyliberale politik videre. Det er resultatet af, at Socialdemokratiet SPD og Angela Merkels borgerlige CDU har lidt en serie voldsomme valgnederlag i 2017-18.

30 års nedskæringspolitik har ramt arbejderklassen hårdt: Pensionerne er for millioner utilstrækkelige, og de arbejdsløse får en komplet utilstrækkelig understøttelse. Den massive tilstrømning siden 0’erne af løndumping-arbejdskraft fra EU’s nye medlemslande i Østeuropa har ført til usikre og midlertidige ansættelser og løntab for alle. – Alt i alt lever ca. 20% af befolkningen under fattigdomsgrænsen, med betydelige regionale forskelle.

Derfor er partierne SPD og CDU i Angela Merkels koalitionsregering ved en række valg blevet straffet med en voldsomhed, som aldrig er set før. Og der er ikke udsigt til nogen efterfølger for EU’s vigtigste politiker, Angela Merkel, som vil kunne “vende skuden” for borgerskabet. Det borgerlige parti de Grønne har oplevet fremgang, men vil næppe kunne udfylde det tomrum, som CDU og SPD har efterladt.

Desværre har venstrefløjen ikke været stærk nok. Det har  givet plads til det højrepopulistiske AfD – og de ledende kredse i Tyskland har set en interesse i at dreje arbejderklassens fokus væk fra kapitalismens krise og over på indstrømningen af flygtninge og asylansøgere – især fra 2015 – således at de sidste får skylden for Tysklands problemer.

AfD´s fremgang har dog også genereret en stærkere antiracistisk og antifascistisk modstand.

Storbritannien.

I 80’erne indledte Margaret Thatcher den voldsomme nyliberale offensiv, der har gjort Storbritannien til et drømmeland for de allerrigeste – og kastet 20% af befolkningen ud i fattigdom. Den del af arbejderklassen, der lever over fattigdomsgrænsen, har oplevet et par årtier med faldende realløn. Årene under Tony Blair og “New Labour” var en fortsættelse af den nyliberale politik, blot i lidt andre og lidt “smartere klæder”.

Millioner lever under usikre ansættelsesforhold, og fagbevægelsen er blevet bekæmpet, så den i dag er stærkt svækket.

Arbejderklassens reaktion kom ved Brexit-folkeafstemningen i 2016: Kapitalen og storborgerskabet var for EU – og derfor så store dele af arbejderklassen EU som elitens projekt. Derfor stemte vigtige dele af arbejderklassen nej til EU – hvilket kastede det britiske storborgerskab og den britiske kapital, som er afhængig af samhandel med EU, ud i den absolut værste krise siden 1945.

Det indvandrerkritiske parti UKIP stod meget stærkt ved Brexit-afstemningen i 2016. – Labour-lederen Jeremy Corbyn formåede imidlertid fuldstændigt at rive tæppet væk under UKIP ved  i 2017 at mobilisere millioner af arbejdere på en politik imod nedskæring, “til gavn for de mange”, og han oplevede en sensationel fremgang ved parlamentsvalget i dette år.

italien

I 2014 kom ministerpræsident Matteo Renzi til magten i Italien, og indledte straks en energisk politik med henblik på at nedbringe landets store statsgæld – samt gennemføre “reformer”, der angreb arbejderklassens hidtidige rettigheder. Matteo Renzi var den mest markante nyliberale fornyer i Italien. Han blev kaldt “skrotteren” (il Rottamatore), fordi han ville skrotte alt, der stod i vejen for de nyliberale “moderniseringer”.

Efter et politisk nederlag ved en vigtig folkeafstemning i 2016 trådte Renzi tilbage, men hans regering fortsatte 2 år endnu med formindsket styrke.

I 2018 fandt et af de vigtigste parlamentsvalg i efterkrigstidens Italien sted: De hidtidige dominerende partier gik massivt tilbage. Det var den italienske arbejderklasse, der med en styrke, som ikke tidligere er set, sagde nej til den politik, som Matteo Renzi for alvor havde introduceret. Det eneste alternativ, der bød sig til, var det splinternye parti “Femstjernebevægelsen”, der gik stærkt frem. Dette dannede en koalitionsregering med det højrepopulistiske Lega.

Arbejderklassen reagerede stærkt imod den nyliberale politik – men politisk tog dens reaktion en set med vore øjne meget uheldig drejning, da koalitionsregeringen imellem Lega og Femstjernebevægelsen har betydet en alvorlig højredrejning i Italien.

Frankrig

Det franske Socialistparti (socialdemokratiet) gik i 0’erne også til højre. Den socialistiske præsident François Hollande (2012 – 17) ville “modernisere” arbejdsmarkedet og gik til angreb på de franske arbejderes hidtil ret høje grad af ansættelsessikkerhed. Han gik også til angreb på pensionssystemet for at nedbringe statens omkostninger hertil. Den franske stat har en ret stor gæld. Hele denne nyliberalistiske politik gjorde François Hollande til den mest upopulære præsident siden 1945.

Præsidentvalget 2017 blev fuldstændigt sensationelt, idet de to store partier, der i hele efterkrigstiden har skiftedes til at danne regeringer, blev fejet fuldstændigt af banen. Her kom arbejderklassens protest imod den hidtil førte politik i høj grad til udtryk. I stedet vandt to “outsidere” frem, den venstre-reformistiske Mélenchon fra La France Insoumise – og Emmanuel Macron, der blev valgt af de borgerlige vælgere, der ønskede en ny politik. Men  Marine Le Pen fra Rassemblement Nationale kom til 2. valgrunde, hvor hun tabte til Macron. Macron blev nyliberalismen ukronede konge og blev hyldet i hele verden.

Meget hurtigt begyndte Macron at angribe fagbevægelsen for – ligesom François Hollande – at ville “modernisere” ansættelsesforholdene i Frankrig. Det førte til meget omfattende strejker, men ikke helt nok til at stoppe Macron.

Det hårdeste slag mod Macron kom i slutningen af 2018, da de “gule veste” angreb Macrons planer om at forhøje benzin- og diesel-afgifterne – for at kunne finansiere skattelettelser til de allerrigeste. De gule vestes reaktion skyldtes i meget høj grad, at arbejderne oplever deres indkomstudvikling som meget utilfredsstillende. De gule vestes omfattende aktioner overalt i Frankrig fik en så overvældende støtte i opinionsmålingerne, at Macron blev tvunget til at opgive sine planer. Han har nu rekorden som den mest upopulære præsident i Frankrigs historie, og hele hans politik er reelt slået til pindebrænde.

USA

Trump markerer, at der er blevet vendt op og ned på amerikansk politik som aldrig før. Og de økonomiske forhold i USA dikterer, at en tilbagevenden til de hidtidige forhold fremover vil være totalt udelukket:

Den nyliberale offensiv tog fart i 80’erne under præsident Reagan. Siden da, dvs. i ca. 35 år, er de rigeste blevet stadigt rigere – mens de mellemste indkomstgrupper har set deres indkomst falde med 12% i de sidste 25 år ifølge økonomen Joseph Stiglitz. I de laveste indkomstgrupper er reallønnen faldet endnu mere.

Op til Finanskrisens udbrud i 2008 kunne en del med faldende indtægt holde skindet på næsen ved at udnytte de stigende boligpriser ved at optage lån i husets friværdi. Denne mulighed fik en brat ende med Finanskrisen.

Samtidig har millioner af amerikanere mistet deres arbejde: En tredjedel af alle jobs inden for fremstillingssektoren forsvandt i årene 2001 – 09, ifølge det føderale arbejdsministeriums statistik. Dels har tusinder af virksomheder flyttet produktionen til Latinamerika eller Asien, dels er mange jobs blevet erstattet af maskiner. Samtidig har amerikanske virksomheder investeret en stadigt mindre del af deres profit i ny produktion: Og mange af de nye jobs er på usikre vilkår til en ringe løn.

Indtægtsfaldet har ramt hele arbejderklassen, mens tab af jobs især har ramt i visse dele af USA, ikke mindst i “the rust belt” i det nordøstlige USA. Bilbyen Detroits konkurs og sammenbrud er et skræmmende eksempel på den katastrofe, der har ramt disse dele af USA.

I et land, hvor fagbevægelsen også er blevet svækket under den nyliberale offensiv, har arbejderne savnet muligheder for at svare organiseret igen. Hertil kommer, at det demokratiske parti som et borgerligt, pro-kapitalistisk parti bestemt ikke lagde op til at ændre udviklingen.

Ved præsidentvalget i november 2016 repræsenterede Hillary Clinton fra demokraterne i millioner af arbejderes øjne derfor en fortsættelse af den hidtidige politik, som for disse er helt uacceptabel. Mange arbejdere så derfor 2 valgmuligheder: Enten ikke at deltage i valget – hvilket en meget stor procentdel gjorde – eller i protest – eller pga. illusioner – at stemme på outsideren Trump. – Mange politisk mere udviklede arbejdere stemte naturligvis ikke på Trump. Kæmpemæssige demonstrationer imod Trump med millioner af deltagere over hele USA markerede dagen, hvor han blev indsat som præsident i januar 2017.

I “Socialist Worker” forklarede Lance Selfa: “Trump appellerer til hans støtters fornemmelse af, at USA går tilbage, og at immigranterne, muslimerne og den kinesiske regering … skulle være skyld i det. … Skønt dette er en falsk påstand i næsten enhver henseende, støder det på genklang, fordi det taler til en stor del af den amerikanske befolkning, som har oplevet flere årtier med en stagnerende eller faldende levestandard og bristede forventninger”.

Trump var ikke den amerikanske storkapitals foretrukne valg: Han var en outsider, også indenfor Republikanerne. Men pga. de politiske og økonomiske forhold, som 35 års nyliberal politik har frembragt, blev han (på et hængende hår) bragt til tops. Siden da har Trump med “America First” og handelskrigen vendt op og ned på årtiers kapitalistiske politik både internt i USA og i forhold til resten af verden.

De økonomiske og politiske realiteter bevirker derfor nu, at der under ingen omstændigheder kan blive nogen tilbagevenden til “busisness as usual” i USA. Tilbage står, at det er nødvendigt at samle USA’s arbejderklasse om antikapitalistiske krav imod Trump og imod borgerskabet.

2019: Opbruddet intensiveres