Det er slående, at USA, Tyskland, Frankrig og Storbritannien alle sammen er i en dyb økonomisk og politisk krise. Alle steder er der tale om den værste krise siden 1945. Og det sker på præcis samme tid: Valget af Trump i USA i 2016, Brexit-krisen i Storbritannien, Angela Merkel-regeringens totale nedtur i Tyskland og “de gule vestes” oprør i Frankrig imod præsident Macron er altsammen udtryk for det. Hertil kunne vi tilføje Italien, Spanien og Sverige, hvor alt ligeledes er forandret.

Både USA og EU er derfor ramt af en historisk krise fuldstændigt uden sidestykke i hele efterkrigstiden. Det er derfor, at vi kan tale om en systemisk krise for den hidtil førte neoliberale politik, som har fremkaldt et oprør i arbejderklassen i de berørte lande. Oprøret kommer til udtryk på forskellig måde – men overalt har det udløst en voldsom krise. Og denne krise lader sig ikke løse uden videre inden for rammerne af systemet.

De herskende klasser er i krise

G20-topmødet 30. nov. – 1. dec. i Buenos Aires viste, at verdens førende magter ikke kan blive enige om noget som helst angående verdenshandelen. Hele det kapitalistiske samarbejde, der har eksisteret i hele efterkrigstiden om fremme af frihandel, er derfor blevet afløst af handelskrig med stadigt højere toldmure. Det har ført til en intensivering i rivaliseringen mellem verdens stormagter, USA, EU og Kina. – Usikkerheden om Brexit, samt om den fortsatte handelskrig mellem Kina og USA samt om USA’s politik i Mellemøsten er så stor, at det fik aktier, obligationer og råvarepriserne til at falde drastisk i den tredje uge af december på Wall Street. For første gang nogensinde faldt disse tre grupper af værdipapirer og priser samtidigt.

Det afspejler, hvor ustabil den globale økonomi er. Muligheden for en økonomisk tilbagegang lurer lige om hjørnet. Og det skaber desperation blandt verdens herskende klasser.

Den nyliberale globale orden falder derfor fra hinanden for øjeblikket med rasende fart.

Hvorfor sker denne krise nu?

Profitraten har siden 70’erne været så lav, at der for kapitalismen ikke har været tilstrækkelig profit ved at investere i den hidtidige, traditionelle industri.

Det har fået kapitalismen til at søge nye veje: Den nyliberale politik har holdt sit indtog og sørget for de-regulering, således at den finansielle sektor kunne kaste sig over spekulation i et hidtil ukendt omfang. Det ledte til Finanskrisen, der brød ud i 2007 – 08 og førte til meget voldsomme tab med historiens største redningsaktioner af kriseramte banker.

Faldet i profitraterne har indenfor det traditionelle erhvervsliv ført til utilstrækkelige investeringer i produktion. For at sænke omkostningerne er der sket en massiv outsourcing og globalisering, der har ført til en afindustrialisering af Europa og Nordamerika. Det har bevirket en betydelig tilbagegang for arbejderklassen og den faglige organisering. Outsourcing og midlertidige, usikre ansættelser berører millioner. Resultatet er en voldsom tilbagegang i social sikkerhed. For det store flertal af arbejdere er der hverken i Europa eller i USA sket nogen stigning i den disponible realløn i årtier. Samtidig er stigningen i fattigdom steget eksplosivt, f.eks. i Tyskland og i Storbritannien. I disse to centrale lande lever ca. 20 % af befolkningen under den officielle fattigdomsgrænse.

Det har i alle de berørte lande fremkaldt et oprør i arbejderklassen, som har ført til massive politiske forandringer i USA, Tyskland, Frankrig, Storbritannien og en række andre lande. Den hidtil førte nyliberale politik er derfor stort set blokeret.

Vi kan derfor se en international tendens, hvor den underliggende investeringskrise, på grund af de svigtende profitrater, river de herskende klasser fra hinanden under en kombination af indskrænkning i verdenshandelen, usikker lånesituation for bankerne, stigende intra-imperialistiske rivalisering og presset fra neden fra arbejderklassen.

Racismen som afledningsmanøvre

I alle de kriseramte lande har den herskende klasse forsøgt at aflede arbejderklassens opmærksomhed fra det centrale – kapitalismens og den nyliberale politiks krise – ved hjælp af racismen, godt hjulpet af den såkaldte ”flygtninge krise” i 2015. Denne kombination af angreb på arbejderklassen og racisme gik fint indtil 2016. Så fik man Trump som præsident i USA og Brexit i Storbritannien. Begge er udtryk for den samme tendens – befolkningens had til og modstand mod ”eliten”. Den ideologi, som har svejset de fleste herskende klasser sammen i flere årtier – neoliberalismen – har mistet sin magi, og følgen deraf er, at den globale konsensus nu er forsvundet. Den globale herskende klasse er begyndte at miste kontrol over situationen.

Den herskende klasses troværdighedskrise

Vi står nu i en situation, hvor folk i hobetal simpelthen holder op med at tro på de løgne, de har fået serveret. Når tilstrækkeligt mange mennesker bevæger sig væk fra de herskende fortællinger, skabes der en krise, som kan gå forskellige veje, men som under alle omstændigheder skaber dybe kløfter blandt de herskende, og som derfor åbner nye muligheder for socialister og andre, som vil en anden vej. Det er den periode, vi er i idag, og det er det, vi kalder ”opbruddet i verden”.

Læs mere her:

http://socialister.dk/opbrud-og-opgoer…liberale-politik/ 

Læs den lange udgave af debatoplæg til Internationale Socialisters Landsmøde

http://socialister.dk/2019-opbruddet-intensiveres/