USA´s (og Danmarks) invasion af Irak i 2003 lagde kimen til et sekterisk og korrupt politisk system, som blev holdt i live af både USA og Iran. Det irakiske samfund gik i opløsning i arbejdsløshed og fattigdom, og håbløshed har været et grundvilkår for det store flertal af irakere lige siden. Det irakiske regime var samtidig så svækket, at store dele af Irak blev løbet over ende af Islamisk Stat i 2014.

Irakerne demonstrerede også i Bagdad i 2011 som en del af det arabiske forår, men protesterne døde hen igen. Senere var der massedemonstrationer i 2015-16 i protest mod elendige levevilkår og korruption.

I maj 2018 var der valg i Irak, og her fik en ny alliance af shia-populister og kommunistpartiet et godt valg. De var med til at organisere nye protester i sommeren 2018, bl.a. på grund af manglende elektricitet i sommervarmen.

Her i efteråret 2019 blussede demonstrationer og protester op igen. Denne gang var anledningen, at regeringen havde ødelagt mange slumbeboeres hjem uden at sikre dem et andet sted at bo. Men også fyringen af den populære krigshelt fra krigen mod Islamisk Stat, generalløjtnant Abdel Wahab al-Saadi i sidste måned spillede ind.

Dette har nu udviklet sig til en regulær opstand, som irakerne selv har døbt Oktoberrevolutionen. Den irakiske regering har brutalt forsøgt at undertrykke oprøret. Mere end 250 er dræbt og 10.000 er såret i løbet af oktober måned. Sidste søndag beordrede premierminister, Adel Abdel Mahdi Iraks specialstyrker til at sikre ro og orden i gaderne. Men de adlød ham ikke. I stedet bredte demonstrationerne sig, da titusinder af skolebørn i skoleuniformer gik på gaden i Bagdad, selvom de blev truet med at dumpe til eksamen af landets undervisningsminister. Den følgende onsdag var millioner atter på gaden i de irakiske byer.

Herefter har regeringen forsøgt at imødekomme oprørerne, men det er for sent. Folk tror ikke på regeringens løfter.

Irakerne kræver både bedre levevilkår og afskaffelse af den enorme korruption. Men de kræver også en ny forfatning, som ikke bygger på en sekteriske opdeling.

Henrik Andersen, Irak-forsker ved RUC, siger til dagbladet Information: “Det er den største græsrodsbevægelse i Iraks politiske historie. ….Det politiske system i Irak er, ligesom systemet i Libanon, hvor der også er massive protester, baseret på et kvotesystem, der fordeler magten mellem de forskellige etniske og religiøse minoriteter. Problemet er, at eliterne til trods for deres sekteriske skel holder sammen, når de står overfor en trussel for folket”.

Meget tyder på, at irakernes oprør går på tværs af den sekteriske opdeling, som besættelsesmagterne med USA i spidsen gennemførte efter invasionen i 2003, for at splitte modstanden mod besættelsen og sikre kontrollen over Iraks olie. En opdeling efter etniske/religiøse forskelle, som aldrig før havde fundet sted i Irak.

Irakerne kan med rette frygte, at USA og Iran igen vil holde hånden over det korrupte irakiske regime og måske støtte det i at nedkæmpe oprøret, ligesom de gjorde i 2017, da kurderne forsøgte at løsrive sig fra Irak.

Irakerne må  sætte deres lid til, at det globale oprør, som de er en del af, vokser og breder sig til Iran, hvor utilfredsheden ulmer under overfladen.

Protesterne i Irak på video https://www.youtube.com/watch?v=VAUBRGXCnT0