Til klimastrejkedemonstrationen i september frabad arrangørerne sig politisk deltagelse. – Omvendt havde arrangørerne af forældredemonstrationen op til valget inviteret repræsentanter for stort set alle partier til at tale.
Billedet viser Folkets Klimamarch 25. maj på Christiansborg Slotsplads i København.
Man kan jo så undre sig over, hvordan klimaaktivister kan forestille sig, at der skal kunne gøres noget ved et højspændt politisk emne som klimaet uden politisk indblanding. Og man kan undre sig over, at forældreaktivisterne ikke overlader den demokratiske alsidighed til DR, og i stedet målretter deres demonstration noget mere direkte i forhold til de politiske partier, der støtter forældrene.
Men det er faktisk ikke derfor, at jeg starter med de her to forskellige eksempler. Det er mere for at give et billede af den bredde vi kan opleve, i det vi sådan generelt kalder bevægelser. Det er altså ikke kun mht. til hvad, bevægelsen beskæftiger sig med, men også mht. hvordan, den arbejder, at der kan være store forskelle bevægelserne imellem.
Skal vi se nærmere på forholdet mellem bevægelse, parti og klasse (ud fra vores synsvinkel), er det bedst at starte på det generelle plan, og så senere se på, hvad det kan betyde konkret. – Lad os derfor starte med at se lidt nærmere på det her begreb ”bevægelser”, hvad dækker det egentlig over?
Enormt store forskelle
Som allerede antydet kan der være enorme forskelle i, hvad bevægelser er for nogle størrelser.
Hvis vi går fra de store, mere eller mindre spontane, opstandslignende bevægelser i f.eks. Chile eller Hong Kong eller Catalonien til f.eks. beboerne på en villavej, der kæmper for at få stoppet den gennemkørende trafik, så ser vi, at der størrelsesmæssigt kan være et kæmpe spektrum.
Organisatorisk finder vi også enorme forskelle:
På den ene side finder vi f.eks. fagbevægelsen og lejer/boligbevægelsen, der er sammenslutninger af mennesker med bestemte uddannelser eller erhverv, eller beboere i bestemte boligområder. Disse er dermed ikke åbne for hvem som helst. Ofte kan de virke, ja være, så gennemorganiserede, at de i mange tilfælde er karakteriserede ved nærmest at tenderer til inaktivitet blandt medlemmerne. Og reelt vil det da også være tilfældet for langt de fleste medlemmer.
På den anden side kan vi f.eks. se klimabevægelsen, som jo reelt består af mange forskellige elementer og selvstændige bevægelser. Ved Fridays for Future’s strejker og ved Folkets Klimamarch, der har været tilbagevendende begivenheder, kan det være svært at se, hvor centrum er, da der er mange større og mindre aktører indblandet, eller som blander sig.
Men det gør det ikke mindre til en bevægelse, det er nærmere det, vi i dagens Danmark må se som den ypperste bevægelse, fordi den ikke bare består af mange mere eller mindre organiserede aktører, men især fordi den også klart har momentum i forhold til en hel del af befolkningen.
På den antiracistiske front, hvor vi selv har søgt at skabe mere sammenhæng, kan vi måske ikke tale om det store folkelige momentum, men omvendt er der tale om en lang række grupper med forskellige delmål, og ofte med et aktivistisk islæt.
I den anden ende har vi en række NGO’er, der i en bred forstand også kan tælles med. Men her skal vi nok sige, at vi kan være lidt ude i en gråzone, hvor en hel del mest drejer sig om velgørenhed (noget der i sidste instans kan sidestilles med borgerlig socialpolitik) – og som ikke drejer sig om at rejse mennesker til aktivitet – kun som donorer.
Som vi kan se, så er det ikke så simpelt, at definere det der med bevægelse: Vi taler jo rask væk om fagbevægelse, arbejderbevægelse, miljøbevægelse(r), kvindebevægelse(r), antiracistisk bevægelse, forskellige identitetspolitiske bevægelser, solidaritetsbevægelser, fredsbevægelse osv. Vi kan tale om enkeltsagsbevægelser eller samlende bevægelser. Men det korte af det lange er, at bevægelser opstår som udtryk for at almindelige mennesker er utilfredse med noget, eller ønsker noget i samfundet ændret eller gjort på en anden måde – og at de samme mennesker ikke er trygge ved helt og holdent at overlade samfundsudviklingen og -indretningen til politikerne.
Bevægelserne er som sådan altså ikke organer for revolutionær forandring af samfundet, men derfor skal vi alligevel forholde os positivt og organiseret til dem.
Reformismens tilstedeværelse
Én bevægelse har dog en helt særlig status for os – det er fagbevægelsen. Som den eneste har vi her at gøre med en ren klassebevægelse – alle andre bevægelser går på godt og ondt på tværs af klasserne.
Fagbevægelsens særlige status ses også af, at vi som medlemmer af Internationale Socialister – ifølge vores statutter – er pligtige til at være medlem af en fagforening, hvis en sådan findes inden for vores arbejdsfelt.
Men hov – man skal ikke have kendt os ret længe for at vide, at vi mener, at toppen af fagbevægelsen er et bureaukrati, der har løsrevet sig fra medlemmerne – et selvstændigt lag med egne interesser – et lag, hvorfra reformismen er udgået – et lag, der i sidste ende vil være at finde blandt revolutionens modstandere.
Pointen er bare, at reformismen måske nok er mere institutionaliseret i fagbevægelsen, men den er helt sikkert også tilstede i alle andre bevægelser.
Det ligger jo sådan set i bevægelsernes natur. En bevægelse for et delmål – og det er alle bevægelser – inden for den nuværende samfundsstruktur, eller som ikke udfordrer denne struktur grundlæggende, vil selvfølgelig rette sine krav mod de eksisterende parlamentariske strukturer – og alt efter omstændighederne, mere eller mindre indrette sig derefter.
Enhver, der har været involveret i bevægelsesarbejde, vil have oplevet det her med tilpasning og – ikke mindst – manen til forsigtighed.
Personligt tror jeg, at det var min første politiske lærdom. I 1970 var jeg med til at opbygge Foreningen Huset, en bevægelse for et ungdomshus i Ringsted. Næste efterår var vi så en lille gruppe, der lavede en husbesættelse.
Ikke fordi vores aktion var noget at skrive hjem om, men vi kom dog i avisen, og begrundede aktionen med, at vi var trætte at at vente på, at Huset skulle opnå resultater, så vi ville presse lidt på.
Og jeg skal love for, at vi fik de ledende lag i Huset på nakken. Vi kunne slet ikke tillade os bare at nævne navnet – vi risikerede jo, at vores ulovlige metoder forringede foreningens muligheder for at forhandle med kommunen.
Nu kunne man så få den ide, at jeg er ved at tale bevægelserne ned, men det er langt fra tilfældet. – Vi kan slet ikke undvære, at der er et mylder af bevægelser, hvis vi nogens sinde skal nå til at opleve en socialistisk revolution.
Og der er en verden til forskel på den institutionaliserede reformisme, der udtrykker fagbureaukratiets interesser, og som politisk primært udtrykkes gennem Socialdemokratiets systembevarende politik – og så på den anden side på det man kan kalde arbejderklassen og bevægelsernes ”naturlige” reformisme. – En reformisme der ikke primært udtrykker et ønske om at begrænse nogen eller noget, men derimod udtrykker skismaet mellem at ønske forandring – endda gennemgribende forandring – uden at have den fornødne tillid til, at vi som almindelig mennesker har mulighed for at gøre det.
Det er rigtigt at vi ofte i store gennemorganiserede bevægelser – måske nok især i det, der gerne betegnes som NGO’er – ser det samme levebrødsgrundlag som i fagbureaukratiet og en lignende reformisme. Men i mere aktivistisk orienterede bevægelser er der ikke tale om en strategisk vej, men derimod om en taktisk tilpasning til, hvad man mener, der bedst fremmer sagen.
Er gode argumenter nok til at vinde kampen?
”Fridays for Future” såvel som de, der arrangerede forældredemonstrationen, er udmærket klar over, at visse politiske partier og strømninger er klare alliancepartnere, mens andre bestemt ikke er det. De forskellige udtryk, de gav deres demonstrationer, er således udtryk for nøjagtigt det samme: Det drejer sig for bevægelserne om at fremstå neutrale og saglige, fordi selvforståelsen, for nuværende, ikke rækker helt til at svare på spørgsmålet ”Hvordan vinder vi ?”, men mest kun til ”Hvordan råber vi politikerne op ?”. – Måske nok lidt underligt i en situation hvor målinger siger, at politikernes troværdighed er i bund – men det siger vel en hel del om niveauet i klassekampen.
Og så skal det også lige siges, at det jo ikke er alle bevægelser, der er progressive og sociale, der findes også reaktionære racistiske og fascistiske bevægelser – men de er da heldigvis i klart mindretal, når vi ser ud over bevægelseslandskabet.
Bevægelser kan siges at være et vigtigt bindeled på tværs af uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser, og klasser og lag. Det skal vi ikke tage fejl af, der er mange arbejdere, der er aktive i forskellige bevægelser – der er også rigtig mange studerende.
Og når nogen beskriver bevægelser som udprægede middelklassefænomener, så er det oftest ud fra en aldeles umarxistisk klasseopfattelse. For nylig så jeg en beskrivelse af Chile, hvor korrespondenten skrev, at i 1990 levede 4 ud af 10 chilenere under fattigdomsgrænsen, det er i dag faldet til mindre end 10%, og så konkluderede hun: ”Chile er blevet et land, hvor middelklassen er størst.” Sådan kan man selvfølgelig nemt udradere arbejderklassen, men hverken for marxister eller det store flertal af arbejderne, er det lig med en privilegeret tilværelse, at have sneget sig over fattigdomsgrænsen.
Så selv om de færreste bevægelser er rene arbejderklasse-anliggender, så er de omvendt heller ikke det modsatte – men derimod et vigtigt mødested for folk med forskellige baggrunde og erfaringer.
Bevægelsernes aktiviteters betydning for klassekampen
Og det er ikke kun vigtigt i en periode, hvor den del af klassekampen, der har sit udspring i arbejdspladserne, er på et dybt lavpunkt. Men her kan det at tage del i bevægelsesarbejde, både minimere følelsen af isolation og give ny inspiration, som den enkelte kan bringe med tilbage til arbejdspladsen for de mere aktive arbejdere.
Det kan også være sin sag i en periode, som den vi er i nu, at få f.eks. en lønstrejke i gang på en arbejdsplads, men hvis man med inspiration udefra, kan få en halv times aktion for klimaet op at stå, så kan det være grundlaget for nye vigtige erfaringer.
Vi skal bare ikke forstå det sådan, at for os som socialister stiger og falder betydningen af bevægelser omvendt proportionalt med niveauet i klassekampen på arbejdspladserne.
Bevægelser vil altid være vigtige. Aktive bevægelser er en vigtig skole, ikke bare som supplement til arbejdspladskampen, men med en helt egen funktion. Det er her mange mennesker får deres første erfaringer med at kæmpe for noget og erfaringer med, at magthaverne er fjender. Det er også for mange en læreproces i kollektiv, demokratisk organisering og i kampformer.
Hvis vi lige tænker tilbage på den egyptiske revolution i 2011, så fremhæver vi overfor de, der peger på internettet som katalysator, og som underspiller arbejderklassens rolle i kampen for et bedre samfund – at det først var, da arbejderne begyndte en omfattende strejkebevægelse, at det virkelige brud skete.
Det er fuldstændig rigtigt, men vi skal også huske på, at det var den beslutsomme bevægelse på gaderne, der fik arbejderne til at gå mere samlet ind i den afgørende kamp.
Som Paul McGarr skrev i den lange strejkedebat i tidsskriftet “International Socialism”: ”Marxismen ser arbejderklassens selvaktivitet som nøglen til social forandring. Det betyder dog ikke et ensidigt, eksklusivt fokus på strejker og arbejdspladskampe. Socialister må engagere sig i enhver kampplads for modstand; gadeprotester og demonstrationer; lokalpolitiske-, studenter-, pensionist- og arbejdsløsheds-organiseringer; bevægelser mod racisme og kvindeundertrykkelse; kampen for LGBT-befrielse; bevægelser for national befrielse og imod imperialismen, og meget, meget mere. Ingen bevægelse for modstand og kamp blandt arbejdende mennesker og undertrykte bør være fremmed for socialister.”
Det falder også godt i tråd med Lenins beskrivelse af en socialdemokrat (som i 1902 betød revolutionær socialist), hvor han så forbilledet som folketribunen frem for fagforeningsfunktionæren.
Nu skal det jo så forstås som den ideelle situation, men det kræver et egentligt revolutionært parti, eller i det mindste noget der er på vej i den retning – hvilket jo af indlysende grunde ikke kan siges om os i den nuværende situation.
Her er billedsiden til en artikel i Politiken den 26. oktober: 9 fotos fra 3 verdensdele (og så fik de ikke engang Irak med) af virkelige massebevægelser, der er gået på gaden med krav om regeringers afgang eller lignende ret radikale krav. Billederne er fra 30. september til 23. oktober, så kom ikke og sig, at der ikke sker noget ude i verden – at klassekampen skulle være død.
Men prøv at forestille jer, hvis det var her: Hvor mange deltagere i massebevægelsen tror I, der ville opdage os i Internationale Socialister. – Vi ville “drukne”, og af de få, der tilfældigvis opdagede os, ville endnu færre tillægge det, vi sagde, nogen betydning.
Så vækst er selvfølgelig alfa og omega, hvis vi skal være med til at give klassekampen retning, og her er det vigtigt at arbejde i bevægelserne.
Være ydmyg i bevægelsen – og alligevel bidrage med at sætte kursen
Det, vi kan kalde den progressive eller aktivistiske del af bevægelserne, er en vigtig forbindelse til aktive lag af arbejdere og studerende. Lag, som vi gerne vil i clinch med – men vi skal også forstå at bevægelserne ikke bare er en pool for nye medlemmer af Internationale Socialister. (Det er de selvfølgelig også. Når vi siger, at partiet er arbejdernes kollektive hukommelse, eller arbejderklassens universitet, så betyder det selvfølgelig, at erfaringerne skal samles sammen – og findes der en bedre måde at organisere erfaringer på, end ved at organisere de, der besidder erfaringerne?).
Men det er lige så vigtigt at se bevægelserne som på den ene side noget, vi kan lære af, og på den anden side noget, der kan lære af os.
Vi skal gå følsomt til værks – det kan godt være, at vi gerne vil være ledende. Men så er det vigtigt at forstå, at der er stor forskel på at være ledende og være styrende. Ledende er noget man gør sig fortjent til at være, styrende er ofte noget som nogen gør sig selv til med bureaukratiske midler.
Og desværre har mange bevægelsesaktivister dårlige erfaringer med (venstrefløjs)folk, der ufortjent har gjort sig styrende. Omvendt skal vi også være klar over, at nogens modvilje mod organiserede folk, ikke altid skyldes erfaringer, men derimod egne dagsordner, som man ikke ønsker udfordret.
Så vidt muligt, hvis vi får noget at skulle have sagt, skal vi arbejde for, at enhedsfronten bliver det bærende princip – hvilket bl.a. vil sige, at alle, også politiske partier og organisationer, kan være med, og at man står sammen omkring det, man nu har organiseret sig omkring, men at alle de deltagende bevarer frihed til selvstændig linje og kritik.
Vi skal gå ydmygt til sagen – men det er ikke det samme som, at vi ikke har noget at byde på. Vi skal bare være klar over, at det har andre også.
Primært masse-aktiviteten og ikke de gode argumenter, der sikrer sejren
I de fleste bevægelser vil man opleve, at der er opbygget en enorm specialviden, som rummer rigtigt mange gode argumenter. Men ofte opbygges de mest ud fra en opfattelse af, at hvis bare politikerne vidste bedre, så ville de handle anderledes. Vi må dog sige, at der er ret langt mellem situationer, hvor magthaverne er blevet overbevist af gode argumenter.
Vi støder også ofte på argumenter, der har rod i identitetspolitiske opfattelser, og her må vi sige, at identitetspolitiske iagttagelser sjældent er forkerte. Problemet er deres fokus på ofre og forskellighed, frem for at finde sammenhænge, og fokusere på hvordan undertrykkelser kan bekæmpes.
Der kan på den måde findes utallige hurdler, som vi vil kunne se som forhindringer for at bevægelsen opnår sit mål – især hvis målet er stort. Men også mindre mål, som det er muligt at indløse, er ikke altid så enkle. En sejr over kommunale nedskæringer på ét område, flytter måske bare nedskæringerne over på at andet. Og en heldig kamp mod en skolelukning giver måske bare få år, før politikerne prøver igen.
Ikke at vi skal advare imod eller tale den slags kampe ned. Kampen i sig selv vil for de fleste deltagere være lærerig, hvad enten de vinder eller taber. Men jeg vil mene, at vi har mere at byde på.
Vi skal selvfølgelig gå loyalt ind i bevægelsens kamp, og også med en vis ydmyghed, men ikke uden at komme med vores egne bud – nøjagtig som alle andre aktive i bevægelsen.
Således skal vi arbejde
I denne forbindelse må vores opgave som revolutionære socialister i bevægelserne især have 3 omdrejningspunkter:
- Arbejde for at argumenter og propaganda trækker i retning af så meget bredde og aktivisme som muligt. Det er ikke de gode argumenter, men massekamp der sikrer, at bevægelsen vinder.
- Fremme antikapitalistiske argumenter – både generelle og specifikke i.f.t. den enkelte bevægelse. Men også hvordan man må se på tværs af de enkelte bevægelser. Det er f.eks. bemærkelsesværdigt, at de, der er mindst indstillede på at gøre noget for klimaet, også er de, der mest forsøger at splitte os med racisme.
- Pege bevægelserne i retning af arbejdspladser og fagforeninger, som både naturlige og centrale samarbejdspartnere, men også vide, at det kan kræve en ekstra indsats at skabe samarbejdet.
I princippet er opgaverne de samme, hvad enten det drejer sig om få enkeltstående revolutionære eller om et egentligt parti, der arbejder inden for bevægelsen.
Og så til slut: At bevægelserne sjældent vinder helt, er der ikke noget sært i. Hvis det omvendte havde været tilfældet, havde vi formentlig haft et helt andet samfund i dag.
Et oplæg af Freddie Nielsen til arrangementet “Marxisme 2019” i Internationale Socialister, 16. november 2019
