Af Jens Riis Bojsen

Igennem årtier har arbejderklassen kæmpet for nedsat arbejdstid samt et velfortjent otium oven på et langt arbejdsliv.

De nyliberale politikere har,  efter indstilling af  “Velfærdskommissionen” – ønsket at skære ned på antallet af personer, der går på pension. Herved kan spares og tjenes op til de skattelettelser, der i en nyliberal optik skal gøre “Danmark” internationalt set mere konkurrencedygtig.

Ifølge skatteministeriet har Løkke-regeringerne siden 2015 nedsat skatterne med 27 mia. kr., der primært er gået til de mere velhavende. Fogh Rasmussen-regeringerne nedsatte i årene 2001 – 2010 skatterne med tilsammen 51,7 mia. kr. ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. – I 2006 kom “velfærdsforliget” mellem blå blok, S, DF og RV, der gradvist sætter pensionsalderen op. I 2011 kom “tilbagetrækningsforliget”, der udfaser efterlønnen. Forliget blev indgået mellem den daværende Anders Fogh Rasmussens VK-regering, DF og RV. Den efterfølgende socialdemokratisk ledede Helle Thorning-Schmidt regering indføjede forliget i regeringsgrundlaget, hvorved det blev anerkendt af S og regeringspartneren SF.

Her sker altså en massiv omfordeling sted fra arbejderklassen til de rige: Målt i kroner og øre er dette et af de mest afgørende områder i klassekampen i Danmark.

De nyliberale politikere taler om at “øge arbejdsudbuddet” – dvs. ved at nægte tusinder at gå på pension. Officielt påstås det med afsæt i “Velfærdskommissionen” at skulle være “nødvendigt” for at kunne finansiere velfærdsstaten, men reelt handler det om at have råd til massive skattelettelser. Hertil kommer interesser i at presse lønningerne ved at sikre et rigeligt arbejdsudbud.

Pensionsoprøret

Titusinder af arbejdere er ved at blive alvorligt bange for, at pensionsalderen stiger til absurde højder: Mange frygter derfor, at de overhovedet ikke vil komme til at opleve noget otium. Andre frygter, at helbredet sætter et brutalt stop for arbejdslivet længe før pensionsalderen, og at de derfor skal tilbringe flere år i jobcentrenes såkaldte “arbejdsprøvninger” og “praktikker”, der er dikteret af arbejdsgivernes ønske om gratis arbejdskraft.

Trygfondens tryghedsmålinger viser, at usikkerheden om muligheden for pension er et af de emner, der gør flest mennesker bange og utrygge.

I utilfredshed med Socialdemokratiets nyliberale politik under Helle Thorning-Schmidt regeringen flygtede tusinder af arbejdere til DF, som fik et rekordvalg i 2015. Men da DF herefter indgik en politisk studehandel med Lars Løkke, hvor de forpligtede sig til at bakke op om “velfærdsforligets” gradvise øgning af pensionsalderen – til gengæld for drastiske stramninger på udlændingeområdet – følte tusinder af DF’s arbejdervælgere sig svigtet, og dette er en af hovedårsagerne til DF’s store tilbagegang. En stor del af disse vælgere gik tilbage til Socialdemokratiet.

Valgflæsk

Socialdemokratiets udspil om en ret til tidlig pension til nedslidte kom den 6. januar, og er uden sammenligning det, der har haft den største indflydelse på den politiske udvikling op til folketingsvalget 2019. Opinionsmålingerne viste, at det var her, at den såkaldte “røde blok” for alvor begyndte at øge sit forspring i forhold til “blå blok”.

Da Løkke og Dansk Folkeparti opdagede dette, indgik de et forlig om en seniorpension, der skal give nedslidte lidt bedre muligheder for at kunne komme på pension tidligere. Dette var til erstatning for den hidtidige seniorførtidspension, som meget få havde fået glæde af. Løkkes manøvre lige op til valget var dog så gennemskuelig, at ingen arbejdere hoppede på den.

Socialdemokratiets udspil om en ret til tidlig pension for nedslidte er ren og skær valgflæsk og opportunisme af den mest kyniske slags: Det ses af, at Mette Frederiksen kun vil bevilge 3 mia. kr. til tidlig pensionering af nedslidte. Det er så latterligt lidt, at det kun dækker, at 5.000-10.000 vil kunne gå på pension 2 år før tiden, ifølge Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi ved Aarhus universitet til DR Nyheder.

Den kritiske økonom, Henrik Herløv Lund er enig: “Med en ramme på 3 mia. kr. vil S-forslaget med 3 års tidligere tilbagetrækning dog højst kunne omfatte op mod 7000 ud af en årlig tilgang på op mod 75.000 nye folkepensionister over 65 år, altså mindre end en tiendedel. Et kritikpunkt mod S forslaget er således, at det ikke på nær giver en dækkende løsning på behovet for tidligere tilbagetrækning pga. nedslidning”.

Ophæv forliget.

Henrik Herløv Lunds rapport om seniorpension og / eller tidligere folkepension https://henrikherloevlund.dk/artikler/

Boomerang

Selv om tilliden til politikerne aldrig har været lavere, klynger mange arbejdere sig til et håb om, at Mette F vil levere varen om ret til tidlig pension. Når de efter valget opdager, at hun allerhøjest vil give nogle ganske få nedslidte adgang til tidligere pension, vil titusinder blive voldsomt skuffede.

S klar til at lade pensionsalderen stige: “Det kan give en kæmpe skuffelse for mange vælgere” (Berlingske Tidende 12. maj) https://www.berlingske.dk/politik/s-klar-til-at-lade-pensionsalderen-stige-det-kan-give-en-kaempe-skuffelse

Henrik Herløv Lund:  “S risikerer hermed også at skabe en række forventninger i befolkningen, som senere kan give anledning til en ny løftebrudsdiskussion”.

Tilbage i 1998 styrtdykkede Socialdemokratiet under Poul Nyrup Rasmussen på grund af løftebrud om efterlønnen fra 35,9% ved valget til 19,1% i december samme år. Og i 2001 tabte det af samme årsag regeringsmagten.

Socialdemokratiet var ud fra en renlivet nyliberal økonomisk kalkule med til “velfærdsforliget” i 2006 og “tilbagetrækningsforliget” i 2011. Med det smarte udspil i januar om ret til tidlig pension til nedslidte fik de overhalet “blå blok” – for en udgift på kun 3 mia. kr., der ikke kunne vælte det store, nyliberale regnestykke, hvor der alene under Anders Fogh og Lars Løkke er blevet givet skattelettelser for 51,7 mia. kr. + 27 mia. kr.

Dette spørgsmål er et af de centrale emner, der aktuelt river den såkaldte “røde blok” midt over: På den ene side afviser Radikale Venstre kategorisk at reducere “arbejdsudbuddet” ved lettere adgang for tidligt pensionering af nedslidte – på den anden side kræver SF og Enhedslisten forbedringer i velfærden. Socialdemokratiet har ganske vist modtaget rigtigt mange vælgere fra DF, men har mistet næsten lige så mange til SF: Her handler det om velfærd og stop for nedskæringer. Socialdemokratiets forhold til dets vælgere er således meget ustabilt.

Mette F går vanskelige tider i møde.

Fagtoppens tandløse oprør.

”Opsig velfærdsforliget – vi vil ikke arbejde til vi er slidt ned” lød det den 28. og 29. maj i store dagbladsannoncer, hvor 61 fagforeningsformænd kræver svar fra Socialdemokratiet, DF, Radikale og de hidtidige regeringspartier, som står bag forliget.

Det var sidste udkald. Forliget skulle nemlig opsiges inden valgdagen. For ellers har forligspartierne lovet hinanden, at de allerede næste år stemmer for, at hæve pensionsalderen til 69 år.

Umiddelbart før valget havde Socialdemokratiet ikke opsagt “velfærdsforliget”.

Den Faglige Hovedorganisation (FH – det tidligere LO og FTF) har imidlertid nægtet at følge op på protesten og sætte handling bag og opfordrer blot til, at medlemmerne stemmer på politikere, der vil “støtte velfærden”. – Enhedslisten nøjes også kun med mundtlig støtte, uden vilje til at organisere udenomsparlamentariske, faglige protester.

Den voksende pensionsalderen vil fortsat være vigtig for arbejderklassens liv og velfærd.