Til Kim Larsen, død 72 år gammel 30. september 2018.

Kim Larsen-graffitti, Christiania
Kim Larsen-graffitti, Christiania

Det var med en dyb tristhed, jeg hørte, du var død. Trist, fordi du har været der hele mit liv, ikke som en personligt bekendt, men som en stemme fra det sidste oprør.

Jeg husker dengang, de havde vist “Midt Om Natten” i fjernsynet, dengang, hvor vi alle havde set det samme, fordi der kun var én kanal. Dagen efter i skolegården gik vi alle rundt og sang: “Hvem kommer der, kommer der, fars gris, han har krølle på halen.” Det var anti-kapitalisme og BZ-er-sympati lige ind i klasselokalet. Der satte du dit første spor.

Jeg husker dengang, vi i Rød Ungdom Sydfyn satte plakater op mod den lokale avis’ racistiske artikelserie. Da vi var ved at være færdige med plakatopsætningen, så vi din bus holde uden for den lokale biograf, hvor du havde givet koncert. Vi gik forbi og spurgte, om vi kunne få en autograf. Du sagde: “Selvfølgelig – og husk at fortsætte det gode arbejde, drenge.” Jeg gad godt vide, om Tobias stadig har den plakat med autografen på?

Det var dine sange, vi sang, når vi havde fællessang om bålet, det var dig, vi sang, når en eller anden havde en guitar med i vores gamle ungdomshus. Din optræden til Nej Til Krig-demonstrationen, der hvor du sang din egen version af Internationale, var en stor overraskelse. Nu vil du blive omfavnet, ja selv statsministeren vil hylde dig, du vil blive kaldt Danmarks nationalskjald, og du vil måske vende dig i din grav og råbe: “Jeg var blot en popdreng!”

Ja, du var blot en popdreng, men en popdreng på tværs, som var barn af 1970’ernes bevægelse, og derfor bevarede dine tekster en gnist af ægthed og altid en empati med folkene på bunden af samfundet. Sange med lyrisk og kraftfuld enkelthed, som giver to tårer i øjnene, fordi de samtidig med nostalgien tænder en længsel efter næste oprør.