Overgreb mod den enkelte, men den er også en murbrækker og lynafleder. Når vi tænker på racisme er det oftest på det personlige plan. Når folk reagerer umiddelbart på ens hudfarve som om man vil stjæle deres taske, eller når folk altid skal spørge hvor man kommer fra.

Når Ali må kalde sig Peter for at få en praktikplads. Eller når man må dele sin vennegruppe op i hold med overvægt af lyshårede får at komme ind på et diskotek. Eller når man har steder i byen man går hurtigt igennem, fordi man er bange for at blive overfaldet eller forulempet. Eller ’bare’ når man dagligt oplever at blive råbt af , eller konstant betragtet som fremmed i sit eget land.

Disse og mange flere eksempler kommer frem, når folk med mørkere hud/hår end standard-billedet på en dansker, fortæller om hvordan racismen virker personligt.

Som marxister er vi nødt til at forstå, at der er en sammenhæng mellem den personlige racisme og den politiske. De hænger nemlig snævert sammen og forstærker hinanden.


Den politiske racisme – lynafleder og murbrækker

Den politiske racisme – som efterhånden bliver mere og mere åbenlys og allestedsnærværende, er til gengæld mere skjult. Den udspiller sig som en symbolsk værdikamp, og umiddelbart tjener den det formål at kapre stemmer i et politisk landskab hvor både Venstre og Socialdemokraterne forsøger at overgå DF i fremmedfjendskhed. Fra frikadellekrig til maskeringsforbud, og diskussioner om ramadan og håndtryk. Vi fokuserer pludselig på den lille gruppe af ”udanske”, frem for på den stigende ulighed i samfundet. Så racismen også en lynafleder.

Men den tjener også som murbrækker for at gennemføre angreb på velfærd og rettigheder, som ellers ikke ville blive accepterede i offentligheden. Nyliberalisterne vil gerne forringe løn og arbejdsforhold og vilkårene for de arbejdsløse og syge.

Hvad der er svært at sige åbent og gennemføre som et generelt angreb mod en stor gruppe, kan til gengæld lade sig gøre, hvis man hetzer tilstrækkeligt mod indvandrere, under dække af de ikke vil integrere sig. Integrationsydelse hedder den særlige lavere ydelse, man får som arbejdsløs af anden etnisk herkomst end dansk. Så er vejen banet for hetz mod arbejdsløse og syge, og  en generel stramning af kontanthjælp og dagpenge. Det er i dag accepteret og gennemført af alle partier fra DF til SF.

Fra protest mod “ghettopakken” i Odense, 2018. Foto: Flemming Falkenberg Hansen

Ghettopakken – også et racistisk angreb

Et nyt skræmmende godt eksempel er “ghettopakken”. Fremfor at melde ud, at man ikke vil lade samfundets svageste bo relativt godt i  billige boliger, men hellere vil slippe markedskræfterne løs, spiller man for fulde basuner på idéen om parallelsamfund og familier fra “ikke vestlige lande”, som ikke vil integreres. Se for eksempel videoen på regeringens hjemmeside, hvor Simon Emil Ammitzbøl forsvarer ghettoudspillets diskrimination.

Han angriber ikke de fattige direkte, men slår på at ’store grupper modarbejder grundlæggende værdier som frihed, ligeværd og retssikkerhed’ , og ’at vi i mange år har ført en fejlslagen politik’ der har medført parallelsamfund.

Derfor er alle partier undtagen Enhedslisten og Alternativet kommet frem til, at det er nødvendigt at nedrive almennyttige boliger, forskelsbehandle og forhindre  borgere på sociale ydelser at bo i de almene boligområder, som ellers netop er der, de har råd til at bo.

“Ghettopakken” er ikke et direkte angreb på muslimer. Men islamofobien bliver murbrækker for et angreb på de svageste og hele den almene boligsektor. Og den diskrimination og tvang, der ligger i “ghettopakken”, rammer først og fremmest muslimerne.

Det ser umiddelbart ud som en symbolpolitisk positionering, Men konsekvensen er både et generelt angreb på velfærden og et direkte angreb på mennesker fra ikke vestlige lande.

Se Simon Emil Ammittzbøls forsvar for ghettopakken her.