Den 14 oktober 2018 stod jeg og dansede fællesdans til tyrkisk musik på en græsplæne i Jennumparken, sammen med over 100 beboere. Vi fik en festlig søndag med protestdans. Protesten var rettet mod Rasmus Paludan, der under 100 meter væk forsøgte at tiltrække opmærksomhed. 

Den dansende mangfoldighed, der denne solbeskinnede søndag dominerede Jennumparken, var den totale modsætning til det, Paludan havde ønsket. Men det var også fødslen af den bevægelse, der skulle blive til Randers mod Racisme. Det vidste ingen af os på dette tidspunkt.

En sejr over Stram Kurs

Da Paludan og Stram Kurs blev opstillet til folketinget, følte vi, at det var nødvendigt med endnu et modsvar. Det kom den 19. maj 2019, hvor der i Randers, ligesom mange andre byer, var demonstration mod racisme, diskrimination og fremmedhad.

I Randers mod Racisme er vi stolte over vores bidrag til, at Paludan ikke kom i folketinget og til, at han i løbet af valgkampen blev så illegitim, at mange annoncører ikke vil have deres produkter forbundet med hans YouTube-videoer. Det har betydet, at Paludans videoer er taget ud af den algoritme, YouTube benytter til at foreslå sine brugere en ny video. Og det har medført et meget betydeligt fald i Paludans seertal på YouTube.

I værste Ku Klux Klan-stil

En lynchning af en dukke med et racistisk budskab hængt op ved Randers Rutebilstation af Nordfront, Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Det var det, der ledte frem til stormødet, der formelt stiftede Randers mod Racisme. Derudover svarede vi hurtigt igen med et banner-drop mod samme sted som den racistiske dukke, samt en kampagne for at få byrådets accept af en antiracistisk tekst på informationstavlerne i byen.

Ordvalget i den tekst, vi ønskede, var et citat fra borgmesterens kraftige afstandtagen fra Nordfronts racistiske aktion.

Endnu en krystalnat

Den 9. november samlede vi omkring 30 mennesker for at markere årsdagen for Krystalnatten.

Samme nat blev de jødiske gravsteder i Randers overhældt med maling og der blev klistret davidsstjerner, identiske med dem, nazisterne tvang jøder til at gå med, på nogle af gravstederne. Dette førte til endnu en protestaktion ugen efter – denne gang med over ti gange så mange deltagere og med borgmesteren som taler.

Protestaktionen viste endnu en gang, at vi er i stand til at svare igen, når højreekstremismen forsøger at samle opbakning eller true minoriteter. Vores fokus på samling af græsrødder på tværs af politiske skel, konkret aktivisme og vores mangfoldige, solidariske og fredelige udtryk har også betydet, at vi alle gangene har stået som dem, den brede befolkning har haft sympati med.

Kamp mod DF’s kristne kulturkamp 

Den 3. februar har vi  planlagt en happening ved byrådsmødet efter, at de lokale DF’er har kritiseret kristendomskundskab på en Nørrevangsskolen for at inddrage islam og nogle af de muslimske elevers egen erfaring med islam. Selvom det ifølge i undervisningsministeriets beskrivelse af formålet med kristendomskundskab blandt andet er at eleverne ”opnår viden om andre religioner og livsopfattelser.”

21. marts – fra reaktion til aktion

Den 21 marts vil vi tage initiativ til et debatmøde, med den dobbelte formål dels at samle partierne i rød blok til et debatmøde om hvordan vi bekæmper det yderste højre. Dels at diskutere grundene til den voksende racisme, antisemitisme og islamofobi.