Da vi demonstrerede med det tibetanske flag under statsbesøg  fra Kina, blev politiet sat ind mod demonstranterne. Da vi demonstrerede under klimatopmødet blev vi aflyttet, anholdt og sat i bur. Når vi har demonstreret til fordel for Palæstina, er aktivister gentagne gange anholdt vel og mærke uden at have gjort noget ulovligt. Kvinder i niqab og burka i det offentlige rum, stoppes og tildeles bøder. Hjemløse deporteres væk fra deres kvarter, fordi de skaber utryghed. Politiet trækker stavene overfor demonstranter, der protesterer mod de umenneskelige forhold i flygtningefængslet, Ellebæk.

Rasmus Paludan, derimod, nyder politiets beskyttelse, når han brænder koraner af.

Når man stiller politiets håndtering af Rasmus Paludans koranafbrændinger op over for ovenstående begivenheder, viser det os med al tydelighed et statsapparat, der ikke er neutralt. Vi har en politiledelse, som  giver politiet besked om at beskytte racister, mens antiracister og klimaaktivister mf. bliver fængslet.

Nu viser det sig ydermere, at den nye lov om skærpede strafzoner, der trådte i kraft 1. januar, åbenbart ikke kun gælder i de områder, som regeringen mener er ghettoer. Da Rasmus Paludan demonstrerede på Nørrebro indførte politiet også her en form for undtagelsestilstand, således at lovovertrædelser i det pågældende område kunne straffes med det dobbelte af den normale straf. Det er med denne lov nu op til politiledelsen at bestemme over lovgivning og straf.

Med beskyttelsen af racisten Rasmus Paludan og med brugen af de ”skærpede strafzoner” ser vi to ting samtidig. Vi  er ikke kun oppe mod en racistisk hadprædikant som Rasmus Paludan. Vi er også oppe mod et statsapparat, som bliver stadig mere autoritært.

Begge dele kan kun bekæmpes ved at bygge en bred massebevægelse.