Mange havde håbet, at især Enhedslisten havde stået fast på at fordømme Israels folkedrab, også under regeringsforhandlingerne. Mange kandidater fra Enhedslisten og Alternativet skrev således under på Stem Palæstina-kampagnen krav. Men sådan et parti er Enhedslisten ikke – i dag arbejder de målrettet efter at få del i magten på Christiansborg. Da Enhedslisten gik med på Antisemitismeaftalen fra 2024, der misbrugte ‘antisemitisme’-begrebet for at miskreditere modstandere af Israel, var det et skoleeksempel på denne prioritering.
Selvom der ikke er grund til den store jubel, så rummer regeringsgrundlaget dog mindre forbedringer som:
- Forhøjelse af Arne-pensionen med 3000 kr. om måneden
- Opbremsning af den automatiske forhøjelse af pensionsalderen efter levealderen
- Forhøjelse af kontanthjælpens laveste sats
- Gratis offentlig transport til unge op til 22
- Investering i folkeskolen og unge-psykiatrien
- Intentioner om bedre dyrevelfærd og miljøbeskyttelse
- Passagerafgift på privatfly og krydstogtskibe (efter aktivistisk pres)
- Intentioner om gratis tandpleje
Regeringen har lige nu et flertal bag sig, men den kan hurtigt vise sig svag og ustabil. Desuden er mange af tiltagene endnu ikke finansierede. Hvem skal betale prisen for at selskabsskatten sættes ned, at topskatten afskaffes og at beskatningen af udbyttet på aktier sænkes? Også nedsættelsen af moms på fødevarer og afskaffelse af moms på frugt og grønt kommer med en pris, som vi ikke kender. Oprustning og militarisering kommer også med en høj pris, ligesom den vilde satsning på nye datacentre gør. Den nye regering vil, ligesom de tidligere, skabe gode betingelser for, at den yderste højrefløj og fascismen kan vokse i Danmark. Også selv om de værste socialdemokratiske islamofober er blevet sendt på et sidespor til fordel for mere moderate, og stærke radikale folketingsmedlemmer har fået fremtrædende poster.
Dansk Folkeparti gør klar til sit store gennembrud, og de har indarbejdet den fascistiske konspirationsteori om “den store befolkningsudskiftning” samt deres modsvar, “remigration” i deres politiske program.
Alt dette aktualiserer spørgsmålet om, hvor utilfredsheden skal gå hen? Hvad skal man sætte sin lid til, når velfærdssamfundet falder sammen, når ulighed og fattigdom vokser, når racisme og diskrimination topper i rendyrket had, hetz og umenneskelighed, når milliarder bruges til våben i et vanvittigt oprustningskapløb, når støtten til Israels folkedrab fortsætter og når klimakrisen buldrer derudaf?
Vi må være klar på at give den nye regering og dens støttepartier modstand, konkret, lokalt og på tværs.
Hvis vi på den revolutionære venstrefløj arbejder tættere sammen, vil vi også også kunne involvere mange af dem, som har stemt på S, SF, Alternativet og Enhedslisten i de kommende kampe.
