Helt grundlæggende var ambitionen blot at modargumentere den reformistiske højrefløj i det tyske socialdemokrati (SPD), men effekten af Luxemburgs kritik har sat permanente spor i venstrefløjens selvforståelse. I en tid hvor venstrefløjspartierne helst sætter snakken om revolution på pause, er det måske værd at kigge lidt længere frem end næste folketingsvalg og på ny støve Luxemburgs spørgsmål af.
Hvilken form for socialisme?
Spørgsmålet drejer sig ikke om en modsætning mellem begreberne reform og revolution som sådan men i stedet om reformisme og revolutionær socialisme som politiske strategier. Her kan vi forstå reformismen som den strømning, der søger at opnå det socialistiske samfund ved at vinde og holde en anseelig indflydelse i parlamentet og gennem sociale reformer at forbedre arbejderklassens vilkår.
Den revolutionære socialisme søger i stedet et grundlæggende strukturelt opgør med det politiske system, hvor målet ikke er at bygge socialisme fra toppen og ned gennem parlamentarisk flertal men i stedet et opgør med den parlamentariske styreform som sådan og en udvidelse af demokratiet til langt flere af samfundets områder.
Hertil hører også forskellige taktiske prioriteter – reformismen søger parlamentarisk indflydelse gennem kompromiser og politisk bredde, mens den revolutionære socialisme holder fast i et princip om socialisme fra neden og derfor forsøger at opbygge de folkelige bevægelser og arbejderklassens organer.
Revolutionens aktualitet
At Internationale Socialister er en revolutionær organisation er næppe nogen stor overraskelse, men hvorfor er det egentlig, at vi ikke stiller os tilfredse med reform, og mener at der er brug for revolutionær bevægelse?
Som situationen ser ud i dag, kan spørgsmålet egentlig besvares temmelig banalt – vi står i en klimakrise, der simpelthen ikke giver os tid til at tumle med små forandringer her og der, men kræver akut og radikal forandring på verdensplan.
Men vores arbejde for revolution handler ikke blot om utålmodighed og frygt for kapitalismens konsekvenser. Socialismen er også et positivt projekt – et projekt hvor vi ikke blot kæmper for at fjerne kapitalismens dårligdomme men også et projekt, hvor vi kæmper for frihed og medbestemmelse i alle livets aspekter.
Derfor nøjes vi heller ikke med at retfærdiggøre vores position med nødvendigheden af at standse kapitalismens kaos; vi mener også at revolution er den eneste vej til at skabe et stabilt socialistisk samfund.
Den reformistiske socialisme er i bund og grund en socialisme, der søger at forbedre arbejdernes vilkår uden at ændre samfundets strukturer således, at magten lægges i arbejdernes hænder. Uden den strukturelle ændring bliver selv de ændringer der bliver gennemført gjort tandløse og uholdbare – den reformistiske regering der nationaliserer et firma, uden at lade dets arbejdere vinde demokratisk kontrol, skaber ikke en socialistisk- men en statskapitalistisk forandring.
Vi kræver at være herskere i vores eget liv!
Der er ingen frihed og ingen medbestemmelse i en sådan forandring. Så længe forandring blot handler om hvem der sidder på toppen af statsapparatet, er forandringens holdbarhed afhængig af magthavernes gode hjerter og evne til at holde fast i magten.
En sådan socialisme er bygget på sand, og i det øjeblik kapitalisterne ser chancen for at gribe magten igen – om det er med vold eller propaganda og økonomiske trusler – så tjener den reformsocialistiske stat igen den gamle mester. Der er ikke skabt en strukturel forandring, der er bare igen kommet en ny chef på toppen.
Vil vi undgå denne leg, må vi kræve forandring ikke bare på samfundets top, men i alle dets lag. Vi må ikke stille os tilfredse med velvillige herskere, men kræve at være herskere i vores egne liv.
Vi kan ikke stille os tilfredse med, at arbejdspladserne underkastes demokratisk kontrol, så længe demokratiet blot er noget, der foregår i et verdensfjernt og utilregneligt folketing. I stedet kræver vi et nyt demokrati, hvor arbejderne selv griber kontrollen over egne arbejdspladser og kan udpege egne repræsentanter, når det kommer til spørgsmål der vedrører arbejdspladsen.
Et sådant demokrati kræver revolutionær forandring – men hvis de gamle profitmagere søger at stjæle magten tilbage fra en sådan struktur, vil de utvivlsomt finde det noget mere besværligt at vippe millioner af arbejdere af magten end blot 179 folketingsmedlemmer.
Til Luxemburgs spørgsmål må vi komme med det samme svar, som hun selv gav til den socialdemokratiske højrefløj – et klart og ufortrødent: Revolution!
http://www.marxisme.dk/arkiv/luxembur/1899/ref-rev/
