Covid-19 epidemien har givet en stor opbakning bag regeringen. Samtidig tør SF og Enhedslisten ikke vælte den, og den borgerlige opposition er helt udmanøvreret. Regeringen selv er mere centraliseret end nogensinde tidligere set. Denne situation udnytter toppen af regeringen til at kunne gennemtrumfe sin vilje med meget autoritære tiltag til gavn for kapitalen.
Billedet foroven illustrerer, at regeringen tog langt mere indgribende skridt, end der var sundhedsfaglig dækning for. – Her ses sundhedsminister Magnus Heunicke og statsminister Mette Frederiksen den 11. marts, da de bebudede, at Danmark skulle lukkes ned.
De 34 % vælger-opbakning bag regeringen i Berlingske Barometers seneste vægtede snit af meningsmålinger fra den 6. juli ville være det bedste socialdemokratiske folketingsvalg siden 1998. En voldsom omvæltning i forhold til sidste års valgresultat på 25,9 % med tilbagegang på 0,4 %, og som kun var marginalt (0,3 %) bedre end det katastrofale jordskredsvalg i 1973. COVID19-pandemiens politiske positionskamp er således med regeringens styrkelse udnyttet til en midlertidig cementering af det parlamentariske overherredømme (eller hegemoni, med den italienske marxist Gramscis begreb).
Styrkelsen af Mette F.-regeringen er hjulpet på vej af tendensen til, at pludseligt indtrufne krisesituationer indledningsvist medfører øget opbakning til den siddende regering. Forstærket af den hastigt indgåede politiske borgfred, hvor de øvrige partier fredede regeringen for andet end detailkritik. Som de erklærede borgerlige partier efterfølgende erstattede med pres for hurtig genåbning af hensyn til de store virksomheders økonomiske bundlinje, hvilket forståeligt nok manglede folkelig appel. Hvorimod partierne på Mette Frederiksens venstre flanke stadig føler sig bundne af underskrifterne på sidste års uforpligtende ”forståelsespapir” om regeringens politiske kurs.
Udmanøvreret opposition
Dermed er SF og Enhedslisten i heldigste tilfælde blevet reduceret til regeringens juniorpartnere, hvor åben opposition ses som en trussel mod en plads ved forhandlingsbordet. Hvor de alligevel reelt ingen trumfer har at spille ud med, da SF-Enhedslisten hverken tør vælte regeringen eller reelt arbejder for den folkelige mobilisering uden for Borgens mure, der kan forrykke styrkeforholdene. Regeringen er med DR’s politiske analytiker Jens Ringbergs ord ”den mest topstyrede, vi nogensinde har haft”. I regeringens og Socialdemokratiets rækker betyder det en hypercentraliseret beslutningsproces, hvor f.eks. ikke engang partiets ordførere må udtale sig på eget område uden grønt lys helt fra toppen.
En autoritær tendens, der går igen udadtil. F.eks. i corona-lovene, hvor regeringen i flere tilfælde har tilsløret, om diverse tiltag er sundhedsfagligt begrundede eller blot udtryk for et politisk ønske. Hurtigt afsløredes det f.eks., at grænselukningen udelukkende var politisk begrundet. Et andet autoritært tiltag uden sundhedsfaglig begrundelse er f.eks. dobbelt eller firedobbelt straf for såkaldte corona-forbrydelser, hvor f.eks. tyveri af en flaske håndsprit kan give ubetinget fængsel.
Corona spreder kapitalismens autoritære virus – Socialistisk Arbejderavis 29. april 2020: http://socialister.dk/corona-spreder-kapitalismens-autoritaere-virus/
Efterretnings-tjenesters masseovervågning med corona-apps? – Socialistisk Arbejderavis 30. april 2020: http://socialister.dk/risiko-for-masseovervaagning-af-efterretningstjenester-igennem-corona-apps/
Regeringens overherredømme kan blive udfordret
På pressemødet om nedlukning den 11. marts brugte Mette Frederiksen intet mindre end 17 gange i sin indledning begreberne ”Danmark” og ”danskerne”, og opfordrede til national samling. Altså forestillingen om et nationalt fællesskab, der overtrumfer modstridende klasseinteresser. Der ligesom grænselukning og drakoniske corona-straffe indskriver sig i regeringens egenfortælling som handlekraftig og villig til at gå til ekstremer for at beskytte det imaginære nationale fællesskab mod forestillede indre og især ydre trusler.
Men denne fortælling og dermed regeringens hegemoni er skrøbelig, da efteråret byder på en række politiske opgør om bl.a. hjælpepakker, klima, minimumsnormeringer, ældrevelfærd, pensionsalder og selve finansloven. Her skal regningen for corona-nedlukningen og den økonomiske krise, der allerede forinden stod for døren, fordeles. Da kapitalismens drivkraft er stadigt større profit, og mindre profit betyder krise, er den eneste ”løsning” inden for systemets rammer en forøgelse af de store virksomheders overskud på bekostning af almindelige lønmodtagere, arbejdsløse, studerende og syge. Men masseprotester i form af demonstrationer og strejker kan afværge dette scenario og udfordre kapitalsystemets hegemoni.
