Politisk (skøn)litteratur, mener Ernst Toller, står i et komplekst forhold til politisk propagandaskrift, og de to må aldrig forveksles.

Hvor propaganda – om vi forstår ordet neutralt eller i den negative ladning, det har i mange menneskers hverdagslige forståelse – agiterer og ophidser masserne til den handling, der kræves for et politisk projekt, trænger litteraturen ned til dybere lag i mennesker og verdenssyn.

Propaganda kan påvirke de umiddelbart antændelige følelser, mens den politiske litteratur rummer muligheden for at ”røre ved verdens søvn”. Blidt at ryste læseren på en mindre åbenlys måde, at rokke ved grunden under hendes fødder, så hun mærker den.

Da Toller når til denne sørgmodige og håbefulde vurdering af sit eget virke som dramatiker, sidder han i Niederschönenfeld-fængslet i Bayern, hvor han afsoner straffen for sin lederrolle i den Bayerske Rådsrepublik under den tyske revolution i 1918-1919. De politiske paroler har veget pladsen for en slagkraftighed, som skuer indad, ligesom hæsblæsende kamp i spidsen for rødgardisterne i Münchens gader har måttet vige for mistrøstige gårdture.

En ungdom i Tyskland er nu for første gang udkommet i en fremragende dansk oversættelse. Bogen udkom for første gang i 1933 og blev samme år brændt sammen med Tollers dramaer og anden ”degenereret” kunst og litteratur ved nazisternes magtovertagelse.

Selvom udgivelsen markerer 100-året for den tyske revolutions nederlag, er det på mange måder underligt, at det skulle tage 86 år, før den skulle udkomme på dansk. Toller var en central figur i mellemkrigsårenes tysksprogede drama. Hans er i nogen grad glemt i dag – ærgerligt, for En ungdom i Tyskland giver genklang over et århundrede som en stemme fra en historisk begivenhed såvel som et forsigtigt opråb til morgendagens revolutionære.

Toller arbejder for sit eget ideal for politisk litteratur, og det opråb, han bærer frem, er ikke propaganda for øjeblikkelig politisk handling, ej heller en afsværgelse af revolutionen efter nederlaget.

Den er blevet beskrevet som et centralt vidnesbyrd for den tyske revolution. Det at være vidnets stemme er en følelsesmæssig proces, hvor eksterne begivenheder, analyser af dem og det jeg, der får lov til at tale fra bogens sider, er uløseligt bundet med hinanden, har udformet hinanden.

Det er nok følsomheden gennem det hele, den sjældent offentliggjorte revolutionære blødhed og skrøbelighed, der for mig er noget af det stærkeste at tage med videre fra Toller.

Dannelsesrejse

Tollers optegnelser følger en ligetil kronologi, som begynder i den tidlige barndom og ender ved hans løsladelse fra fængslet omkring 30-årsalderen. Han blev født i 1893 i Samotschin i Østpreussen, i dag Szamocin i Polen, ind i et velhavende jødisk borgerhjem.

Den tidsmæssige distance mellem den Toller, der i foråret 1933 færdiggør bogen, og hans yngre jeg, tillader ham at kortlægge sin egen politiske dannelsesrejse fra første færd, en meget tydelig tråd gennem hele bogen.

Drengen oplever antisemitismen på egen krop, mens han deltager i nedsættende tilråb mod polakker, han lever side om side med. Frøet til hans politiske bevidsthed spirer. Han ser sin polske vens familie leve i fattigdom, mens hans mor viger uden om et reelt svar på grunden til denne ulighed. ”Hvorfor har hun penge, mens Stanislaus’ far ingen har?”

Soldaten ved Vestfronten i 1915 omvendes idet han konfronteres smerteligt med sin egen blinde patriotisme, antændt da tusinder af unge tyskere ivrigt strømmede til krigstjeneste ved første verdenskrigs udbrud: ”de store følelser afstumpes, de store ord bliver små, krigen bliver til hverdag, fronttjenesten til dagsværk, helte bliver ofre, frivillige trælle, livet er et helvede, døden en bagatel, vi er alle skruer i en maskine, der ruller frem” – en maskine, som han start vil komme til at kalde kapitalismen.

Pacifisten kritiserer kejser Wilhelm og krigsmaskinen, skriver vovede politiske blade med ligesindede studerende, mens han kæmper for det land, han stadig elsker, mod Versaillesfreden og føler tiderne skifte, forandringens ånd påkaldes og rejse sig.

Den revolutionære socialist udvikler sig med rivende hast, mens oprøret bryder ud i landet, stærkt ansporet af oprettelsen af arbejderråd i Rusland. Hans idealer møder ”den virkelige arbejder” og navigerer et virvar af socialdemokrater – de Uafhængige (USPD), som Toller er i alliance med, og ”højresocialisterne” (SPD) – anarkister og kommunister.

Gennem denne virkelighed i konstant forandring, gennem drengen, soldaten, pacifisten, den våbenbærende revolutionære, fangen og kunstneren, er det interessant mens man læser at mærke, hvordan tempoet stiger og falder, fluktuerer med, hvad der synes at være verdens bevægelser.

Tollers prosa har, hvad man kunne kalde et opremsende flow, men netop ikke ét, som forbliver det samme gennem hele bogen. Den er nøgtern, men insisterende, præcis, men med alt det menneskelige vægelsind.

Billeder fra barndommen og teenageårene flimrer forbi. I revolutionens tid bliver de mere intense og brydes af nogle nærmest analyserende afsnit, som understreger den læringsproces, den biografiske Toller gennemgår.

Undertiden virker de politiske erklæringer, som for eksempel: ”arbejdernes fælles front blev til i handlingen,” vitterligt som en slags dagbogsnotater, skriblet ned i løbet af en dag med rådsmøder, taler, diskussioner. Aktivisten Toller, lederen Toller, forfatteren Toller, den sørgmodige og ambivalente jøde Toller, der fra Schweiz ser Tyskland falde i nazisternes hænder, bliver til i handlingen såvel som revolutionen.

Uløselig  

Hvis En ungdom i Tyskland var propagandistisk, ville den være mere entydig i fremstillingen af Tollers forhold til sin egen rolle, mere partisk, mere klar på, hvem der bærer ”skylden” for revolutionens nederlag, hvad der var rigtigt og forkert.

Oversætter Adam Paulsen påpeger med rette i sit relevante efterskrift, at Toller udelader visse faktuelle begivenheder og detaljer i sin beskrivelse af den meget tumultøse proces i rådsrepublikkens liv og død. Vendte folkestemningen sig ikke klart mod tilhængerne af rådsrepublikken i Bayern, skulle de ikke have indset nederlaget tidligere? Var Tollers rolle i de afsluttende kampe om München i foråret 1919 ”moralsk” forsvarlig?

Paulsen anlægger en skeptisk vinkel på rådsrepublikkens reelle overlevelsesmuligheder og berettigelse. Socialister diskuterer stadig, hvordan den tyske revolution kunne have sejret og ændret Europas historie i det 20. århundrede drastisk. Et centralt kritikpunkt er ofte den kaotiske organisering (eller mangel herpå) og socialdemokraters, kommunisters og anarkisters dårlige samarbejde.

Toller, som var uafhængig partiløs, står midt i alt dette, og heri ligger måske særligt værdien af hans vidnesbyrd. Hans beretninger er ikke pyntede eller fordrejede, selv hvis de fortæller én historie og ikke en anden. At bære vidnesbyrd er ikke altid at give en detaljeret optegnelse, og i særdeleshed er det ikke neutralt. Vi kan tænke på det som at fortælle om og som mennesket i undtagelsestilstanden.

Og Tollers fortælling er ikke ligefrem et glansbillede, hverken af ham selv eller de overordnede begivenheder. Ofte er hans kommentarer og meninger modstridende. I det ene øjeblik priser han den ægte arbejder, som drives til handling af livet selv, det næste erklærer han arbejderen frygtsom og ultimativt umoden til revolution. Han er optimistisk, hvorefter han ser med skepsis på alle beslutninger, der bliver taget.

I fængsel med andre politiske fanger, i nogen grad desillusioneret, men evigt kredsende om muligheden for forandring, når Toller måske til et centralt konfliktpunkt, da han spørger:

”Er mennesket ikke på samme tid individ og masse? Udspiller kampen mellem individ og masse sig kun i samfundet, udspiller den sig ikke også i menneskets indre? Som individ handler mennesket efter den moralske idé, han anser for rigtig. Den vil han tjene, om så verden går under. Som masse drives mennesket af sociale impulser, målet skal nås, også selv om den moralske idé må opgives.”

I masse-mennesket og individmennesket ser Toller en uløselig modsætning – en regulær dualisme, hvis to sider er i totterne på hinanden, og ikke en dialektik, der munder ud i en entydig løsning.

Denne kamperfaring er, i denne kontekst, adskilt fra klassekonflikten og drømmen om eller troen på det klasseløse samfund. Det er en politisk-moralsk-følelsesmæssig konflikt, som den revolutionære ifølge Toller altid må stå over for.

Som Toller sagde i sin forsvarstale ved standretten: ”Revolutionen er som en beholder fyldt med millioner af arbejdende menneskers pulserende hjerteslag.”

Dette er ikke kun en smuk formulering af revolutionen som levende politik. Det er også en anerkendelse af dens måske uundgåelige problemstilling. Revolutionen som en rumlighed, en tredimensionel beholder, et bankende massehjerte og millioner af individhjerter.

”Min hjemstavn er Jorden, verden mit fædreland.”

Tollers når abstrakte højder fra sine konkrete erfaringer. En lands og en persons politiske dannelsesrejse munder ud i tvivl og vaklen, mens reaktionen langsomt flyder ind i Tyskland i 1920’erne, mens ”folkelighed” og racehovmod går i uhellig alliance, mens fortællingen om verdenskrigen og freden omskrives af nye og ildevarslende stemmer.

Bogen – en page-turner sjældent fundet i denne genre – efterlader ikke ligefrem læseren i opløftet stemning.

Den 40-årige Tollers påkaldelse til ungdommen: ”Hvor er I, mine kammerater? Jeg ser jer ikke, og dog ved jeg, at I lever.” fra den korte epilog, bærer en umådelig smerte i 1933, specielt når man medtænker, at han begik selvmord seks år senere i USA, som han hadede, på tærsklen til endnu en verdenskrig og med nyheden om hans to søskendes indespærring i en tysk koncentrationslejr.

Det har været nærliggende at miste troen på alting ved synet af de kolossale politiske og menneskelige kollaps i første halvdel af det 20. århundrede. Dog genkender jeg ikke den konklusion på En ungdom i Tyskland, som den tyske journalist Kurt Tucholsky er citeret for på bagsiden af bogens omslag. Tucholsky roser Tollers mod i indrømmelsen af at have ”taget fejl”.

Taget fejl af hvad præcist? Af socialismen? Af revolutionen? Af rådsrepublikken? Af menneskehedens kapaciteter?

”Jeg har taget fejl” er ikke det opråb, som bæres til mig af Toller, ikke hvad der vil ”røre ved verdens søvn”, når dette stykke politiske litteratur rammer sine læsere.

Toller forbliver socialist. Én, der stiller sig selv mange spørgsmål, én der tvivler på det næste skridt. Men selv gennem den kærlighed til og forestilling om Tyskland, der følger ham gennem hans ungdoms beslutninger, selv mens han føler sin jødiske identitet vinde politisk betydning, insisterer han på Jorden som hjemstavnen, verden som fædrelandet, og udødelige idéer og håb.

Den menneskelige forvirring i det hele gør det så meget mere begribeligt.

Læs og bliv rystet, læs og tvivl, læs og håb.

Ernst Toller: En ungdom i Tyskland. Oversat og med efterskrift af Adam Paulsen. Hæftet, illustreret. 368 sider, 250 kr. inklusive moms. Forlaget Vandkunsten. ISBN 978-87-7695-535-9.