Vejen til Maos magtovertag i 1949 blev anlagt to årtier tidligere. I midten af 1920’erne brød arbejder- og bondeopstande ud i Kina. De imperialistiske kræfter var for den brede bonde- og arbejderbefolkning inkarneret i visse nationale kapitalister og jordbesiddere, som modsatte sig reformer for at beskytte deres egne interesser.

Det nationalistiske parti Kuomintang blev den første politiske kraft, der kunne samle den anti-imperialistiske folkestemning. Partiet repræsenterede det lag af kinesiske kapitalister og jordbesiddere, som så en mulighed for at blive en del af den internationale herskende klasse, hvis de kunne gøre sig fri af de vestlige og japanske imperialister. Men arbejder- og bondeklassen var deres nøgle til succes. Og det var i Guangdong-provinsen, hvor kommunistisk ledede fagforeninger igangsatte en 12 måneder lang generalstrejke, at Kuomintang først fik etableret en magtbase.

Det kinesiske kommunistparti (KKP) var blevet dannet i 1921. Meget hurtigt blev det både en drivkraft i en revolutionær indstilling og en kæp i hjulet på selvsamme.

KKP agerede en form for venstrefløj i Kuomintang – og det var præcis, hvad Stalin havde brug for. Stalin var ikke interesseret i en reel arbejderrevolution, men i en nationalistisk revolution, som kunne frisætte Kina som en mulig vigtig handelspartner i øst. Derfor betonede han vigtigheden af at danne en ”antiimperialistisk enhed” med Kuomintang – og KKP tog sine ordrer fra ham.

Under disse forhold blev en tilsyneladende stærk arbejder- og bondeorganisering druknet i blod. Kuomintang havde, nu da sejren var hjemme, meget mere brug for kinesisk kapital end for arbejdermagt.

I 1920’erne havde der altså været glimt af faktisk arbejdermagt nedefra, og et kommunistparti, der, om end inkonsekvent, måske kunne organisere den. Intet af dette var tilfældet, da Mao Zedong tog over.

KKP blev i 1930’erne og ’40’erne et guerillaparti ledet af intellektuelle fra middelklassen. En af sidstnævnte, Mao, skabte en ’rød base’ i Jinggang-bjergene. Herfra begyndte hans guerillahær på mindre end 1000 at erobre mere territorium. Mao og KKP blev til en trussel for den svage Kuomintang-regering, og de indbyrdes rivaliserende generaler rettede deres skyts mod dem.

Dette satte gang i, hvad der blev kendt som Den Lange March i 1934, hvor små 100.000 guerillakrigere fra KKP forlod deres baseområder og begav sig ud på en 10.000 km lang march under frygtelige forhold i et desperat forsøg på at undslippe regeringens angreb. Kun få tusind klarede den.

Oven i borgerkrigstilstandene havde Japan invaderet det nordlige Kina i 1931, og det blev en vigtig faktor på Maos vej til magten. I 1935 blev han leder af KKP og gjorde kampen mod de japanske imperialister til sin nye spydspids i den nationale frihedskamp. Dette cementerede Maos og KKP’s magt i en sådan grad, at Kuomintang måtte gå med i en fredsaftale.

Socialisten Charlie Hore skriver: ”KKP mødte Kuomintang på dets hjemmebane – nationalisme – og vandt.” Det var KKP og ikke Kuomintang, der lykkedes med at beskytte nationale interesser. Dette var kampen, de vandt – og det var på det grundlag, at de byggede deres ”folkerepublik”.

Denne nye republik var en stor samfundsomvæltning, men det var ikke en arbejderrevolution eller en socialistisk revolution. Arbejderklassen havde ingen rolle i den Røde Hærs sejr i 1949, knap nok en symbolsk en.

Maos socialisme kredsede altid om ”folket” og ikke arbejderklassen – vel at mærke ikke som den forandrende kraft, men som modtagere af socialismen. For ham var en sovjet et militærstyre-organ støttet af bønder, der på deres side ikke frigjorde sig selv, men gjorde fodarbejdet for ledernes vision.

Men i en tid, hvor venstrefløjen blev formet af radikale bevægelser for national frigørelse i den koloniserede verden, virkede Maos ”socialisme” opmuntrende på mange, ikke mindst i Vesten i 1960’erne. At smide kolonialister og imperialister på porten var jo netop det, det kæmpende folk i Vietnam skulle gøre med amerikanerne!

“Maos socialisme kredsede altid om ”folket” og ikke arbejderklassen – vel at mærke ikke som den forandrende kraft, men som modtagere af socialismen.”

Men det nye Kina var fra begyndelsen planlagt som et statskapitalistisk samfund. Mao sagde selv i 1949: “Vores politik i øjeblikket er at regulere kapitalismen, ikke at gøre en ende på den.” I et land som Kina betød det først en lynindustrialisering af hele landet ligesom Rusland små tyve år tidligere – med femårsplaner og på ryggen af det ”folk”, som var drivkraften i verdenshistorien ifølge Maos ”Lille Røde”. En ny herskende klasse i form af partibureaukrater, fabriksledere og hærens officerer (og mange af det gamle styres kapitalister) tog form.

I del 2 ser vi på Det Store Spring Fremad i 1958-60 og Kulturrevolutionen 1965-71 – de to store katastrofer, der formede den kinesiske revolution efter 1949.