I første del af historien om den kinesiske revolution 1949 så vi, hvordan revolutionen brød med store dele af den gamle herskende klasse og den vestlige og japanske imperialisme, men aldrig på noget tidspunkt var en socialistisk revolution eller et udtryk for reel arbejdermagt.
Det nye kinesiske styre var et statskapitalistisk styre lige fra begyndelsen, og det er de katastrofale konsekvenser af statskapitalistisk planlægning og socialisme fra oven, vi skal se på i denne anden del.
Ligesom i Rusland i 1920’erne stod de nye kinesiske ledere i en situation, hvor Kina måtte lynmoderniseres, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at modstå presset fra det globale, monopolkapitalistiske system.
KKP’s ledere fulgte Stalins politikker fra 1930’erne i form af femårsplaner, der skulle føre det enorme land fra en nærmest feudal landbrugsøkonomi til en økonomi baseret på moderne industriel produktion. Der opstod en ny herskende klasse af bureaukrater, fabriksledere og militære topfolk fra KKP – såvel som mange af det gamle styres kapitalister – der skulle administrere den enorme kraftanstrengelse.
På trods af denne anstrengelse – realiseret af kinesiske bønder og arbejdere – voksede økonomien ikke hurtigt nok op gennem 1950’erne, og det blev baggrunden for, hvad der blev kendt som det Store Spring Fremad i 1958-60.
Et stort spring mod afgrunden
Dette var et projekt, som dybest set skulle skabe økonomisk vækst ved at presse udbytning af bønder og arbejdere til det absolut yderste. Dette havde først og fremmest katastrofale menneskelige konsekvenser og var en fiasko rent økonomisk. Resultatet var et enormt spild.
Det foregik både i byer og på landet, men det mest velkendte er tvangskollektiviseringen af landbruget. De rige bønders jord var blevet fordelt mellem fattige bønder i 1950’erne, men nu oprettede man de såkaldte ”folkekommuner”, hver bestående af omtrent 25.000 landarbejdere, mænd og kvinder, som arbejdede på skiftehold i døgndrift. For at få den maksimale arbejdskraft ud af folk, oprettede man folkekøkkener og kollektiv børnepasning.
De tre års ”store spring” kom til at koste henved 10 års økonomisk vækst. Man regner med, at sultkatastrofen, der ramte de nedslidte arbejdere i 1959, tog livet af omtrent 45 millioner.
Kulturrevolutionen
Mao tog tilsyneladende konsekvensen af denne umådelige fiasko for styret og trak sig fra de fleste ledende politiske poster. Dette skete dog også som følge af stigende interne splittelser i den kinesiske herskende klasse.
Maos fjender forsøgte at udmanøvrere ham ved at gøre ham til en symbolsk figur uden reel magt. Men det endte med at skabe en dynamik, hvor personlighedskulten omkring Mao eskalerede i en sådan grad, at hans moralske og ideologiske tag i den hårdt prøvede befolkning blev styrende på en ny måde.
Denne dynamik ligger til grund for den kinesiske statskapitalismes anden store katastrofe: Kulturrevolutionen 1965-1971. I 1966 gik Mao til modangreb på sine modstandere ved at udråbe national opstand mod ”dem, der vil følge kapitalismens vej”. Det er her, de såkaldte Rødgardister kommer ind i billedet.
Rødgardisterne var en form for militser af gymnasieelever og universitetsstuderende, der blev dannet over hele landet. De var undertrykte og umyndiggjorte ligesom andre studerende verden over, og tilmed var de formet af Maos version af ”socialistisk” propaganda, så de var klar til at besvare Maos oprørskald. Det begyndte med angreb på lærere, så lokale bureaukrater og siden hele institutioner som biblioteker, religiøse templer og museer, der blev set som en fortsat tilstedeværelse af borgerlig og feudal kultur.
Alt dette blev kaldt antikapitalistisk, antiborgerligt og antiimperialistisk, men intet af det kom nedefra, hvor meget det end harmonerede med de unges vrede til at begynde med. Det var et massehysteri igangsat af en åndelig diktator. Mao mistede meget hurtigt kontrollen, og det blev til en bandekrig, hvor forskellige grupper formede deres egne Rødgardist-korps og henrettede andre for ”kontrarevolutionær” ageren.
“Socialismen” fra oven
I det Store Spring var der tale om en topstyret indføring af nye, materielle levemåder; under Kulturrevolutionen en topstyret udrensning af “kulturen”, begge dele med det formål at styrke staten – ved at gøre den konkurrencedygtig eller ved at udkæmpe interne magtkampe.
Og katastrofen var endnu mere vidtrækkende. På venstrefløjen i vesten blev kulturrevolutionen set i sammenhæng med det ungdomsoprør, der kulminerede i 1968 i mange lande, og den kom til at forme idéer om socialisme, ligesom Maos ‘folkesocialisme’ i det hele taget.
Den kinesiske revolution var en af de store, revolutionære begivenheder i tiden efter 2. verdenskrig, og den var en del af den antikoloniale og antiimperialistiske bølge, der skyllede ind over verden. Men den var aldrig en revolution, der kunne spredes eller havde nogen interesse i at blive det.
