Roms storhed og fald

Det romerske rige står helt centralt i den europæiske selvforståelse, med dets pomp og pragt samt dets fald. Men rigets enorme størrelse, dets bjergtagende bygninger og de veje, riget grundlagde, som stadig den dag i dag benyttes, dækker over millioner af slavers arbejde.


En af disse slaver ved navn Spartacus skulle få mytologisk status, da han igangsætte et omfattende slaveoprør, der truede rigets eksistens helt indefra.

Romerrigets opståen

Langs den centrale, vestlige del af ”støvlen”, som vi kender Italien som i dag, opstod en landsby ved floden Tiberen ca. 900 fvt. I starten var der ikke tale om en bystat, men snarere en organisering af bondeslægter, der blev styret af storbønderne, hvis magt og privilegier gik i arv.

Byens placering langs Tiberens sidste kryds før den løb ud i havet, gjorde Rom til et oplagt sted mellem nord-syd og øst-vest-vendte handelsruter, og byen blomstrede og blev en større handelsby i slutningen af 600 fvt., ca. samtidigt med at romerne fik selvstændighed fra etruskerne, hvis rige lå nord for Rom.

I løbet af de næste 400 år udviklede Rom sig fra en handelsby, der havde alliancer med andre omkringliggende latin-talende byer, til en republik, der dækkede det meste af Italien og havde kolonier rundt omkring i Middelhavet, bl.a. Grækenland og i Nordafrika.

Republikken

Hver eneste gang, republikken i denne periode ekspanderede og flyttede rigets grænser, var det ved militære sejre, båret af bønder, der blev udskrevet til militæret. Men disse bønder og soldater havde, trods borgerskab i republikken, ingen demokratisk indflydelse, modsat den demokratiske republik i Athen.

Den romerske republik blev styret af tidligere storbønder, hvis rigdomme og jord voksede, hver eneste gang riget udvidede sine grænser gennem militære erobringer. Det var disse slægter, der udgjorde den romerske ”patricia”, altså Roms adel, og som dominerede Senatet og den romerske republik. Alle senatspladser, dommere, konsulerne og topembedsmænd blev kun valgt fra denne klasse.

Der var folkelige samlinger, hvor man bl.a. valgte, om man skulle gå i krig eller ej samt ansættelse af embedsmænd i staten. Adelen besad over halvdelen af pladserne i disse forsamlinger, og resten gik til plebejere (småbønderne og håndværkerne) på nær én enkelt, der gik til de besiddelsesløse borgere. Denne politiske kontrol blev af de magthavende familier brugt til at udvide deres økonomiske magt, bl.a. ved at gældsætte småbønder og sikre sig krigsbyttet fra de mange krige, da de militære ledere også var fra disse familier.

Oprør

For de almindelige mennesker i riget var det klart, at det var en uholdbar udvikling. Den romerske historiker Sallus beskriver, hvordan almindelige folk fik nok af adelens ”ondskabsfulde gerninger” og ”vigtigst af alt gældsbyrden” og ”greb til våben og tog position” blot 40 år efter republikkens grundlæggelse. De fik på denne baggrund en række økonomiske bidrag og nogle juridiske rettigheder.

Men der er gentagne beskrivelser af opstande de følgende 100 år, bl.a. hvad vi i dag kender som ”sit-ins”, hvor soldaterne satte sig ned og nægtede at kæmpe. Det har givet småborgerne en række politiske rettigheder, bl.a. deres egne valgte repræsentanter og en ”tribune for plebejere”, der ikke måtte røres af adelen. Derfor kunne disse repræsentanter for småborgerskabet fysisk lægge sig imellem, hvis han så borgere blive forulempet af en fra adelen eller en repræsentant for disse.

Plebejerne havde svoret en fælles ed på at lynche hvem som helst, der rørte en sådan tribune. Men selvom småborgerskabet fik sine repræsentanter, der fik en række privilegier, blev de snarere en del af eliten end reelle repræsentanter for deres klasses interesser.

Reform-ønsker mod slaveøkonomien

De mange militære sejre førte til, at en større og større andel af Roms indbyggere var krigsslaver og blev mere og mere central for økonomien. Omkring år 100 fvt. anslås det, at op imod 2 mio. indbyggere i riget var slaver ud af en samlet befolkning på 5.25 mio. Den store mængde af gratis arbejdskraft gav ikke de romerske indbyggere flere privilegier – tværtimod var det en social og økonomisk katastrofe for størstedelen af rigets bondebefolkning.

De havde ikke råd til at blive gift, og hvis de blev gift, havde de ikke råd til at få børn, og hvis de fik børn, havde de ikke råd til at opfostre dem, og fattige børn stak af og endte på slavemarkederne. Som resultat faldt befolkningstallet og lagde grunden for yderligere bitre og blodige kampe mellem de sociale klasser.

Også inden for eliten var der individer, der, både ud fra sociale hensyn og i endnu højere grad ud fra hensyn til statens overlevelse, ønskede at reformere systemet. Nogle af disse var Gracchus-brødrene. Den ene af disse, Tiberius, vandt en tribunepost i 133 fvt.

Han talte for større omfordeling af jord fra rig til fattig, da han med forfærdelse så, hvordan hærens rygrad – de mange bønder – var i forfald, mens Sicilien netop havde været vidne til et omfattende, mangeårigt slaveoprør, hvor titusindvis af slaver sammen med grupper af frie borgere havde gjort op med deres herskere.

Tiberius’ program vandt enorm genklang i den fattige landbefolkningen, som strømmede ind til Rom for at protestere for Tiberius overfor et senat, der var rædselsslagne. Senatet ventede, til bønderne var rejst igen og dømte Tiberius til døden for forræderi. En lignende skæbne overgik hans bror Gaius en række år efter sammen med 3000 af hans følgere, der blev slagtet af det romerske senats lejesoldater på Kreta.

Gracchus-brødrene kunne se, at den romerske stat led under den elendighed, som bønderne led under, men havde ingen forestilling om, at slaverne skulle sættes fri, eller at den militære og koloniale undertrykkelse af andre folkeslag skulle høre op.

Spartacus – leder af den største slavehær nogensinde

Slavernes befrielse kunne altså ikke komme fra andre end dem selv. I sommeren 73 fvt. lykkedes det Spartacus og 73 andre gladiatorer at flygte fra deres fangenskab i Capua i det sydlige Italien med kødknive fra gladiatorskolens køkken. De røvede og plyndrede mange gårde i området, og andre slaver sluttede sig til Spartacus’ oprør.

Spartacus’ første sejr og udmærkelse som militærstrateg var, da hans slavehær overvandt en privatmilits på 3000 mænd dannet af urolige adelige og herremænd (Roms ledere anså ikke Spartacus hær for andet end en primitiv bande, og ønskede ikke at sende rigtige soldater efter dem). Slaget mellem militsen og slavehæren skete ved vulkanbjerget Vesuv, hvor Spartacus havde slået lejr på den ene bjergside.

I stedet for at lade sig udsulte eller møde militsen i en meget snæver passage, besteg Spartacus’ hær bjerget, og kom ned på den anden side ved at kure ned ad sammenflettede vinranker. På den måde kom de rundt om bjerget og kunne overraske militsen i et bagholdsangreb.

Først i efteråret 73 fvt. indså senatet i Rom, at Spartacus udgjorde en trussel. De sendte derfor en hær på 10.000 mand efter ham. Igen viste Spartacus sin militære snilde, da han undgik at møde den store hær i åben kamp, men i stedet lave stik-angreb mod mindre delinger på nogle få tusinde, der var kommet for langt væk fra resten af hæren.

Det meste af Syditalien var nu i slavehærens hænder, og de indtog bl.a. havnebyen Thuri, hvor Spartacus trænede sin hær over vinteren. Hæren var nu på 70.000 frigjorte slaver, heriblandt kvinder og børn, men også fattige bønder slog sig til hæren.

Rom samlede en hær på 40.000 mænd, som fik ram på mange tusind slaver, men de klarede sig og vandt over yderligere to romerske hære, da de drog mod nord og alperne, så slaverne kunne drage hjem til deres hjemlande i det, som i dag er Frankrig og Tyskland, men Spartacus blev overtalt til at blive. Slaverne følte sig berusede af deres mange sejre og fælles styrke.

I stedet drog de nu mod syd med en romersk hær på 50.000 mænd ledet af feltherre Crassus lige i hælene. De kom ned til Syditaliens spids, halvøen Rhegium, hvor Spartacus ønskede at krydse strædet til Sicilien, så de der kunne danne en ny fristat for de frisatte slaver. Men strædet var fuldt af tyrkiske pirater, som snød Spartacus, da de aldrig dukkede op med de skibe, som han havde betalt for.

De var spærret inde på Rhegium, fordi Crassus’ hær havde bygget en 55 km lang voldgrav, men under en snestorm i 71 fvt. lykkedes det dem at krydse voldgraven og flygte videre til Brundisium, Italiens hæl, hvor Spartacus håbede på at skaffe skibe. Men romerske hærstyrker fra Grækenland havde allerede nået byen, spanske legioner var nået frem til det centrale Italien, og Crassus’ styrker kunne slå til mod slavehæren.

Ifølge romerske historikere døde op mod 100.000 slaver i disse kampe, heriblandt Spartacus. 6000 slaver blev korsfæstet langs Via Appia, der løb mellem Rom og Capua.

Kunne Spartacus havde skabt en ny, velfungerende fristat? Både og. Man kan meget med viljens magt og et stærkt fællesskab med heroiske sejre som fælles historie, men en række objektive betingelser taler imod det. Spartacus’ politiske program var annullering af gæld og fordelingen af landbrugsjorden. Men der var få med evner til at læse, skrive, regne samt de håndværksmæssige evner til at skabe en stat, der også havde byer, handel og kunne beskytte sig mod ydre fjender.

Ønsket om at vende tilbage til en mere landsby-domineret økonomi så tæt på Romerriget kan sagtens forstås, men havde store udfordringer.

Fra republik til kejserrige

Selvom Spartacus’ slaveoprør udgjorde en særligt selvstændig og spektakulær trussel mod Rom, var perioden generelt præget af mange eksempler på social uro, rivalisering inden for eliten og forsøget på at vinde masserne med sig i denne kamp. Blandt andet blev Senatet brændt ned til grunden i 52 fvt. af en vred folkemængde. Disse bitre stridigheder udviklede sig til regulær borgerkrig og er den baggrund, hvorpå vi skal forstå overgangen fra republikken Rom til det romerske imperium.

Det blev altså ikke slaverne og de fattiges revolter, som direkte skulle vælte republikken. Den rolle fik en rig, aristokratisk general ved navn Julius Cæsar, der indledte et militærkup og satte sig selv på tronen som kejser over Rom. Republikken var borte, og et kejserrige var født.

Men indirekte var det alle disse opstande, revolter og borgerkrige, der affødte ønsket blandt dele af befolkningen om en stærk hersker, der kunne skabe ro i Rom. De fattige hadede senatet, og Cæsar formåede at forføre dem med krig mod dette samt masser af gratis korn.

Roms fald

Men Romerrigets grundlæggende indre modsætninger blev ikke løst med en kejser og sank i de følgende århundreder sammen. I takt med at Rom vandt færre krige og ikke kunne plyndre og underlægge sig nye områder, blev mængden af slaver også mindre og dermed dyrere. Nogle herremænd forsøgte at løse dette ved at lade slaver få børn, men det betød igen øgede omkostninger, mens de var børn.

Samtidig var den herskende klasses smag for luksus ikke blevet mindre, men romerne var ikke gode til at udvikle og særligt benytte sig af nye arbejdskraftbesparende teknologier i produktionen; de var jo vant til, at arbejdskraften nærmest var gratis. Vandmøllen var allerede kendt i 25 fvt., men 200 år efter var teknologien stadig ikke rigtig udbredt i riget; man brugte i stedet slave-drevne møller.

Sammenlignet med landbrug udgjorde handel og industri kun en tyvendedel af økonomien. De store byers funktion var primært administrative centre med ringe industri, en parasit på økonomien snarere end et innovativt og skabende element.

Det imponerende vejnet var skabt for store delinger af soldater, ikke til at transportere tungt handelsgods – modsat i Kina, hvor man samtidig havde udviklet kanaler og veje, der var lette at transportere varer på. Det betød, at det var dyrt og langsomt at transportere varer. Prisen på hvedekorn fordobledes eksempelvis ved transport på ca. 500 km.

I løbet af nogle århundreder steg skatten på bønders varer fra ca. 10 % til over en tredjedel oven i den høje rente på jord, som bønderne betalte til herremændene. Det betød en regulær flugt fra det hårde arbejde i marken og love, der tvang bønder til jorden, fik bare utilfredsheden over til at stige og lysten til at kæmpe for riget mod barbarer udefra til at falde. I perioden mellem år 200 evt. til midten af det femte århundrede var der utallige bondeoprør, der også udviklede sig til militære brigader bestående af slaver, deserterede soldater og fattige bønder.

Som modtræk måtte Rom besinde sig på lejesoldater, og i det fjerde århundrede udgjorde de omkring 650.000 mænd. Ydermere flyttede rigets center sig fra Rom i vest til Byzans i øst i 330, og det og gjorde den vestlige del svagere over for de forskellige barbarer.

Den ustabile situation og omkostninger til de mange krige optog mange ressourcer, de handlende var mindre villige til at drage afsted fra byerne, og byerne og de omkringliggende landsbyer begyndte i højere grad at samle sig om deres egne lokale herskere for tryghed mod udefrakommende bander.

Desintegrationen af Romerriget og dets fald kan altså bedre forstås ud fra de materielle omstændigheder end et pludseligt moralsk forfald blandt en dekadent overklasse. Herskerne var dekadente og moralsk anløbne helt fra start.