Rosa Luxemburg har indskrevet sig i historien på tre centrale punkter: 1) Opgør med reformismen: Hun var en af de allerførste revolutionære, der forstod betydningen af reformismens farlighed og gjorde op med denne. – 2) Modstand mod 1. Verdenskrig: Sammen med Karl Liebknecht gik hun i 1914 imod, at Tyskland skulle gå ind i 1. Verdenskrig, og dette betød et brud med det tyske socialdemokrati. Og det kostede hende og Karl Liebknecht fængsel under hele krigen. – 3) Revolution: Hun var i 1919 en af de centrale figurer i den tyske November-revolution og dannelsen af det revolutionære Spartakusforbund, forløberen for det tyske kommunistiske parti, KPD. Deltagelsen i revolutionen kostede hende og Karl Liebknecht livet den 15. januar 1919.
Polsk-jødisk revolutionær
Hun blev født i Polen som Rozalia (Róża) Luksemburg i 1871, datter af en liberal jødisk handelsmand i byen Zamość i Lublin-regionen i sydøst-Polen, ikke så langt fra den nuværende grænse til Ukraine. På dette tidspunkt var denne del af det nuværende Polen underlagt det zaristiske Rusland.
Senere flyttede familien til Warszawa, idet forældrene ønskede, at de 5 børn skulle få en god uddannelse. Familien var moderne indstillet, og ikke særligt jødisk-religiøs. Hjemmesproget var polsk og ikke jødernes jiddisch. Der sad et ualmindeligt godt hovede på Róża, og det var så heldigt, at hun kunne komme ind på et pige-gymnasium. Hun fik topkarakterer – men da hun afsluttede skolen 16 år gammel, nægtede gymnasiet at give hende en fortjenstmedalje, fordi hun var blevet aktiv i det socialistiske miljø i gruppen “Proletariat”.
I 1889, 18 år gammel, blev politiet opmærksom på Rosa, og hun måtte flygte ud af det zar-russisk styrede Polen til Zürich i Schweiz, hvor hun i de næste 8 år levede i eksil. I Schweiz og senere i Tyskland ændrede hun sit navn til Rosa Luxemburg. Universitetet i Zürich var på det tidspunkt et af de få universiteter, der tillod mænd og kvinder at studere på lige vilkår. Hendes studier dækkede en bred vifte inden for humaniora, social- og samfundsvidenskab og historie. Hun tog en doktorgrad, hvilket blev betragtet som usædvanligt for en kvinde på denne tid. Hovedet var skruet mere end almindeligt godt på Rosa.
Fra Schweiz deltog Rosa Luxemburg i opbygningen af Polens og Litauens socialdemokratier, hvis blad blev udgivet i eksil i Paris. Hun blev meget hurtigt kendt som et af dette partis dygtigste teoretikere.
Tysk revolutionær, der angriber reformismen
I 1897, 26 år gammel, tog hun til Tyskland for at gå ind i det tyske socialdemokrati SPD, den største sektion af Socialistisk Internationale. I årene 1878 – 90 havde partiet været forfulgt, men ved valget til den tyske rigsdag i 1890 fik SPD 19,8% af stemmerne, i 1903 31,7% af stemmerne, og blev dermed det største parti i det tyske kejserrige. Ligeledes stod partiet stærkt i delstaternes landdage samt i byernes byråd. SPD var verdens største og vigtigste arbejderparti.
SPD var delt i en revolutionær og i en reformistisk fløj, hvor sidstnævnte blev stærkere, efterhånden som der opstod et politisk bureaukrati i de parlamentariske forsamlinger samt i toppen af fagbevægelsen.
Eduard Bernstein udviklede i årene 1896 – 98 reformismen, der betød et fuldstændigt brud med marxismen: Han hævdede, at kapitalismen vil udvikle sig således, at den i stigende grad ville blive acceptabel for arbejderne. Dette passede som fod i hose til det politiske bureaukratis stigende interesse i klassesamarbejde.
Som den første i verden angreb Rosa Luxemburg ud fra et marxistisk-revolutionært synspunkt Bernsteins revisionisme. Hendes kritik blev publiceret i SPD’s teoretiske tidsskrift “Neue Zeit” og kom derfor ud til alle teoretisk interesserede. Hun påviste, at reformismen betød et fuldstændigt brud med marxismen, og ville reducere arbejderklassens kamp til overenskomstforhandlinger og sociale reformer. Hendes artikler blev samlet under overskriften “Social reform eller revolution”. – Under indflydelse af den russiske revolution i 1905 opstod i det tyske SPD en diskussion, om strejker kun burde bruges i overenskomst-situationer, eller om de burde kunne udvides til politiske massestrejker og generalstrejke. Rosa mente naturligvis det sidste – i opposition til reformisterne. I 1910 blev SPD splittet i 3 fløje: En reformistisk, en opportunistisk der snakkede om revolution uden at vise nogen som helst vilje til at ville omsætte det til virkelighed – og en revolutionær.
Verdenskrigen og århundredets forræderi
I nogle år fra 1910 håbede Rosa Luxemburg på, at arbejderklassen og dens kamp ville kunne presse den reformistiske ledelse. Dette håb blev gjort endegyldigt til skamme ved 1. Verdenskrigs udbrud i 1914: Her stemte SPD i den tyske rigsdag for at bevilge penge til, at det tyske kejserrige kunne indlede krigen. Dette var om noget århundredets forræderi imod arbejderklassens sag, idet denne nu ville blive slagtet på slagmarkerne. Og det var et fuldstændigt brud med internationalismen, hvor arbejdere i alle lande skulle forene sig imod deres borgerskaber. Under 1. Verdenskrig ville tyske arbejdere derfor skulle indsættes som kanonføde og soldater, der skulle kæmpe for det tyske borgerskabs snævre interesser – imod franske, engelske, russiske m.fl. arbejdere, som soldater for disses respektive borgerskaber. I stedet for, at den europæiske arbejderklasse skulle forene sig i fælles interesse imod det internationale borgerskab, skulle de nu slagte deres klassefæller. Det var et historisk forræderi, som SPD havde begået. Som den eneste i rigsdagen stemte Karl Liebknecht imod.
Den 4. august 1914 dannede Karl Liebknecht, Franz Mehring, Clara Zetkin og Rosa Luxemburg den gruppe, der skulle samle SPD’s revolutionære fløj. Clara Zetkin havde i 1910 med Rosas støtte fået vedtaget 8. marts som kvindernes internationale kampdag. Denne fløj blev senere til Spartakus-forbundet (der senere igen blev til tysklands kommunistiske parti, KPD). – Kort efter kom Karl Liebknecht og Rosa i fængsel, hvor de sad under hele krigen. Fra fængslet prøvede Rosa at lede de revolutionære i Tyskland.
Den internationale arbejderbevægelse var med SPD’s forræderi i 1914 blevet revet midt over. Den Socialistiske Internationale var dermed ophørt med at være en revolutionær organisation – den var renlivet pro-imperialistisk og reformistisk: Hvert lands arbejderklasse skulle støtte og samarbejde med det enkelte lands borgerskab, imod de andre.
Dette førte til, at den russiske revolutionære marxist Lenin i eksil i Schweiz i 1916 fik indkaldt Zimmerwald-konferencen, i det neutrale Schweiz. Her vedtog man behovet for at arbejde for en ny revolutionær internationale, der skulle arbejde for at samle de enkelte landes revolutionære partier i en sandt internationalistisk kamp. Da Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht sad i fængsel, kunne de af gode grunde ikke deltage i Zimmerwald-konferencen. Denne er et af de mest afgørende politiske omdrejningspunkter i den internationale arbejderbevægelses historie. For første gang blev der bevidst søgt dannet en international revolutionær fløj imod den reformistiske. I de følgende år, 1917 – ca. 1923, skulle denne kamp i kølvandet på 1. Verdenskrig og revolutionerne i Rusland, Tyskland og Ungarn og med talrige udløbere komme til at udspille sig i den størst tænkelige, globale skala.
Revolutionen i Tyskland bryder ud
Direkte inspireret af den russiske revolution i 1917 gjorde de tyske soldater oprør et år senere i november 1918. Den kæmpemæssige tyske krigsmaskine ophørte, 1. Verdenskrigs barbari sluttede, og kejseren og 22 tyske konger og fyrster blev sat på porten. Det var verdenshistorisk.
SPD’s reformistiske ledelse arbejdede yderst aktivt for at erstatte det tyske kejserstyre med den borgerligt-parlamentariske Weimar-republik, byggende på kapitalismen og klassesamarbejdet. Dermed blev SPD, anført af rigsværns-minister Gustav Noske, fra første stund en svoren fjende af den socialistiske revolution, som Karl Liebknecht havde udråbt, og som Rosa Luxemburg var en del af. Her var målet en rådsrepublik, baseret på de utallige arbejder- og soldaterråd, som opstod overalt i Tyskland.
Spartakusforbundet var politisk uerfarent og havde ikke haft tid og mulighed for at forankre sig i den tyske arbejderklasse. Grebet af øjeblikkets revolutionære begejstring var der hverken i arbejderklassen og i Spartakusforbundet nogen realistisk forståelse af styrkeforholdet i Tyskland: Begejstrede spartakister troede, at når de kaldte til kamp, ville arbejderklassen følge med, og revolutionen snart efter sejre … Det var en illusion: Flertallet i arbejderklassen og blandt soldaterne var lettet over, at kejserstyret og krigen var ophørt og forstod reelt endnu ikke betydningen af at fortsætte kampen mod borgerskabet. De revolutionære spartakister havde derfor ikke masseopbakning.
Rosa Luxemburg forstod, at styrkeforholdet ved indgangen til januar 1919 endnu var ugunstigt. Da Spartakusforbundet ikke desto mindre besluttede at indlede opstanden den 5. januar, besluttede Rosa Luxemburg at føje sig for ikke at komme til at stå udenfor.
Spartakusoprøret blev knust: SPD og rigsværns-minister Gustav Noske holdt sig ikke tilbage fra at indgå hemmelige alliancer med de ekstremt højreorienterede “frikorps”, der blev udstyret med våben. Disse kunne nu med SPD’s fulde opbakning nedkæmpe Spartakusopstanden.
Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg bliver myrdet
Tusinder blev dræbt. Den 15. januar 1919 blev Karl Liebknecht myrdet. Samme dag havde højre-radikale “frikorps”-soldater taget Rosa Luxemburg til fange. Hun blev slået bevidstløs med en geværkolbe, og herefter blev hun koldt og kynisk henrettet med et skud i tindingen. Hendes lig blev bagefter kastet i Landwehr-kanal i midten af Berlin, hvor hendes og Karl Liebknechts lig snart efter blev fundet.
Dagen forinden var Rosa Luxemburgs sidste artikel blevet udgivet i Spartakusforbundets blad “Rote Fahne”: Her gjorde hun bittert status over nederlaget for den socialistiske november-revolution: “Ledelsen (i Spartakusforbundet) har svigtet. Men ledelsen må og skal opbygges på ny af masserne. Masserne er det afgørende, de er den klippe, hvorpå revolutionens endegyldige sejr vil blive opført”.
Rosa Luxemburgs partner gennem mange år Leo Jogiches telegraferede til Lenin i Sovjet-Rusland: “Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht har gjort deres pligt overfor revolutionen.” Den litauiske revolutionære Leo Jogiches havde arbejdet sammen med Rosa Luxemburg om at opbygge det polsk-litauiske socialdemokrati, og han havde været med i det tyske Spartakusforbund fra første færd. Den 10. marts 1919 blev han selv henrettet.
Noter
Opgøret med reformismen: En fremragende og knivskarp artikel på dansk om Rosa Luxemburgs opgør med reformismen: Marie Frederiksen “Rosa Luxemburg – Reform eller Revolution?” https://marxist.dk/9-uncategorised/5897-rosa-luxemburg-reform-eller-revolution.html
Den helt rigtige biografi: En super vigtig revolutionært-marxistisk biografi på engelsk: Tony Cliff: Rosa Luxemburg (1959), som kan læses online: https://www.marxists.org/archive/cliff/works/1959/rosalux/index.htm
Et af Tony Cliff’s politisk vigtigste afsnit er “Rosa Luxemburg’s criticism of the Bolsheviks in power”. Dette afsnit er politisk meget betydningsfuldt i forhold til de på venstrefløjen, som har haft Rosa som darling og decideret dyrket hende som et ikon, fordi hun i en brochure i oktober 1918 lagde afstand til Lenin og bolsjevikkerne, som denne del af venstrefløjen har haft et anstrengt forhold til. – Her kritiserer Tony Cliff meget nuanceret Rosa Luxemburg for hendes synspunkter. Til hendes forsvar må det dog siges, at hun sad i fængsel, og derfor havde svært ved at få oplysninger om den russiske revolution. Tony Cliff forklarer omhyggeligt, hvad der er op og ned i denne sag!
Besøg Rosas grav: Der er ikke mange steder i verden, hvor det 20. århundredes ekstremt voldsomme historie kommer så tydeligt frem som i byen Berlin, der er som et kæmpestort frilandsmuseum over det 20. århundrede: Alle politiske turister bør derfor opsøge kirkegården Zentralfriedhof Friedrichsfelde, med “socialisternes mindelund”, Gedenkstätte der Sozialisten. Adressen er Gudrunstrasse 20, 10365 Berlin i bydelen Lichtenberg. Her findes mindesten til ære for de faldne i Spartakusopstanden. Alt blev ødelagt af nazisterne, men i DDR-tiden blev mindelunden genskabt. Her ligger de revolutionære Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht, Franz Mehring og Leo Jogiches – ikke langt fra fremtrædende stalinister fra DDR-tiden. Modsætningerne mødes …
Omtale på engelsk https://en.wikipedia.org/wiki/Zentralfriedhof_Friedrichsfelde
Originale billeder fra begravelsen af socialisterne på Zentralfriedhof Friedrichsfelde http://sozialistenfriedhof.de/revolutionsdenkmal.html
Besøg mindesmærket, hvor Rosa Luxemburgs lig blev fundet ved Landwehrkanal i midten af Berlin, adressen er Lichtensteinbrücke, 10787 Berlin – se her http://cab-log.blogspot.com/2012/12/rosa-luxemburg-steg.html Ikke langt derfra finder man mindesmærket for Karl Liebknecht https://www.berlin.de/senuvk/berlin_tipps/grosser_tiergarten/de/sehenswertes/kunstdenkmale/denkmal_fuer_karl_liebknecht.shtml
Biografisk spillefilm om Rosa Luxemburg (tysk tale med engelske undertekster), lavet af den tyske filminstruktør Margarethe von Trotta i 1986 https://www.youtube.com/watch?v=QiR0MmxB2qU
