I forordet skriver Redox: “I Danmark ser vi, at racistiske ideer og bevægelser, der for 20-30 år siden var totalt isolerede, i dag har vundet bred accept og har indflydelse i både den offentlige debat og det politiske maskinrum på Christiansborg”

Bogen er et vigtigt bidrag til at forstå hvordan det er kommet så vidt, at “ultranationalistisk tankegods får taletid i de største medier og racistiske idéer har vundet indpas langt ind i de fleste partier og i lovgivningen”

Bogen er omfattende, men alligevel let tilgængelig. Den er inddelt i ni forskellige kapitler, som alle er rigt illustreret med tilhørende tekst, tidslinier og kort. 

Redox detaljerede kendskab til personer og organisationer giver os et fantastisk indblik i personernes og organisationernes ideologi, aktiviteter og indbyrdes forhold. Derfor ved vi, at medlemmer af den nyfascistiske organisation, Generation Identitær vandrer ind og ud af det “pæne højreradikale parti”, Nye Borgerlige. Redox har afsløret, at to tidligere Generation Identitær folk, Jeppe Veibel Jensen og Nicklas Larsen i dag er ansat i Nye Borgerlige. Desuden ved vi, at en række byrådskandidater for Nye Borgerlige tilhører eller har tilhørt den hemmelige højreradikale loge, ORG. I forbindelse med kommunalvalget, er det f.eks. afsløret, at Søren Lind Jensen fra ORG blev valgt ind i byrådet i Horsens for Nye Borgerlige. 

ORG har eksisteret siden 1987 som en hemmelig loge, hvis medlemmer infiltrerede andre højreradikale organisationer, som for eksempel Den Danske Forening og Dansk Folkeparti Ungdom. De blev afsløret, da et medlem, Peter Ulrik Jensen, dengang motorcykelbetjent i Københavns Politi, blev anklaget for  at misbruge sin adgang til politiets registre for at kortlægge og registrere antifascister. ORG´s medlemmer består af medlemmer med betroede stillinger i samfundet – politifolk, tidligere udsendte soldater, ledende medarbejdere i flere kommuner og erhvervsfolk.

Den nationalkonservative samling på Mosbjerg startede i 2013 og herfra blev også Nye Borgerlige dannet.

Her samledes de forskellige højreradikale og nationalkonservative strømninger til “Mosbjerg Folkefest”. Den har dog været aflyst de sidste par år pga corona. Men talerlisten siden 2013 rummer folk fra Generation Identitær, English Defence League, Dansk Folkeparti mv. 

I 2015 blusser racismen og fremmedhadet ud i lys lue. Året forinden havde Dansk Folkeparti et kanonvalg til EU-parlamentet ligesom mange andre højrenationale partier i Europa. Ved folketingsvalget fik de deres hidtil bedste valg, og bliver støtteparti for Lars Løkkes regering. I den periode gennemføres både Ghetto Lovene og Paradigmeskiftet, akkompagneret af en voldsom racistisk og fremmedfjendsk retorik. Det giver kræfter til højre for Dansk Folkeparti masser af vand at svømme i og blod på tanden. Nye Borgerlige dannes i 2015. Trumps valg til USA´s præsident booster højrefløjen i hele verden. I 2017 bliver  Generation Identitær stiftet og i 2018 vedtager Socialdemokratiet sin nye stramme udlændingepolitik, som de går til valg på i 2019. Det vi ser i Danmark er samtidig en global trend.

I dag “findes der ingen store stærke gade aktive organisationer på den aller yderste højrefløj. Til gengæld er deres politiske idéer mere udbredte end de nogensinde før har været”

Idéen om “den store befolkningsudskiftning” har bredt sig fra Rasmus Paludan og Generation Identitær til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Generation Identitærs slogan “remigration nu” er allerede blevet til virkelighed via den nyoprettede Hjemrejse Styrelse, som har til formål at få etniske minoriteter til at forlade landet hurtigst muligt.

Racisme og diskrimination er i dag mainstream. Den yderste højrefløj og fascismen på vej til at blive normaliseret.

 

Researchkollektivet Redox nye bog er et vigtigt værktøj for alle antiracister og antifascister. Køb og brug bogen sammen med øvrige rapporter og artikler på www.redox.dk 

Bogen kan købes ved at kontakte redox@redox.dk. Den koster 250 kr.

Redox blev dannet i 2005 og stiller sig på skuldrene af Erik Jensen og Petter Sommerfelt fra Demos, som fulgte den radikale højrefløj og fascismen før dem.