Dette er en såkaldte “Long read”.

Det er også nødvendigt med en noget mere nuanceret tilgang til religion, og især til religiøse mennesker – en tilgang der ligger temmelig langt fra det frådende religionshad, der kan findes i mange ateisters tilgang til spørgsmålet.

Hvis vi ikke er i stand til at levere et mere nuanceret syn på religion, religiøse mennesker og deres helligdomme, så er vi faktisk ilde stedt i klassekampen. Og det er der flere grunde til.

I 2008 skrev den britisk/irske marxist John Molyneux (1948-2022) en artikel i International Socialism – ”Marxism and religion”, som han indledte sådan her: For 20 år siden holdt jeg et oplæg om marxisme og religion på SWP’s påskerally, som jeg indledte nogenlunde sådan her.” Og så fortsatte han:

”Knap en dag går uden et nyhedsindslag, der taler alarmerende om påståede hadprædikende imamer, eller en moske der er overtaget af fundamentalister, eller et læserbrev om islams forfærdelige natur, eller en radiodebat om hvorvidt moderate muslimer gør nok for at bekæmpe ekstremisterne eller undgå at muslimske unge bliver radikaliseret, eller et TV-program om muslimske kvinders situation, eller en skræmmehistorie om en eller anden dumhed begået i islams navn et eller andet sted i verden.”(1)

Et ret langt citat, men det er har taget med, for der er ikke et ord i det, der ikke kunne have været sagt eller skrevet om den “debat” der har foregået, med stærkere og stærkere vægt i Danmark i de sidste 20-30 år.

Og selv om der i islam – ligesom i alle andre religioner – er mange dumheder, eller i hvert fald inkonsekvenser, så er det altså ikke derfor at det er sådan. Forklaringen skal derimod søges i det faktum, at vores herskende klasser er mindretalsklasser. De har derfor brug for fjendebilleder og del-og-hersk politik, for at splitte arbejderklassen, og trække klassens mindre og mindst bevidste dele bag sig.

Murens fald og fjendebilleder

Med murens fald i 1989, og Sovjetunionens sammenbrud et par år senere, mistede kommunismen sin styrke som fjendebillede, hvilket selvfølgelig også hang sammen med, at de store dele af venstrefløjen der havde større eller mindre illusioner i Sovjet og Østeuropa, også begyndte at krakelere sammen med deres forbillede. Det blev så islam der arvede rollen, og det var ikke tilfældigt. Det kan tilskrives primært 3 forhold.

1. For det første at den muslimske befolkning i Europa (og USA) er stor nok, til at være synlig, og samtidig lille nok til at udgøre den perfekte syndebuk.
2. For det andet at flere olie- og gasrige lande i den muslimske verden, var begyndt at slå sig i tøjret overfor den vestlige imperialisme.
3. Og for det tredje, så er kapitalismen inde i en langvarig krise, som ikke tillader ret meget råderum overfor arbejderklassens krav og modstand, derfor er splittelse i arbejderklassen ekstra vigtigt for magthaverne.

Så i bund og grund slår magthaverne her flere fluer med samme smæk, og det er forklaringen på den heftighed som hetzen føres med.

Ligegyldig hvor kritisk vi måtte være overfor religion eller islam, eller bare elementer i islam, så må vi gøre os det helt klart, at ovenstående intet har at gøre med islam- eller religionskritik for den sags skyld. Som Molyneux skriver, hvis den islamiske verden havde været buddhistisk i stedet, eller Tibet havde haft enorme oliereserver, så havde vi i dag oplevet en buddhismefobi i stedet for islamofobi. Og de samme ”eksperter” ville have forklaret hvor forfærdelig og tilbagestående buddhismen er. (2)

Islamofobi

Islamofobien har altså i den form den optræder meget lidt med islam, religion eller religionskritik at gøre. Men det får den så alligevel, for det er altså religiøse mennesker – ofte arbejdere, der bliver ramt. Og det kan desværre sagtens være religiøse af en anden overbevisning, eller ateistiske arbejdere, der fører det ud i livet. De er ganske vist ikke selve anstifteren, men de er anstifternes bevidstløse redskaber. Og omvendt fører det ikke bare til at muslimer bliver isolerede, det fører også til at mange af dem finder det nødvendigt at samle sig omkring deres religion og forsvare den.

Derfor er det også vigtigt, at vi som socialister er klare i vores opfattelse af religion, og ikke mindst i vores religionskritik. Og at vi kan fastholde vores kritik på et overordnet plan, samtidig med at vi styrer fri af alle de tilsyneladende religionskritiske ting der foregår, men som i realiteten er ren racisme og udtryk for magthavernes del-og-hersk.

Venstrefløjens svigt

Her er der desværre en hel del på venstrefløjen der har svigtet. F.eks. er dele af den franske venstrefløj faldet på begrebet ”laïcité”, der siden den borgerlige revolution, har peget på at den franske stat skal være sekulær.

I og for sig et fornuftigt princip. Det er et demokratiserende princip fra den borgerlige revolution. Men når det som aktuelt er blevet brugt til angreb på muslimer, f.eks. med tørklædeforbud på skoler og uddannelsesinstitutioner, mister det sin værdi. I virkeligheden er det et misbrug der her foretages. Princippet siger at staten skal være sekulær, men det er altså ikke det samme som at alle dens borgere skal være sekulære. Og her har dele af venstrefløjen i religionskritikkens navn valgt at støtte statsmagten, frem for at forsvare og alliere sig med de muslimske dele af arbejderklassen.

Noget af det samme har vi oplevet med dele af den feministiske bevægelse i Danmark og Norge, der taler for et tørklædeforbud, ud fra at de mener at mange muslimske kvinder er påtvunget at gå med tørklædet. Det skal nok være rigtigt i en del tilfælde. Men dels vælger de at se bort fra hvorfor tørklædet er så populært, og dels vælger de at se statslig tvang, som noget der er meget bedre end (en påstået eller reel) patriarkalsk tvang.

Og her har dele af venstrefløjen, i religionskritikkens navn, valgt at støtte statsmagten, frem for at forsvare og alliere sig med de muslimske dele af arbejderklassen

Citat: Freddie Nielsen

I samme forbindelse må vi også pege på EL’s og SF’s svigt. Det ser ud til at jo stærkere islamofobien bliver, jo mindre peger toppen af begge partier på kampen imod den – det er der nemlig kun meget få ingen stemmer i. Og SF er gået skridtet videre med støtte til den dybt racistiske ghettolov, Men det stikker formentlig dybere. Da Asmaa Abdol-Hamid, som troende og tørklædebærende muslimsk kvinde, blev stillet op for EL ved folketingsvalget i 2007, vakte det et internt ramaskrig, og de mere aktivistiske ateistiske kredse i partiet, kørte kampagne imod hende.

Forståelsen af religion er vigtig for socialister

Der kan desværre peges på mange svigt, men nu er det ikke primært for at påpege andres svigt, at vi lægger op til debat om socialisters forhold til religion. Historien om baggrunden for islamofobien og dele af venstrefløjens svigt, er kun taget med for at pege på, hvorfor spørgsmålet om religionen og vores forståelse af den er et vigtigt spørgsmål. Men inden jeg går videre til Marx og marxismens opfattelse, så er der lige yderligere et argument for vigtigheden, som jeg vil fremhæve.

Ligegyldigt om vi hopper eller springer, så er det umuligt at komme uden om, at dele – endda store dele af verdens arbejdere er religiøse – mere eller mindre, men ikke desto mindre religiøse. Og hvordan skal vi nogensinde forestille os at der skulle kunne skabes arbejdermagt, hvis vi udelukker store dele af arbejderklassen på forhånd, eller undlader at forsøge at samle hele klassen i den kamp?

Hvis vi ser på den teoretiske tilgang, som marxismen har til religion, så er vi nødt til at begynde helt fra grunden, og starte med det faktum at marxismen er materialistisk. Det betyder at materien kommer før ånden – eller idéerne. Det er nemmest at anskueliggøre gennem forskellige citater fra Marx og Engels, så jeg vil starte der.

Som Engels formulerede det i sin Tale ved Marx’ grav: Marx opdagede ”den menneskelige histories udviklingslære, nemlig den simple kendsgerning, som hidtil havde været tilgroet i ideologi, at menneskene først og fremmest må spise, drikke, bo og klæde sig, inden de kan dyrke politik, videnskab, kunst, religion osv.”(3) Med andre ord at produktion eller fremskaffelse af livsfornødenheder er det nødvendige grundlag for alt andet – altså at materien går forud for ånden.

I Til kritikken af den politiske økonomi” skriver Marx i forordet: ”Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed der bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, der bestemmer deres bevidsthed.” (4)

Og for ligesom at slå det helt fast, så skriver Marx og Engels i Det Kommunistiske Manifest: ”Kræves der særlig dyb indsigt for at forstå, at når menneskers livsvilkår, deres indbyrdes sociale forhold, deres sociale tilværelse ændrer sig, så sker der også ændringer i deres forestillinger, anskuelser og begreber, kort sagt i deres bevidsthed.” (5)

Og endelig for at gøre det fuldstændig klart, så skriver Marx i indledningen til Kritik af den Hegelske Retsfilosofi: ”Mennesket skaber religioner, religioner skaber ikke mennesket.” (6)

Religion og dennes rolle

På den måde kan vi altså så udlede, at guder er skabt af mennesket. Og vi kunne vi måske forledes til at stoppe her og sige: ”Gud eksisterer ikke, religion er noget vrøvl og overtro, og en afledning. Og så er den ikke længere.”

Men nej, så let går det altså ikke, hvis vi virkelig skal forstå religionen og dens rolle. Det er der ganske vist mange socialister og marxister der ikke gør, og i deres militante, nærmest religiøse ateisme, tager afstand fra religioner og religiøse, bare sådan uden videre overvejelser.

Marx sagde jo at ”Religion er opium for folket”, det ved alle da. Ikke kun førnævnte socialister, men også alle socialismens og marxismens modstandere, benytter citatet – ganske vist af vidt forskellige årsager. Men hvis vi i stedet tager citatet i sin helhed, så vil vi forstå at hele spørgsmålet om religion er mere kompleks end som så.

”Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelser, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium.” (7) Også hentet fra Kritik af den Hegelske Retsfilosofi.

mange socialister og marxister (….)i deres militante, nærmest religiøse ateisme, tager afstand fra religioner og religiøse, bare sådan uden videre overvejelser

Citat: Freddie Nielsen

Betyder det så at Gud – eller guder – alligevel eksisterer og at religion er noget reelt eller håndgribeligt? Nej, som marxister – eller i hvert fald som marxister flest – så mener vi ikke at der eksisterer guder – vi er jo materialister. Og så alligevel, giver det sidste citat, ikke en fornemmelse af at der er en dobbelthed, endda tilsyneladende noget reelt i religion eller religioner?

Jo, eller i hvert fald noget i den retning. Det vi må forstå her er, at selv om guder og religioner hører til i metafysikkens verden, og ikke i den materielle, så er der altså materielle grunde til at religioner eksisterer, og vil fortsætte med at gøre det langt ind i fremtiden

Mennesker skaber guder, ikke omvendt

Hvis vi nu husker på at ”mennesker skabte religion, ikke omvendt”, så kan vi også sætte den ind i den virkelige verden. Den virkelige verden, altså den klassedelte verden, er en fremmedgjort verden, som det kan være temmelig svært at kapere. På den måde eksisterer religion som et svar – ganske vist et falsk svar – men dog et svar, som mennesker tyer til, for at forstå og gøre det udholdeligt at leve i denne verden, der ellers er uudholdelig for langt de fleste. Problemet er selvfølgelig, at religionen giver et spejlvendt billede af den verden vi lever i, selv om den forsøger at reflektere over den menneskelige lidelse.

Molyneux formulerer det: ”Men religion er ikke bare en tilfældig samling af overtro eller falske opfattelser; det er en ”generel teori” omkring denne fremmedgjorte verden, den måde som fremmedgjorte mennesker forsøger at finde fornuft omkring deres fremmedgjorte liv og fremmede samfund.” (8)

Religion er altså både et udtryk for menneskelig lidelse og en protest imod den samme menneskelige lidelse. Derfor må vi også konkludere, at ganske vist skal socialister holde fast i at være religionskritiske, men samtidig forstå at menneskers endelige opgør med religion først vil kunne ske efter at arbejderklassen har taget et endegyldigt opgør med den elendighed vi lever under.

Med andre ord, så er det vigtigste fokus ikke på religion eller kamp imod den, men på at bekæmpe de lidelser der skaber religionen. Men det er selvfølgelig lige så vigtigt at pege på og holde fast i, at religionen ikke er det redskab der kan fjerne lidelserne.

Religion er et personligt spørgsmål

Hvad betyder det så for hvordan vi som socialister skal agere? Skal vi underlægge os religiøse kræfter? Nej, aldrig, men omvendt går vi under ingen omstændigheder ind for at forbyde religioner, hverken før eller efter revolutionen. Derimod ser vi religion som et personligt forhold, hvorfor vi også ønsker at der ikke skal være statsreligioner

Som Lenin formulerede det, efter at have slået fast at religion er et privat anliggende: ”Vi må være yderst forsigtige, når vi kæmper imod religiøse fordomme, visse mennesker forårsager stor skade i denne kamp, ved at krænke religiøse følelser. Vi må benytte os af propaganda og uddannelse. Hvis vi lægger for skarp en kant i den kamp, risikerer vi at mødes af en folkelig vrede.” (9)

Vi må også kunne skelne mellem religioner og religiøse mennesker. Og så må vi forstå at der er forskel på religion. Ikke så meget de forskellige religioner imellem, men indenfor hver religion. F.eks. prøvede vi på et tidspunkt i Fællesinitiativet mod Racisme i København at få skabt nogle direkte kontakter til det muslimske miljø. Det var ikke helt let. Ikke så meget på grund af modvilje fra nogen af siderne, men fordi miljøet består af mere end 40 forskellige foreninger og sammenslutninger, som ikke altid er lige enige.

Og det gælder selvfølgelig ikke kun islam. Buddhister er normalt fredelige mennesker, som mange derfor ser som udtryk for peace, love and understanding. Men i Myanmar f.eks. er det buddhistiske munke der har været fremtrædende i voldelige overfald på det muslimske Rohingya mindretal.

Det samme er selvfølgelig også tilfældet med kristendommen. Her er også store forskelle. Der er ret langt fra den hastigt voksende pinsebevægelse i Brasilien, der er en af den tidligere præsident, den meget højreorienterede Bolsonaros store støtter, og på samme side de evangeliske kristne i USA der er stærke Trump (og Israel) støtter – og så til en biskop Desmond Tutu i Sydafrika eller baptistpræsten Martin Luther King, for ikke at tale om befrielsesteologien, der tidligere havde en vis udbredelse blandt katolikker i Sydamerika.

Skal vi underlægge os religiøse kræfter? Nej, aldrig, men omvendt går vi under ingen omstændigheder ind for at forbyde religioner, hverken før eller efter revolutionen

Citat: Freddie Nielsen

Sådan er det også i Danmark. Det er folk fra de mere reaktionære kredse, der står bag den gule splittelsesfagforening Krifa. Og hvis vi ser på racisme og opfattelse af indvandrere, så har vi et spekter, der går fra de sorte tidehvervspræster i DF, til andre præster i folkekirken, der yder direkte og illegal hjælp til flygtninge under jorden.

Vi må altså konkludere at ingen religion er en monolit. Alle religioner er gennemsyret af vidt forskellige opfattelser og tolkninger. Der må nærmest siges at være frit valg på alle hylder. Og hvor den enkelte religiøse person vælger at slå sine folder og føle sig hjemme, vil for det meste – ligesom for ikke-religiøse – være ud fra et sammensurium af familiemæssige bånd og traditioner, og personlige erfaringer med livet og livets genvordigheder. Såvel på det personlige plan som på det samfundsmæssige.

Religiøse mennesker er velkomne

Vi kan så slå fast, at på trods af marxismens generelle ikke-religiøse tilgang til livet, og idéer i kampen for et bedre liv, så er mennesker med religiøse opfattelser yderst velkomne i vores rækker. Men vi må omvendt også forstå, at det ikke kun er på grund af misforståelser om at socialister er frådende modstandere af religion, at der kun er relativt få religiøse der søger den revolutionære venstrefløj. Ud over det der også holder andre væk fra os, så skyldes det også, eller måske især, at mange religiøse ikke kan se sig selv i vores materialistiske tilgang til livet og verden.

…så er mennesker med religiøse opfattelser yderst velkomne i vores rækker

Citat: Freddie Nielsen

Det er så et forhold, som i de færreste tilfælde kan løses alene gennem argumenter. Det vil først så småt kunne løsne sig, når vi kæmper sammen – kæmper sammen på vores arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, eller sammen mod racisme eller ghettoloven f.eks., eller for Palæstinas frihed. Med andre ord, det er ikke kun reformister vi gerne vil i aktive kæmpende enhedsfronter med.

Og det er ikke en politik, som vi lige har opfundet til lejligheden. Det var det samme bolsjevikkerne stod for i Rusland. Lenin kaldte zarens Rusland for ”nationernes fængsel”, og det galt ikke kun de mange nationale mindretal, også religiøse minoriteter var voldsomt undertrykt. Især jøder og muslimer.

Oktoberrevolutionen og religion

Men med oktoberrevolutionen i 1917 blev der givet både national og religiøs frihed. Kort efter revolutionen lød det i et dekret fra Sovjetregeringen: ”Muslimer i Rusland … alle jer hvis moskeer og bedehuse er blevet destrueret, hvis tro og traditioner er blevet trampet ned af zarer og undertrykkere fra Rusland: jeres tro og praksisser er for evigt frie og ubrydelige. Vid at jeres rettigheder, lige som alle russiske folk, er under revolutionens vægtige beskyttelse.” (10)

Sådan skulle det så desværre ikke gå, det evige blev noget kortvarigt. Kort efter Stalins kontrarevolution og endelig magtovertagelse, kom undertrykkelsen af nationale og religiøse mindretal igen på dagsorden. Og det er den arv som mange venstreorienterede, den dag i dag viderefører med deres religionshad – desværre – men det skal ikke forhindre os i at videreføre den virkelige bolsjevikiske arv.

Nu kunne spørgsmålet om bolsjevikkerne, den russiske revolution og håndteringen af religiøse og nationale mindretal være et emne for en hel artikel for sig selv, men for ligesom at slå en krølle på det korte nedslag, jeg her har foretaget, så er det sådan at Stalins angreb på muslimerne startede med et angreb på tørklædet i forblommede vendinger om kvindernes frigørelse, så alt i alt er der faktisk ikke så meget nyt under solen!

Religion og social sikkerhed

Og dengang som nu, så avler tryk modtryk. Vi kan pege på at religionens betydning for mennesker generelt falder proportionalt med væksten i social sikkerhed. Hvor længe, hvor meget og hvor rodfæstet den sociale sikkerhed – ikke bare som et sikkerhedsnet, men også et opgør med konkurrenceforholdet mellem mennesker og fremmedgørelsen – skal have været i værk, før religionen mister sin betydning og går i opløsning, kan vi ikke svare på.

Men vi kan helt sikkert sige at utryghed og dårlige sociale forhold, eller splittelse af arbejderklassen gennem øget pres på og undertrykkelse af religion, har den modsatte effekt. De religiøse følelser vokser, og lige som med undertrykt nationalisme, så samler forskellige grupper sig om sig selv, for at beskytte sig mod den fjendtlige omverden.

vi kan helt sikkert sige at utryghed og dårlige sociale forhold, eller splittelse af arbejderklassen gennem øget pres på og undertrykkelse af religion, har den modsatte effekt

Citat: Freddie Nielsen                  

Konklusionen er altså, at presset på religiøse mennesker virker efter hensigten – hvad enten det er som direkte racisme, nationalisme, eller camoufleret som ”pæn og saglig” religionskritik. Resultatet er en splittet arbejderklasse, og det er netop grunden til, at det er så vigtigt at vi forstår hvad religion er, dens rolle i samfundet og hvordan vi skal håndtere det.   

Vores opfattelse af religion er generel og gælder alle religioner. Men her i Danmark, og for den sags skyld i hele den vestlige verden, er det islam og muslimske medborgere og kollegaer, der er skydeskive og syndebukke. Det betyder selvfølgelig at vi må have et særligt fokus på det.

Dilemmaer

Det kan nemt betyde at vi af og til bliver tvunget ud i nogle dilemmaer, der opstår når ting og begreber, der i sig selv er fornuftige og positive, bliver gjort til redskaber i hænderne på racister og magthaverne i deres kamp mod islam.

Det kan være kampagner mod rituel slagtning i dyrevelfærdens navn – men som ikke vil, eller “glemmer” at inddrage dyrevelfærd i staldene. Det kan være ytringsfrihedsbegrebet, der pludselig vendes på hovedet og bliver brugt i kampen mod minoriteterne, hvor ytringsfriheden nærmest bliver gjort til en pligt til at håne. Det kan være voldsomme konflikter som løses via imamer, evt. med en pekuniær løsning, der får lagt sagen ned og skabt fred og ro. Men som straks udråbes som ”blodpenge” – det er også rigtigt at det måske ikke altid er den smarteste løsning. Men når det passer ind i racisternes kram, så er det ikke nok at se det som en uheldig løsning, det bliver i stedet åbenbart det værste af alt dårligt.

Det centrale er at den slags ganske smart hænges op på tilsyneladende universelle rettigheder og pligter, og selv om meget af det kan lyde umiddelbart fornuftigt, så gælder det om at holde hovedet koldt, og starte med at spørge os selv: ”Hvis ret til at gøre hvad imod hvem”, og trække helheden i argumentet frem. For den slags er gerne designet til at få “pæne og ordentlige” mennesker til at støtte, uden at reflektere nærmere over det.

Men selvfølgelig er det muligt at forholde sig til den slags, på en måde der tager den racistiske brod ud af argumentet/kampagnen. F.eks.: ”Lad os starte med at skabe et værdigt liv for vores husdyr mens de lever, når det er sket, kan vi forholde os til spørgsmålet om en værdig død.” Eller: Ytringsfrihedens styrke for arbejderklassen er først og fremmest at sørge for at mindretal kommer til orde, og så længe både private og offentligt ansatte forfølges for at kritisere deres arbejdsplads, så gider vi ikke høre om hvor hellig ytringsfriheden er. Og det kan suppleres med at de rige og mægtige nok skal komme til orde, uanset hvad.

Et af de mere svære dilemmaer, må siges at være spørgsmålet om omskæring. På den ene side er det rigtigt at det er et overgreb, som vi må være imod, men på den anden side er det også rigtigt at spørgsmålet bliver brugt i kampen mod (især) muslimer. Det er kun fordi det også er et jødisk ritual, og også en udbredt tradition i USA, at det ikke bruges mere offensivt. Men vores svar må være: ”Det er ikke en skik der er dyrket i vores baghave, men lad kravet om ændringer komme fra muslimske, jødiske og amerikanske mænd, og vi vil bakke det op” – men et nemt spørgsmål er det ikke.

Falske argumenter

Der kan, og bliver, rejst mange indvendinger mod religion, og mange af dem har helt sikkert bund i virkeligheden, men derimod er det knap så sikkert, at det lige så sikkert skyldes religion. Her er et par eksempler.

Det første er: Jamen se lige på Polen i 1980-81, hvor den katolske kirke overtog revolutionen og sørgede for at den løb ud i sandet. Og det samme argument kommer også om Egypten i 2011, hvor Det Muslimske Broderskab gjorde det samme, og med samme resultat.

Der kan siges meget om de to revolutioner, men det helt centrale svar på spørgsmålet er, at arbejderklassen begge steder manglede et uafhængigt lederskab, på den ene side. Og på den anden side så er det nøjagtig den samme rolle som reformistiske socialdemokratier eller stalinistiske partier, har spillet gang på gang i verdenshistorien – at forhindre revolutioners sejr.

Det andet drejer sig om politisk islam eller radikal islam også kaldet islamisme. ”De er reaktionære – nærmest fascistiske. Det er fjender som vi aktivt må gå imod”, siges det.

Men som den britiske socialist Chris Harman (1942-2009) skriver i pjecen Profeten og Proletariatet, så er det en fejl af socialister ”at se islamistiske bevægelser enten som automatisk reaktionære eller ”fascistiske”, eller som automatisk ”antiimperialistiske” og ”progressive”.” (11)

De er bevægelser der udspringer af middelklassen og småborgerskabet, og de er opstået – eller rettere blevet stærke mange steder – fordi nationalistiske bevægelser og/eller stalinistiske partier, der tidligere – med det samme klassegrundlag – har kunnet levere resultater, efterhånden har spillet fallit i forhold til at skabe eller fastholde rimelige levevilkår i en række muslimske lande.

Bevægelserne lever på en utopi. Men på deres egen forkvaklede måde, udtrykker de ofte den sociale utilfredshed, i det mindste på det generelle plan. For når arbejderklassen begynder at kæmpe, så vil de opleve problemer. Som Harman skriver: ”De der finansierer islamistiske organiseringer vil ønske at stoppe sådanne kampe, hvis ikke ligefrem knuse dem. Nogle af de radikaliserede unge islamister vil instinktivt støtte kampen. Lederne af organisationerne vil være fanget i midten, mens de mumler om behovet for at arbejdsgiverne udviser barmhjertighed og arbejderne tålmodighed.” (12)

Desværre levede Harman ikke til at se hvor rigtige hans ord var i det arabiske forår i Egypten i 2011. Det vi kan udlede er, at i en skærpet klassekampssituation vil det være muligt at få indflydelse på dele af islamisterne, og også trække nogen af dem over til socialismen. Men det kræver for det første, at vi opbygger og fastholder revolutionære partier, uanset hvad. Og for det andet at vi aldrig overgiver os til islamisterne, selv om vi samarbejder.

Parolen kunne være – når det drejer sig om islamister i opposition: ”Med islamisterne – somme tider, med staten – aldrig.”

Konklusion

Konkluderende er det også nødvendigt at pege på at mange kirker, templer, synagoger, moskeer, eller hvilke helligdomme det nu måtte være, og deres præsteskaber, ofte er dybt reaktionære, og forsøger at trække deres menigheder i en forkert retning, set ud fra et socialistisk synspunkt.

Det må være klart at vi skal forsøge at modgå sådanne tendenser, men det må ske ved konkret at kritisere disse reaktionære kræfter, ligesom vi går imod alle andre reaktionære kræfter. Men det er vigtigt at være konkret i sin kritik og ikke bare generalisere imod religion som sådan. Det helt centrale er at holde kritikken på dét plan, og ikke ende med et angreb på de religiøse.

Noter

1. John Molyneux : More than opium: Marxism and religion.I: International Socialism, journal 119, summer 2008, s. 50
2. Ibid, s. 51.
3. Marx/Engels : Udvalgte skrifter [MEUS], Kbh. 1976, bd. II, s. 164.
4. MEUS, bd. I, s. 356.
5. MEUS, bd. I, s. 45.
6. Marxisme.dk/arkiv/marx-eng/1844/02/kritikhegel/hegel0.asp
7. Ibid.
8. Moluneux, op.cit., s. 57
9. Cit. I: Dave Crouch : The Bolsheviks and Islam. I: International socialism, journal 110, spring 2006, s. 42.
10. Ibid, s. 45.
11. Chris Harman : The prophet and the proletariat. – London, 2002, s. 56.
12. Ibid, s. 58.