Det borgerlige demokratis begrænsninger

For os repræsenterer de borgerlige parlamenter en meget begrænset form for demokrati. For det først kan man kun stemme hvert fjerde år. De valgte repræsentanter kan ikke væltes, hvis de for eksempel ikke gennemfører det de lover. Så snart man har stemt så har man formelt afgivet sin magt til andre. For det andet har de borgerlige parlamenter kun en begrænset magt over hvad der sker i samfundet. To tredjedele af økonomien er i private hænder og den sidste tredjedel tilgodeser den private dels prioriteringer.

De borgerlige parlamenter kan selvfølgelig lovgive. Men systemet virker sådan, at lovgivningen er underlagt magtforholdene i samfundet og ikke står i modstrid til dem. Kun i periode med masse kamp over længere tid ses en tendens til at lovgivningen giver fordele til arbejderklassen på bekostning af kapitalen. Men det er altid af taktiske årsager. Borgerlige parlamenter er simpelthen ikke indrettede til at afspejle arbejderklassens fælles behov. Og slet ikke til at indføre socialisme. Historien har viste os, at i tilspidsede klassekamps situation, danner arbejderklassen sine egne magtorganer – arbejderråd. Disse afspejler både den nødvendige organisering her og nu og er grundformen for et kommende reelt demokratisk system. Her diskuterer man og stemmer man løbende, som en del af et fællesskab. Men nøjes ikke med individuelt at afgive sin stemme bag en gardin.

Det er vigtigt at stemme

Alligevel opfordrer vi til at man stemmer til valgene. I de borgerlige parlamenter foregår der også en klassekamp, om end en meget bleg udgave af den reale klassekamp, som foregår hverdag på den enkelte arbejdsplads og i samfundet. Det er ikke ligegyldigt, hvilke love, som bliver vedtaget. Tilbagetrækningsreformen og kontanthjælpsreformen har for eksempel været et nederlag for arbejderklassen, fordi den har forringet livsvilkårene. Tidligere har lovgivningen givet arbejderklassen abortlovgivning og efterløn. Begge sejre. Men baggrunden for både nederlag og sejre skal findes i modstanden og niveauet af klassekampen i samfundet. Derfor er vi for den bedst mulige sammensætning af Folketinget og EU-Parlamentet, set ud fra arbejderklassen interesser.

En anden grund til at vi ikke boykotter de borgerlige parlamenter er, at arbejderklassen og folk generelt tror på at de kan forandre ting gennem Folketinget (og mindre gennem det meget fjerne EU parlament). Hvis vi står i et hjørne og råber ”revolution” og ”al magt til arbejderrådene” (som ikke eksisterer), så har vi sat os uden for den politiske diskussionen, som foregår i en valgkamp. Vi siger tværtimod: ”Du tror, at vi kan ændrer samfundet gennem parlamentet, det tror vi ikke. Lad os slås sammen for en lavere pensionsalder eller lige rettigheder for flygtninge og stemme så langt vi kan til venstre for at styrke de partier,  som går ind for det. Men lad os også slås sammen om at opbygge en bevægelse som kan tvinge det igennem når de svigter.”

En tredje grund er at der i en valgkamp er en forhøjet politisk diskussion,  som man kan blive en del af, når man har en stillingtagen til valget og hvem det er bedst at  stemme. Vi kan som revolutionære socialister blive en del af den debat, når vi sætter plakater op, deler flyers ud, sælger aviser og arrangerer debatmøder.

Stem på Enhedslisten og styrk den socialistiske stemme i Folketinget

Vi ønsker Løkkes regeringen hvor peberet gror. Desværre er alternativet ikke særlig tillokkende. Et højredrejet  Socialdemokrati varsler ikke et mere socialt og humant samfund. Alligevel er det at foretrække frem for borgerskabets direkte forlængede arm. Socialdemokratiet er alligevel påvirket af de ønsker som både deres medlemmer og vælgere har til livet efter Løkke. Om så folk forventninger bliver indfriet, det er ikke sikkert. Det kommer an på forholdet mellem Frederiksens mindretalsregering og de krav som blandt andet fagbevægelsen vil stille vedr pensionsalder og og ulighed. Der er i hvert fald lagt op til mulig ballade. Og om der udvikler sig en reel magtfuld bevægelse i samfundet mod  kapitalismens ræs mod bunden.

Der er ingen tvivl om at Enhedslisten står for den mest socialistiske politik blandt de partier som stille op både til Folketinget og til EU parlamentet. Enhedslisten, med alle dens mangler, er ubestridt det parti som forsøger at rejse en dagsorden om kontrol af bankerne, en anden økonomiske politik end neoliberalisme, det mest ambitiøse klimaplan for Danmark og EU, anti-racisme og en anden social politik til fordel for arbejderklassen. Alternativet siger mange af de samme ting men det er Enhedslisten alene som peger på ændringer i den økonomiske magtstruktur som vejen frem for et mere socialt og humant samfund. SF har desværre ikke lærte så meget af oplevelsen sammen med Socialdemokratiet under Thorning og fremstår ikke som et parti som vil kunne ”dreje S til venstre”. Det er snarere omvendt.

Så, hvis vi ønsker at styrke den socialistiske stemme i Folketinget og EU,  skal vi opfordre til at stemme på Ø. Men vi skal huske, at en stemme på Alternativet  og SF også en modstands stemme.

Byg modstand og kamp i hverdagen.

Men her stopper historien ikke. I hvert tilfælde ikke i Folketinget. Hvis stemmerne til Ø skal bruges til noget ud over at markerer modstanden mod den førte politik, hvilket  et styrket Ø vil gøre, så  skal der ske bevægelse uden for Folketinget.

Her har vi et problem. Både i forhold til at Enhedslisten , selvom de siger de ønsker det, ikke bruger særlig meget krudt på at være med til at opbygge bevægelser i samfundet. Faktisk har Ø udviklet argumenter i mod at ”blande” sig i bevægelserne som parti. Dermed sløjfer man den organiske forbindelse mellem de parlamentariske repræsentanter og kampen udenfor. I realiteten har man prioriteret det parlamentariske arbejde, fremfor at opbygge slagkraftige bevægelser om de centrale problemer.

Og det er et svigt, fordi der både i den spirende klimabevægelse og bredt blandt offentlige ansatte er et potentiale for at rejse system udfordrende krav. Både til vores livsbetingelser på planeten gennem fornuftig planlægning af samfundets centrale områder, der kræver demokratiske kontrol. Men også til omfordelingen af de goder som vi producerer. Om samfundets goder kun skal tilfalde de rigeste i samfundet og efterlade de fleste til en skrabet tilværelse med minimal velfærd. Samtidig viste OK18, at der er massiv opbakning blandt de privatansatte til at forsvare velfærdsstaten og dem, som arbejder indenfor den. Men andre ord er der potentiale for både massiv modstand til den førte politik og socialistiske ideer om alternativer til markedets anarki og berigelsen af de få.

Det kommer til at have stor betydning. Hvis Mette Frederiksen ikke får Ø’s stemmer, fordi hendes regeringsgrundlag ikke er socialt nok og blot viderefører den samme racistiske linje som hidtil, kan det betyde at Løkke overlever.

Mange vil blive skuffede over at have givet stemmer til Ø,  som ender med at Løkkes asociale og racistiske regering fortsætter eller måske med en S mindretals regering støttet af DF.

Hvis man derimod havde været en integreret del af bevægelsen, kunne man forklare sine grunde til dem man kæmpede sammen med. Højst sandsynligt vil Ø kollapse under den parlamentariske logik. Og det vil skuffe også.

Derfor er det afgørende at socialister argumenterer for at opbygge modstand uden for de borgerlige parlamenter. Opfordring til stemme på EL skal fylde meget mindre end opfordring til selv at begynde at vise modstand og organiserer selv.

Det gælder både i forhold til klima, racisme og de sociale spørgsmål, som står i kø for at bliver løst. Langt de fleste tror,  at disse spørgsmål kan løses inden for kapitalismen rammer. Det er ikke sandsynligt. Derfor peger vi på arbejderklassens organiserede styrke som den magt, der kan sikre de nødvendige klimaløsninger og alle de andre problemer, som er et resultat af kapitalismen.