Billede tekst: En produktionslinje i Polen som bygger biler for General Motors. Foto: Marek Slusarczyk/Wikimedia Commons

Denne artikel blev først publiceret på engelsk d. 13. april 2025 i Socialist Worker (UK).

Ikke alt går Trumps vej. Han udelukkede smartphones og anden forbrugerelektronik fra de høje “gensidige” toldsatser i søndags. Det er en hjælpende hånd til Big Tech-bosserne, da Trump-administrationen forsøger at berolige markedet, efter at han har startet handelskrigen.

Det kommer efter, at Trump satte de forhøjede toldsatser på pause for snesevis af lande – men hævede satsen for Kina til 125 procent – i sidste uge. Trump er dog fortsat fast besluttet på at bruge toldsatser til at styrke USA’s magt i verden.

Hvad er Trumps mål?

Trump-administrationen ønsker at genopbygge USA´s industrielle produktion. Han ser toldsatser som en pisk, som han kan slå både amerikanske og udenlandske virksomheder med.

Nogle af USA’s største handelspartnere er Kina og Vietnam i Asien, naboerne Canada og Mexico og EU. Men meget af denne import kommer ikke fra udenlandske virksomheder. Mange amerikanske virksomheder fremstiller deres produkter på fabrikker i udlandet, blandt andet fordi arbejdsomkostningerne er billigere, og importerer dem så tilbage til USA.

Når de har fabrikker i USA, er de stadig afhængige af at importere dele. For eksempel gør Elon Musks Tesla et stort nummer ud af at producere elbiler i USA, men har advaret om, at de vil blive ramt af toldsatser på bilindustrien.

“Den vigtigste konklusion er, at intet køretøj er 100 procent amerikansk fremstillet,” siger forskeren Patrick Masterson.

Teslas populære Model Y – som har toppet et indeks over “amerikansk-fremstillede” biler tre år i træk – henter 30 % af sine dele fra udlandet. “Den vigtigste konklusion er, at intet køretøj er 100 procent amerikansk fremstillet,” siger forskeren Patrick Masterson.

Så Trump ønsker delvist at tvinge amerikanske virksomheder til at flytte deres aktiviteter hjem for at opbygge indenlandsk industri i USA. Han håber samtidig, at tolden vil tvinge nogle udenlandske virksomheder, der i øjeblikket eksporterer til USA, til at etablere fabrikker i landet i stedet for.

Hvorfor er Trumps team besat af at genopbygge den amerikanske produktionsbase?

Det korte svar er konkurrence med Kina – militær og økonomisk.

Handelen mellem USA og Kina er vokset hurtigt i de seneste to årtier. I 2024 var den samlede værdi af importen og eksporten mellem USA og Kina næsten ni gange højere end i 2001. Kina blev medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO) i 2001 og åbnede yderligere sin økonomi for multinationale selskaber. Det betød, at nogle amerikanske koncerner flyttede deres aktiviteter – eller dele af deres aktiviteter – til Kina.

Mens dette øgede de amerikanske multinationale selskabers profitter, tillod det Kina at opbygge en stærk industriel base, der hjælper det med at konkurrere med USA. Kina er blevet den næststørste kreditor til USA i verden – faktisk har den kinesiske regering amerikanske statspapirer til en værdi af næsten 760 milliarder dollars.

Hurtig vækst gjorde det muligt for kinesisk imperialisme at spille med musklerne og udfordre USA’s dominans i verden. Kinas planer om at opgradere sin industri teknologisk truer Big Tech – Alphabet, Amazon, Apple, Invidia, Meta, Microsoft og Tesla. Deres økonomiske vægt er med til at understøtte USA’s hegemoni i verden – dets evne til at dominere allierede og rivaler.

Er Trumps strategi ny?

Trump er ikke den første amerikanske præsident, der er besat af fremkomsten af det asiatiske kraftcenter. Demokraterne Barack Obamas og Joe Bidens administrationer var lige så bekymrede for, at Kina ville fremstå som en ligeværdig konkurrent til USA.

Obama indledte det, der blev kaldt “fokus mod Asien”, og fokuserede hovedparten af den amerikanske flådestyrke i Stillehavet. Og hans administration begyndte at forsøge at minimere Kinas rolle i forsyningskæden for højteknologisk elektronik.

Denne proces accelererede under Trumps første præsidentskab, hvor han førte en kampagne mod det kinesiske teleselskab Huawei. Biden byggede videre på det gennem Chips Act, der satte skub i den indenlandske fremstilling af halvledere, en vigtig del af elektroniske enheder.

Dette var en del af en bredere strategi af “Bidenomics”, der forsøgte at udnytte statens magt til at gøre amerikansk kapitalisme mere konkurrencedygtig. Den havde til formål at genopbygge den indenlandske produktion gennem en “industripolitik”, som omfattede en blanding af subsidier og told. Målet var at styrke den amerikanske kapitalismes vægt og muliggøre et omfattende oprustningsprogram.

Biden blev tvunget til at udvande planerne på grund af den lave vækst i amerikansk økonomi. Men administrationen lånte og brugte enorme summer, da den forsøgte at genopbygge den indenlandske produktion.

Disse politikker gik hånd i hånd med Biden-administrationens inddragelse af andre stater mod amerikansk imperialismes rivaler. Dette omfattede håbet om at bruge Ukraine-krigen til at ydmyge Rusland og sende et signal til Kina, og Aukus-atomubådsaftalen med Australien og Storbritannien.

Biden blev tvunget til at udvande planerne på grund af den lave vækst i amerikansk økonomi. Men administrationen lånte og brugte enorme summer, da den forsøgte at genopbygge den indenlandske produktion

Citat: Tomáš Tengely-Evans

I dag har Trump lignende mål – at opretholde amerikansk hegemoni i en tid med “stormagtskonkurrence”.

I udlandet forfølger han en tilgang hvor han ønsker, at allierede skal øge deres forsvarsudgifter og hvor USA trækker sig fra sin hidtidige forpligtelse.

I USA ønsker han at sænke skatterne for virksomheder og reducere de føderale udgifter betydeligt – et brud med “Bidenomics”.

Samtidig satser han på, at en handelskrig vil mobbe andre stater og virksomheder til at bakke op om hans strategi.

Hvorfor tog Trump et skridt tilbage i sidste uge?

Obligationsmarkedet i USA er svaret. Investorer solgte amerikanske statsobligationer – IOU’er, som stater sælger for at rejse penge – i et hurtigt tempo i sidste uge. Investorer køber obligationer med løfte om, at pengene vil blive tilbagebetalt på et senere tidspunkt, og at de vil modtage en fast rente. Statsobligationer betragtes som en sikker investering.

Salget af obligationer starter en proces, der øger låneomkostningerne for regeringen, øger renterne og giver næring til inflationen. Og så har det en afsmittende effekt på realøkonomien – og USA’s magt i verden. Derfor tilbagetrækning.

Kina har mange amerikanske obligationer – og analytikere spekulerer i, at Kina kunne dumpe dem på markedet. En sådan eskalering vil bringe verden tættere på militær såvel som økonomisk konfrontation mellem de to stater.

Denne uro på aktiemarkederne kan virke som en million kilometer væk fra arbejderklassens liv. Men når der er en krise i toppen, forsøger chefer og bankfolk at beskytte deres profitter ved at presse arbejderklassen hårdere. Blandt andet har de investeret folks pensioner i aktiemarkedet.

Vil handelskrigen “bringe arbejdspladser tilbage” til Amerika?

Trump har hævdet, at han er “stolt af at være præsident for arbejderne, ikke outsourcerne”. Men Trump-administrationens plan om at øge den amerikanske produktion indebærer ikke en stor forøgelse af antallet af produktionsjob. I stedet er den stærkt afhængig af kunstig intelligens (AI) og automatisering. Ud over automatisering håber Trump, at noget af produktionen vil være baseret på lavtlønsjob i sydstaterne.

Faldet i amerikanske produktionsjob var ikke primært drevet af frihandel og virksomheder, der outsourcede job til det globale syd. Der har været en langsigtet tendens i vestlige kapitalistiske stater, hvor virksomheder pløjer profit ind i mere effektive produktionsmetoder.

“Det vil tage mellem 3 og 10 år i de fleste tilfælde at bygge et nyt produktionsanlæg i USA,” siger mainstream-økonom Erin McLaughlin. “Alt tager tid, før du kan få det billede af et kongresmedlem med en skovl i hånden.”

Dette betyder, at de investerer i ny teknologi, der er afhængig af færre arbejdere, hvilket fører til et fald i antallet af produktionsjob. Der er andre grænser for en omplaceringsstrategi, der bringer arbejdspladser tilbage til USA.

“Det vil tage mellem 3 og 10 år i de fleste tilfælde at bygge et nyt produktionsanlæg i USA,” siger mainstream-økonom Erin McLaughlin. “Alt tager tid, før du kan få det billede af et kongresmedlem med en skovl i hånden.”

For eksempel vil en medicinalfabrik, der fremstiller piller ved hjælp af almindeligt udstyr, tage omkring tre år at bygge. Et anlæg, der fremstiller noget mere komplekst, for eksempel kemoterapimedicin, ville tage fem år at bygge.

Og her kan Trumps nedskæringer til den amerikanske Food and Drug Administration forsinke processen med at godkende nye medicinalfabrikker.

Fører handelskrige til rigtige krige?

Uroen udspringer af krisen i det amerikanske hegemoni og neoliberalismens sammenbrud.

Imperialisme er et globalt system af konkurrerende kapitalistiske stater. Fra slutningen af det 19. århundrede har vi set en sammensmeltning af økonomisk konkurrence mellem store koncerner og geopolitisk konkurrence mellem stater.

I optakten til Første Verdenskrig blev Tyskland den største industrielle og militære trussel mod det britiske imperium. Denne konkurrence førte til militær konfrontation i 1914.

USA-imperialismen opbyggede en liberal kapitalistisk verdensorden efter Anden Verdenskrig i 1945. Den adskilte sig fra de europæiske koloniimperier og var baseret på frie markeder og frihandel, som amerikanske virksomheder kunne dominere.

Der har altid været en økonomisk og en militær dimension. USA kunne bruge Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken, der blev oprettet i 1944, til at projicere sin magt mod rivaler, allierede og svagere stater.

Alt dette blev og bakkes op af militær magt gennem NATO’s krigsmageralliance og hundredvis af militærbaser over hele verden.

Den kolde krig var en tid med supermagtsimperialisme mellem USA og Sovjetunionen, som havde delt verden op i “indflydelsessfærer”. Dette betød, at USA integrerede de andre avancerede kapitalistiske stater i en enkelt politisk blok – hvad vi ville referere til som “Vesten”.

Der var stadig økonomisk konkurrence mellem vestlige stater, især efter at europæiske stater og Japan kom sig i 1950’erne og 60’erne. Men det havde ikke det samme potentiale til at udvikle sig til militære konfrontationer som i tidligere faser af imperialismen. Sammensmeltningen mellem økonomisk og geopolitisk konkurrence forblev, men der var en delvis forskydning af de to.

Det, vi ser i dag, er den voldsomme tilbagekomst af denne fusion. Verden er meget mere som den var i optakten til Første Verdenskrig, da en overbelastet britisk imperialisme kæmpede for at bevare sin globale magt og indflydelse.

I dag er den største brudlinje mellem USA og Kina.

Bør venstrefløjen støtte told?

Venstrefløjen bør modsætte sig toldsatser – herunder Trumps toldsatser og gengældelsesafgifter mod USA.

For det første er vores vigtigste indvending mod told politisk. Protektionisme forudsætter, at arbejdsgivere og arbejdere i ét land har de samme interesser – interesser, der er forskellige fra arbejdere andre steder. De opfordrer arbejdere til at stille sig op bag deres nationale ledere, hvilket har en demobiliserende indvirkning på arbejderbevægelsen.

Politikere udbreder denne idé for at dække over klasseskel og få arbejderklassen til at tro, at “udlændinge” er deres virkelige fjende. Vestlige lederes reaktion er baseret på at opildne til nationalisme – til dels i håb om at aflede vreden mod dem selv.

…..vores vigtigste indvending mod told (er) politisk. Protektionisme forudsætter, at arbejdsgivere og arbejdere i ét land har de samme interesser – interesser, der er forskellige fra arbejdere andre steder

Citat: Tomáš Tengely-Evans

For det andet hænger de økonomiske argumenter ikke sammen på deres egne præmisser.

Et problem er, at importkontrol og andre former for protektionisme ikke beskytter arbejdspladser. De vil skade arbejderklassens levestandard i det globale nord og det globale syd. Mange eksperter har lavet sammenligningen mellem i dag og 1930’erne, hvor der skete et bredere skift til økonomisk nationalisme.

I 1931 indførte Storbritannien told på “basisindustrier” som kul, jern og stål, skibsbygning og tekstiler. Omkring 2,3 millioner arbejdere var beskæftiget i disse industrier to år før toldsatserne blev indført. Efter otte års protektionisme arbejdede kun 1,8 millioner i dem.

Arbejdsløshedsniveauet i disse industrier var dobbelt så højt som den generelle arbejdsløshed i Storbritannien i 1930’erne. Tilhængere af den liberale kapitalistiske orden peger på den periode og advarer mod, at Trump vender tilbage til den.

Men venstrefløjen bør ikke være på den økonomiske nationalismes eller den falske liberale internationalismes side. Vi bør kræve, at arbejderklassen ikke betaler for vores herskeres handelskrige – og modstå ethvert forsøg på at få os til at gøre det.

Læs også: https://socialister.dk/handelskrig-hvad-mener-socialister/