Stop oprustning – for international solidaritet

”Du gambler med Tredje Verdenskrig,” sagde Trump til Zelenskyj under det yderst tv-egnede møde i Det Hvide Hus den 28. februar, før han meldte ud, at USA trækker våbenstøtten til Ukraine og fik de europæiske magthavere til at rette sig op i stolene.

Sandheden er, at alle verdenslederne i dag gambler med Tredje Verdenskrig. Det er, hvad den form for militære oprustning, vi nu er vidner til, kan føre til i en multipolær verdensorden, hvor adskillige stormagter forsvarer deres geopolitiske interesser.

Alle kommer de med forskellige versioner af, at vi skal opruste for fred, forsvare demokratiet og den dyrebare frihed, vi efter sigende har. Det er ufatteligt igen at skulle stå overfor den fortælling, at oprustning skaber fred og sikkerhed, fordi ingen tør angribe ”os”, hvis ”vi” har et stærkt militær. På intet tidspunkt har det været sandt – tværtimod øger oprustning risikoen for krig i en større skala. Det har vi set i udpræget grad i det 20. århundrede, med eksempler, som vi ikke behøver at nævne her.

Sandheden er, at alle verdenslederne i dag gambler med Tredje Verdenskrig. Det er, hvad den form for militære oprustning, vi nu er vidner til, kan føre til

Citat: Internationale Socialister

Devisen om ”historien, der gentager sig”, er efterhånden tyndslidt, og vi råber det under alle omstændigheder for døve ører. Kapitalismen er ikke i stand til at lære af historien. Kapitalismen er det motorrum, der driver historiens ”gentagelse”; opsving og kriser, de moderne imperiers opstigninger og fald. Kapitalismen er det imperialistiske system, og Trump, Frederiksen, Putin, Macron, Starmer, Netanyahu og de andre krigsmagere er nødvendigvis imperialisterne i det. De agerer, indgår og bryder alliancer for at forsvare den kapital, de har forpligtet sig til at forvalte.

Farlig situation

Det er en farlig situation, vi befinder os i. Men vi kan stoppe kursen mod ødelæggelsen, hvis vi begynder at organisere os nu. Revolutionære socialister, antiimperialister, antikapitalister, antimilitarister  – alle krigsmodstandere står over for en enorm opgave i den kommende tid.

Dette er en kendsgerning, ikke en højtidelig udbasunering. Om vi kæmper for arbejderklassens internationale solidaritet eller kollapser ind i den nationale fortælling, som flere på venstrefløjen allerede har gjort – det afhænger af, om vi kan samle os til en stærk antikrigsbevægelse, som kan tage kampen op for nedrustning.

Hvad vi må …. insistere på er, at fjenden er herhjemme. Hvor meget vi end forfærdes over Trump eller Putin, så er vores fjende Frederiksen-regeringen

Citat: Internationale Socialister

Hvad vi må huske og insistere på er, at fjenden er herhjemme. Hvor meget vi end forfærdes over Trump eller Putin, så er vores fjende Frederiksen-regeringen, der med sin racistiske politik og angreb på arbejderklassen har kultiveret den situation, vi befinder os i nu. Det er Terma, der producerer våbendele til maskineriet, og Maersk, der dominerer havene og lader politiet tæve løs på fredelige aktivister.

Vores håb ligger i Palæstina-bevægelsen, der har vist et bånd mellem de mange på tværs af verdens grænser. Den har i 17 måneder eksponeret magthavernes brutale hykleri, mens et folkemord er foregået for øjnene af hele verden. Nu er tiden til at bygge den antiimperialistiske kerne i bevægelsen stærkere, til at tage de våben, arbejderklassen råder over, i brug. Vores håb ligger også  i arbejderklassens kollektive handling.