Sudans herskere forsøger at drukne opstanden i blod: Angrebet på protestlejren i Khartoum i første uge af juni efterlod 110 døde – og med sikkerhed mange flere.

Regimets Hurtige Indsatsstyrke – som er hærdede dræbere efter i mange år at have gennemført nedslagtninger i Darfur-regionen – blev sluppet løs med henblik på at slå løs, forøve voldtægt og myrde. Sit-in demonstrationer blev også opløst og spredt med magt i 13 andre byer, med et ukendt antal ofre.

Dette er et afgørende vendepunkt: Enten vil vi komme til at se den blodtørstige kontrarevolutions sejr, eller også vil det kunne føre til en uddybning af opstanden, med yderligere radikalisering og et pres for grundlæggende forandringer.

Massakren kommer i kølvandet på 6 måneder med protester, som har udviklet sig efter at være blevet udløst af brødpriserne i december. Protesterne er vokset til et sådant omfang og er blevet så klart politiske, at militæret så sig nødsaget til at fjerne diktatoren Omar al-Bashir, som har regeret i 30 år. Det sudanesiske militær fjernede topfiguren Bashir, men ikke de centrale elementer i hans måde at herske på.

Det herskende militær er udfordret

Generalernes Militære Overgangs Råd, som nu styrer landet, ønsker at bibeholde bashirismen uden Bashir – et stærkt militariseret regime, som opretholder sin magt ved hjælp af del-og-hersk-metoder. Det har dog vist sig vanskeligt for generalerne at opretholde bashirismen uden Bashir. Masse sit-down-demonstrationerne omfattende hundreder af tusinder har i næsten to måneder set almindelige mennesker forsøge at opnå et civilt styre.

Strejker i enkeltstående virksomheder spredte sig til hele brancheområder og herefter til en 2-dages generalstrejke den 28. og 29. maj. Militærets frygt for, at denne massebevægelse ville kunne vokse, fik generalerne til at handle.

Hver gang en diktator væltes af et masseoprør, eller en revolution begynder, ser vi tre forskellige typer reaktioner i samfundet:

Første gruppe – det gamle regimes nærmeste støtter

Den ene gruppe – dem der har profiteret på det gamle regime – længes efter en tilbagevenden til det gamle herskabssystem.

Et eksempel herpå er Rusland i 1917, hvor Februar-revolutionen fjernede herskeren, zaren. Efterfølgende pønsede dele af den hidtidige statsmagt sammen med arbejdsgivere, herremænd og militære topfigurer på at finde en lejlighed til at kunne genetablere den hidtidige “orden”.

Et andet eksempel herpå er Ægypten under revolutionen i 2011, hvor den væltede diktator Hosni Mubaraks støtter indenfor staten og erhvervslivet søgte at få retableret alt det, som havde eksisteret tidligere.

Vi ser nu, at de herskende generaler lige før massakren besøgte Ægypten, Saudi Arabien og de Forenede Arabiske Emirater. Disse er alle allierede med USA og Storbritannien, og de ryster ved tanken om revolution. De skyndte sig at forsyne det Militære Overgangs Råd med våben og milliarder af dollars.

Anden gruppe – forandringer, der ikke skader dens egne interesser

Den anden gruppe accepterer eller er endda glad for det gamle regimes fald. Men samtidig ønsker den at stoppe enhver yderligere udvikling, der kan true dens interesser. I Rusland i 1917 så vi denne del af samfundet danne en meget stor gruppe omkring den provisoriske regering, der erstatte zarens styre.

I Ægypten ønskede det Muslimske Broderskab, der blev valgt efter Mubaraks fald, utvivlsomt nogle reformer. Men samtidigt var det i indædt opposition til en hvilken som helst økonomisk og politisk omstrukturering af samfundet.

I Sudan ser vi denne del af samfundet repræsenteret af nogle af dem, som har udgjort en del af protesterne. De ønskede militæret ud, men håbede samtidigt, at de i det stille ville kunne blive ledsaget af en udvikling med forhandlinger og kompromisser.

Denne gruppe så strejkerne og sit-down demonstrationerne som elementer, der i første omgang ville kunne styrke deres position i forhandlinger. Militæret spillede på dette, og tog sig tiden til at omgruppere sig efter det første chok over Bashirs fjernelse fra magten.

Tredje gruppe – har alt at vinde ved en fuldstændig revolution

Den tredje gruppe i samfundet – som altid udgør en minoritet i starten af en sådan udvikling – ønsker mere end blot og bart nogle nye ansigter i toppen og en mindre omgruppering af den styrende elite.

Denne gruppe kræver revolution, som knuser det gamle statsapparat og skaber en ny form for demokratisk styre.

Bolsjevikkerne spillede denne rolle i den russiske revolution, og efterhånden blev de mere populære i takt med at masserne gjorde bitre erfaringer med de liberale kompromismageres rolle. De liberale ville ikke afslutte Ruslands deltagelse i Første Verdenskrig eller give jorden til bønderne eller fabrikkerne til arbejderne.

Overgangen fra oprør til en egentlig revolution kræver arbejderråd, som opstår i kampen og som kan organisere denne: Sådanne eksisterer endnu ikke, men de kunne udgå af fremtrædende kampe og vigtige bevægelse. Sidstnævnte omfatter f. eks. kvindeorganisationer samt bevægelserne for lighed og rettigheder i Darfur, Syd Kordofan og langs den Blå Nil.

Sit-down demonstrationerne i Sudan blev ikke organiseret af arbejderråd. Men de omfattede revolutionære komitéer, som på et begyndende plan organiserede sikkerhed, kommunikation og distribution af mad. Erfaringen med disse sit-down demonstrationer vil kunne udgøre en kim til dannelse af egentlige arbejderråd.

Der er nogle tegn, der giver anledning til håb: Umiddelbart efter militærets massakre i Khartoum i første uge af juni opstod der strejker ved oliefelterne i Vest Kordofan. Lærere, ansatte ved hospitaler, lufthavne samt ved havnen Port Sudan gik også i strejke. Og der har været massedemonstrationer imod militæret i adskillige byer. Med stort mod byggede unge i Khartoum barrikader for at blokere for den Hurtige Indsatsstyrke.

Der er tegn på, at det faktum, at revolutionen nægter at dø – også efter massakren i starten af juni – har foruroliget militæret. General Abdel Fattah al-Burhan, chef for det styrende militærråd, sagde to dage efter massakren, at han var rede til at genoptage forhandlinger uden betingelser med oppositionen. Og general Mohamed Hamdan Dagalo, chef for den morderiske Hurtige Indsatsstyrke bag massakren, annoncerede en “fair og uafhængig” undersøgelse af myrderierne. – Endvidere er der også tegn på, at generalerne er usikre på de almindelige soldaters pålidelighed, idet de før massakren blev udskiftet til fordel for den Hurtige Indsatsstyrke.

Oprøret i Sudan står derfor ved en korsvej: Lad os håbe, at massakren i begyndelsen af juni ansporer massebevægelsen til endnu større beslutsomhed.

Oversat og forkortet fra Socialist Worker UK 7. juni af Jens Riis Bojsen