Diktatoren blev afsat i april, men hans grusomme og blodige styreform opretholdes af de militære styrker i landet – gennem det nystiftede såkaldte Militære Overgangsråd. Revolutionens ledende kræfter har samlet sig i Alliancen for Frihed og Forandring, der har siddet i forhandling med militæret om magten i landet.

Den 5. juli blev der så indgået en aftale, der blev endeligt underskrevet d. 17. juli: et råd er blevet oprettet, som skal lede landet gennem et rotationsprincip. Rådet består af fem generaler fra det sudanesiske militær, fem af oppositionen udvalgte repræsentanter og et sidste medlem bestemt af begge parter.

Rotationsprincippet indebærer, at militæret styrer landet de første 21 måneder, hvorefter oppositionens repræsentanter skal overtage magten de efterfølgende 18 måneder, indtil et demokratisk valg skal afholdes. Dette kræver selvfølgelig, at militæret ikke underkender eller ændrer aftalen ved magtskiftet. 

Risikabel aftale
Aftalen er blevet stærkt kritiseret, og det er ikke alle grupper, som har deltaget i protesterne, der har støttet den. The Sudans Revolutionære Front mener, at aftalen medfører en fortsættelse af Bashirs regime og blot er “gammel vin på nye flasker”.

Argumentet for aftalens udformning er, at det politiske system i Sudan er infiltreret af islamistiske Bashir-støtter, og at det vil tage tid at rydde ud i systemet. Dette argument kan på overfladen synes rimeligt, indtil man ser, at det militære råd også består af den gamle ordens tilhængere – generaler, der støtter den ‘Bashirske’ styreform og ikke ønsker en reel ændring i magt-sammensætningen i Sudan.

I stedet giver aftalen militæret tid til at grundfæste sin magt, og den fredelige overrækning af magten til et civilt styre kommer højst sandsynligt aldrig til at ske. 

Styrken findes på gaden
Aktivist Ayman Hassan Abdulrahman er blevet interviewet af en sudanesisk tv-kanal, der spurgte ind til revolutionens begyndelse. Han var en af de blot fem unge mennesker i hans landsby, der ville sprede ordet om demokrati og frihed. De mødtes og skrev løbesedler i hånden, som de delte ud ved den lokale busstation.

Løbesedlerne berørte blandt andet den store frygt for at deltage i demonstrationer, som findes blandt de unge og deres forældre. En frygt for at blive anholdt, tævet, voldtaget eller simpelthen skudt ned på åben gade.

Den unge generation, der er majoriteten af den sudanesiske befolkning, har aldrig oplevet et andet styre end Omar Al Bashirs. De unge har ikke oplevet frihed, demokrati eller ordentlige leveforhold, og da brød- og oliepriserne igen steg i december, så det ud til, at befolkningens desperation og vrede overvandt deres frygt for det islamistiske styres vold.

Men uden en dedikeret gruppe, der arbejdede på at gøre den revolutionære bevægelse større, var revolutionen aldrig fundet sted. Selvom de sociale medier har spillet en rolle, er kampens fremstød foregået i lokalsamfundene, hvor de små – og sidenhen store – grupper mødtes ofte og producerede løbesedler med det formål at få folk ud på gaden og udvide bevægelsen.

En vej frem?
På den ene side giver den foreløbige historie om den sudanesiske revolution håb – den viser et folks risikovillighed, mod og handlekraft. Vi er endnu engang blevet skolet i vigtigheden af at bygge en bred massebevægelse, af hårdt arbejde og gademobilisering i lokalsamfundet og ikke mindst de faglige organisationer, der kan føre store ting med sig.

Modsat er den nyindgåede aftale deprimerende, og ifølge en revolutionær gruppe er det decideret forræderi mod revolutionen og dens martyrer.

Det sudanesiske folk er skuffede. Men de er også vrede og kræver retfærdighed for de dræbte. Ifølge Hala O. Siddiq, som er pårørende til flere, der kæmper i Sudan, har den nyindgåede aftale mindsket håbet om revolution og systemskifte. Samtidig peger hun på, at der fortsat er protester mødt af vold fra paramilitære regeringsstyrker i gaderne: den 29. juli blev fire skolepiger skudt og dræbt ved en fredelig demonstration i det centrale Sudan, og yderligere fire demonstranter blev dræbt ved en protestdemo mod netop dette den 1. august ifølge Al Jazeera.

Kampen for frihed og demokrati fortsætter, også selvom håbet for fremtiden er påvirket af en dårlig kompromis-aftale og faren for fuld kontrarevolution.