Onsdag (16. januar) efter Labour-formand, Jeremy Corbyns initiativ, vil der blive afholdt et mistillidsvotum. Hvis Tories (de konservative, red.) taber, vil der sandsynligvis blive valg.

Mays Brexit forslag blev stemt ned med 432 mod 202 stemmer, altså med et overvældende flertal på 230. Det er det langt største regeringsnederlag nogensinde i Underhuset.

Det er ikke bare May og the Tories, som står usikkert. De etablerede politiske institutioner er i kaos, kløften mellem politikere og almindelige mennesker har sjældent været større, og storkapitalen har mistet den politiske kontrol.

Vi på vores side må gribe tidens mulighed og forme krisens udtryk.

May har formået at forene både Leave- og Remain-støtter mod sig.

At finde en acceptabel måde for Storbritannien at forlade EU på har domineret britisk politik udadtil i mere end to år.

Det har været May og hendes regerings centrale opgave.

Hun har fejlet og burde være ude af spillet øjeblikkeligt. Almindelige mennesker, ikke Tory-medlemmer og MP’er, bør kunne bestemme, hvilken regering de ønsker.

Det er på tide at fjerne det store fokus på de parlamentariske manøvrer og i stedet indstille sig på en kampposition mod den vaklende regering.

 

Da tidligere premierminister David Cameron udskrev folkeafstemning om EU-medlemskabet i 2016, troede han, at det var en genial måde at stoppe splittelsen på spørgsmålet blandt Tories og sikre storkapitalens interesser.

 

I stedet står Leave-flertallet og hvad, der siden er sket, til at betyde, at Tories er reduceret til en opløst, larmende hob.

Nu er det vigtigt, at der ikke sigtes efter ”tværpolitiske diskussioner” for at hjælpe Tories ud af fadæsen eller mindske regeringens kaos.

Det er af største vigtighed, at almindelige arbejdere og deres organisationer aktivt søger at forme udfaldet af denne massive, politiske krise.

Men hverken Labour eller fagforeningerne har handlet aktivt for mobiliseringer på gaden og på arbejdspladser.

I stedet har de flygtet fra enhver seriøs opfordring til massemobilisering.

Når de så giver en forsinket støtte til, for eksempel, People’s Assembly-demonstrationen sidste lørdag (12. januar), lader de til at tro, at arbejderklassen kan tændes og slukkes for som en vandhane – demobiliseret den ene dag, derefter kaldt på gaden med et døgns varsel.

Dette må og skal ændres.

Socialist Worker håber, at mistillidsvotummet til regeringen vil gå igennem onsdag.

Modstand

Vi ønsker en ende på systemet af krisepolitik og racisme. Men det forudsætter, at vi aktivt forbinder Brexit med andre klassespørgsmål.

I sin tale i Underhuset lige før afstemningen tirsdag sagde Corbyn, at Mays forslag var ”skidt for vores økonomi og skidt for vores land”. Men det er ikke ”vores” økonomi eller ”vores” land.

Begge styres af bosserne, bankerne og politikerne, der har skabt et Storbritannien med 14 millioner mennesker, der lever i fattigdom; med en krise i sygesikring, social bistand og uddannelsessystemet; Universal Credits (betalingssystem for arbejdsløsheds- og fattigdomsydelse, red.) terror-regime; den kyniske passivitet over for klimaforandring; og hundredvis af hjemløse mennesker, der dør på gaden.

Labours ændringsforslag tirsdag aften kritiserede May for ikke at sikre en ”stærk plan for det indre marked” i EU. Men enhver form for seriøst engagement med EU’s indre marked betyder accepten af regler, som igen betyder, at kapitalinteresser og profit dominerer.

Oppositionen til May må udtrykkes gennem krav stillet i arbejderklassens interesser, ikke virksomheders.

Vi siger nej til EU, nej til Tory-visionen om Brexit, nej til det indre marked. Vi siger ja til bevægelsesfrihed, flere penge til sygesikring og uddannelse, afskaffelse af Universal Credit, beskatning de rigeste, re-nationalisering alle privatiserede serviceydelser og industrier.

Diskussionen og argumenterne om Brexit er blevet henlagt næsten udelukkende til forskellige versioner af storkapitalens argumenter.

I stedet må vi have en kamp for et anti-nedskærings-, antiracistisk Brexit bundet sammen med en kamp mod fattigdom, intolerance og klimaforandring.

Dette fordrer at løfte og flytte muligheds-horisonterne fra taler og små ændringsforslag til et totalt oprør. Vi har brug for en modstandsbevægelse på størrelse med de franske Gule Veste og endnu mere.

Lad os vælte Tory-regeringen og kæmpe mod bossernes system.