Billede tekst: Donald Trump er ved at rive USA’s udenrigspolitiske drejebog i stykker. Foto: Gage Skidmore/Flikr
Det er fristende at tro, at dette er et produkt af en uforudsigelig despots træk, som ville blive lavet om, når han ikke er der mere. Men Trumps politik afspejler, at USA står over for hidtil usete udfordringer for sin dominans i verden. Det er den reelle baggrund for det, der sker lige nu. Langt fra at være irrationel reagerer Trump på nedgangen i USA’s overherredømme ligesom Joe Biden og hans andre forgængere. Men han foretrækker en solo-tilgang.
USA efter 2. verdenskrig
Efter Trumps valg proklamerede avisen Financial Times: “Trumps sejr signalerer afslutningen på den amerikansk-ledede efterkrigsorden”. Hvad menes der med det?
USA oprettede en ”liberal”, kapitalistisk orden efter 2. verdenskrig. USA-imperialismen var ikke baseret på kolonial kontrol, men på økonomisk magt gennem frihandel og “frie” markeder, som dets virksomheder kunne dominere. Gennem en kombination af massive lån under Marshall-hjælp og oprettelse af NATO skabte USA en ledende position i Europa, blandt de vestlige, imperialistiske magter.
Trumps politik afspejler, at USA står over for hidtil usete udfordringer for sin dominans i verden
Citat: Charlie Lywood
USA erstattede Frankrig og England, som måtte tage til takke med en plads på bagerste række. Baggrunden var et behov for at inddæmme Sovjetunionen, som på det tidspunkt kunne gøre USA rangen stridig, men også at fastholde amerikanske selskabers fordel ved at have en stor militær magt bag sig.
På Bretton Woods-konferencen i 1944 oprettede USA og dets allierede Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken. De kaldte dette en “regelbaseret orden” – i virkeligheden var reglerne manipuleret til at gavne USA.
Disse institutioner og dollarens magt gjorde det muligt for USA at bevare sin dominans med økonomiske midler. For eksempel vil finansiel “hjælp” fra IMF eller Verdensbanken til udviklingslande altid være forbundet med betingelser. Denne orden eksisterer stadig i dag.
Militær overlegenhed, men økonomisk tilbagegang
Denne økonomiske dominans blev bakket op af militære alliancer, som NATO, og et net af militærbaser rundt om i verden, inklusive Thulebasen i Grønland. Der var og er intet liberalt eller demokratisk ved NATO – den er en militær-alliance gearet til krig på USA’s vegne. Først gennem massive investeringer i oprustning, som knækkede Sovjetunionen i 1980’erne og førte til Berlin murens fald og derefter gennem krige på Balkan, Irak og Afghanistan ‒ alle krige, som Danmark velvilligt deltog i.
USA kaldte det en triumf for den “liberale” og “regelbaserede” orden med afslutningen af den kolde krig i 1991. Nogle overoptimistiske forfattere kaldte det ”the end of history”, forstået som frimarkeds kapitalismens endelige triumf, og nu var det bare at sørge for, at det fortsatte sådan. Sådan gik det ikke.
USA var således den eneste militære supermagt. Men dele af den amerikanske herskende klasse erkendte også dengang, at de ville komme til at stå over for intens økonomisk konkurrence i de kommende årtier – især fra Kina. Kinas økonomiske vækst og militære oprustning har skabt en stor, imperialistisk magt, som truede USA’s position.
Skift i fokus
Krigene i Afghanistan og Irak i 2000’erne var et forsøg på at sende et signal om, at USA stadig var den største magt i verden. Men dets nederlag i Mellemøsten accelererede dets hegemoni-krise.
Det er den virkelige baggrund for USA’s skift i fokus. Det startede ikke med Trump, men allerede med George W. Bush. Og senere både Obama, Trump og Biden.
Kinas økonomiske vækst og militære oprustning har skabt en stor, imperialistisk magt, som truede USA’s position
Citat: Charlie Lywood
Bidens præsidentskab byggede videre på mange af Trumps politikker. Han fortsatte handelskrigen med Kina. Han vedtog Inflation Reduction Act og Chips Act, som forsøgte at investere i amerikansk produktion for at øge dens konkurrenceevne i forhold til Kina.
Biden holdt fast i USA’s net af alliancer, hvorimod Trump ser allierede som nogen, der dræner amerikanske ressourcer og ikke betaler deres egen del. Det er afspejlet i Trumps insisteren på, at europæiske lande skal betale 5 % af deres BNP til NATO. For Trump er Europa en ”udgift”. Han ser ingen grund til at opretholde ”den regelbaserede verdensorden”.
Kina er den altdominerende rival
Truslen fra Kina er kun vokset, siden Trump sidst var præsident. Udviklingen og populariteten af den kinesisk byggede DeepSeek AI har sendt bølger af uro og tab gennem aktiemarkeder verden over. Lige pludselig er de amerikanske tech-giganters profitable forretning truet.
Kinas stigende teknologiske formåen på visse områder har været længe undervejs. Tænk på hele balladen om Huawei og dets evne til at producere dele til 5G. Under dække af at firmaet spionerede mod ”vesten” forbød man Huawei at operere i visse lande (specielt USA og Canada) og stoppede kontrakterne ‒ herunder i Danmark, hvor TDC, Telia og Telenor, som deler netværk, samt 3 – droppede Huawei som udbyder i forbindelse med 5G-udrulning.
Det er denne trussel, som blandt andet har gjort, at tech-milliardærer som Musk og Zuckerberg har skiftet position og bakker op om Trumps politik og favner hans højreekstremisme både i USA og internationalt.
Overfor denne trussel tager Trump 2.0 blot skridtet fuldt ud. Hans “America First” tilgang går imod “multilaterale aftaler” mellem USA og dets allierede. I stedet ønsker han at fokusere på de bilaterale aftaler landene imellem. Eksemplificeret med Rusland-USA fredsforhandling uden Ukraine og Europa. FN for Trump er en ”by i Rusland” (eller måske nærmere i Kina). På den måde sikrer han USA fordele på bekostning af blandt andre Europa.
Hvorfor dette skift?
Grundlæggende afspejler den første måned af Trumps præsidentskab en intensivering af den inter-imperialistiske konkurrence og rivalisering, som længe har været kendetegnende for verdenssituationen. Det inkluderer rivalisering mellem stormagterne USA og Kina og regionale aktører, såsom Saudi-Arabien, Iran og Israel, men også Rusland og Europa over Ukraine.
Bagtæppet er den faldende internationale handel over de sidste 15 år, som igen afspejler, at profitraterne simpelthen ikke er høje nok til at begrunde de massive investeringer (blandt andet i nye energiformer), som kan kickstarte et nyt opsving for den internationale kapitalisme. Selv Kinas vækstrater kan slet ikke sammenlignes med før 2007/8, da den finansielle nedsmeltning kastede den globale økonomi ud i en langvarig depression.
Grundlæggende afspejler den første måned af Trumps præsidentskab en intensivering af den inter-imperialistiske konkurrence og rivalisering, som længe har været kendetegnende for verdenssituationen
Citat: Charlie Lywood
Når Trump siger, at “vi får” Grønland er det en reaktion på denne voksende konkurrence om arbejdskraft og ressourcer. Efterhånden som polarisen smelter, er Nordvestpassagens søvej nu åben i korte perioder. Mange stater, herunder Kina, kæmper nu om kontrol over, hvad der kan blive en afgørende skibsrute. Og Grønland er også hjemsted for afgørende metaller og mineraler.
Modsætning i den herskende klasse
Men Trumps “America First”-strategi er fuld af modsætninger. For eksempel truer hans handelskrig med at splitte USA’s herskende klasse.
Som svar på Trumps foreslåede 25 procents told på stål og aluminium sagde Fords chef, Jim Farely, at der er “mange omkostninger og en masse kaos”. Farely lobbyer i øjeblikket for, at amerikanske politikere skal omstøde toldsatserne.
EU og Canada har svaret igen på tolden. Ligesom sidst da Trump indførte told, er gevinsten for USA svær at få øje på. Det vil også skabe uro i de delstater, som han vandt til valget, når det viser sig, at told ikke skaber arbejdspladser, men tværtimod kan føre til tab af arbejdspladser. Og det kan medvirke til, at vigtige dele af den amerikanske herskende klasse vender sig mod Trump.
Selv Trumps eget kabinet er splittet over planen om etnisk udrensning af Gaza. USA’s udenrigsminister Marco Rubio hævdede, at det kun ville være “midlertidigt”.
Trump truer Jordans kong Abdullah II med at trække finansieringen tilbage, hvis han nægter at tilpasse sig planen. Men i de arabiske lande, der har måttet acceptere planen, kan det udløse oprør over deres leders følgagtighed overfor Trump. Sådan et oprør kan føre til modstand mod diktatur, imperialisme, true Israels eksistens. Herskerne i Egypten og Jordan er skrækslagne over mulighederne for en gentagelse af det arabiske forår i 2011. En tilbagevenden af de revolutionære kræfter ville betyde mere krise for USA’s smuldrende imperium.
Så i stedet for at ”løse” problemet kan Trumps ageren ende med at skabe en hel region, som er imod USA.
Trump har gjort verden farligere – men disse farlige modsætninger åbner mulighed for modstand.
