Bagefter beskrevet af ministeren, spindoktoren, præsten Kathrine Lilleør og vanligt servile medier, som om de havde været udsat for omtrent akut livsfare. Præsten var der som formand for regeringens såkaldte ”Råd til Demokratisk Dannelse”. Og er med sin baggrund i Tidehverv, hvis lære er blevet defineret som ”Gud er alt, jeg er intet – og du er en idiot”, en fornem repræsentant for princippet om demokratisk dialog.

Riisager og Lilleør havde endvidere sikret optimalt udgangspunkt for ligeværdig dialog ved at ankomme til det nedskæringsramte gymnasium i BMW og Porsche. En dialogorienteret tilgang, som siden fortsatte med ministeriel indberetning til Politiets Efterretningstjeneste og krav om sanktioner mod eleverne. Der havde begået den demokratisk set utilgivelige handling at give udtryk for deres mening om nedskæringer og lærerfyringer. Ved at demonstrere mod den ansvarlige minister.

Først hævdedes det, at der blev råbt luder og kastet mønter. Det blev til én mønt. Som blev til et dødsensfarligt og lemlæstende mordvåben i form af en kapsel. ”Jeg kan i hvert fald bekræfte, at der faldt noget ned oppefra,” lød det til sidst fra Lilleør. Altså en form for Uidentificeret Flyvende Objekt. En UFO. Hun har nu suppleret teologien med ufologien. Hvilket måske alligevel ikke er en helt overraskende udvikling. Men den pågældende elev bør selvsagt ikke bruge et sexistisk skældsord. Og i stedet have kaldt ministeren “en Merete Riisager”. Den ikke-kønsspecifikke betegnelse for en løgnagtig, neoliberal nedskæringsentusiast.