Den mest nærværende og truende krise lige nu er skabt af modsætningen mellem kapital og natur. Sagt på en anden måde; modsætningen mellem det store globale flertal af mennesker, der ønsker en klode vi kan leve på, og et meget lille mindretal, der ejer de teknologier, maskiner og infrastruktur, som vi – verdens arbejdere – skaber verdens ting og sager med, på måder der forurener vores natur og klima.
Men for at modsætningen mellem natur og kapital kan løses, kræver det, at systemets grundlæggende modsætning, mellem kapitalen og arbejdet (dem der ejer og dem der arbejder for ejerne) løses. Det kræver altså, at den herskende klasse overlader ejendomsretten og dermed magten til at bestemme hvordan vi producerer, hvad vi producerer og under hvilke betingelse vi ønsker at producere, til det brede befolkningsflertal af arbejdere.
Det kalder vi en reel demokratisk planøkonomi, altså hvor vi kan beslutte hvad vi vil producere ud fra menneskelige behov og med et hensyn til naturen. Det er nok naivt at forestille sig, at den herskende klasse frivilligt opgiver deres ejerskab og over produktionsmidlerne. I stedet må befolkningsflertallet af arbejdere tage et opgør med den samfundsorden, der retfærdiggør deres ejendomsret. Det er det vi mener med en revolution.
Kapitalismen kan ikke reparere sig selv
Lige nu tyder udviklingen i forhold til udledning af drivhusgasser på, at vi ikke engang kan holde os under grænsen på 2 graders temperaturstigning. Klimaforandringerne vil mangedoble antallet af mennesker, der må flygte for at overleve. Endelig er der en øget fare for store militære sammenstød mellem en amerikansk supermagt i nedgang og nye imperialistiske magter som bl.a. Indien, Kina og Rusland, som rivaliserer om verdens råstoffer, fremtidige handelsruter og markeder. Det vil igen vil skabe mere ødelæggelse og flere folk på flugt.
Udviklingen mange steder giver en deprimerende udsigt til mere ulighed, flere naturlige og sociale katastrofer, mere magt til staterne på bekostning af respekt for demokratiske rettigheder ofte kombineret med en hetz mod udvalgte minoriteter, der gøres til syndebuk for systemets indbyggede fejl.
Så hvis vi ikke kan regne med, at systemet selv kan klare ærterne, må vi i stedet pege mod den vej, hvor den brede befolkning af lønmodtagere, studerende og folk på overførselsindkomster organiserer sig sammen for at ændre på tingenes ubærlige tilstand.
Et system i dyb krise
Ud af historien kan vi se en række forhold der tidligere har gjort sig gældende og i en eller anden form nok vil gøre det igen. Det er således ikke et argument for, at historien gentager sig på samme måde, men at betingelserne for oprør og revolution kan gå igen.
For det første sker opstande i samfund i dyb krise, sprængfyldt med modsætninger. Lige fra den russiske revolution i 1917, de arabiske revolutioner i 2011 de globale oprør i 2019-2020 eller den igangværende opstand i Hviderusland, går det igen, at samfundene er præget af dybere kriser. Det kan komme til udtryk på mange vidt forskellige måder, men en udbredt mistillid til magthaverne går igen. En revolutionær situation kan med Lenins ord opstå når ” at den herskende klasse ikke længere er i stand til at styre på den gamle måde og hvor de udbyttede ikke længere er villige til at blive styret på den gamle måde”.
Alt den daglige undertrykkelse, usikkerhed, fortvivlelse og afmagt over ikke at kunne leve på en måde hvor man selv og ens familie, naboer og kollegaer ikke trives, og få synes at kunne skabe værdige liv, bliver langsomt en indestængt, kropslig og psykisk energi, der blot venter på at få en udløsning.
Generaliseringspunktet; gnisten, der antænder alt.
Enhver større revolutionær bevægelse, der tæller mennesker i hundredtusindvis, kan oftest være antændt af en fælles gnist eller som Colin Baker kalder “et samlingspunkt for generaliseringer” i sin gennemgang af det 20. århundredes revolutioner i serien ‘Revolutioner i vor tid’.
I den russiske revolution i 1917 var det kvindelige fabriksansatte, der strejkede på kvindernes internationale kampdag, som startede februarrevolutionen, væltede den enevældige Tzar og startede opbygningen af arbejder- og soldaterråd side om side med en provisorisk samlingsregering.
Det blev en ung tunesisk frugtsælger, der blev generaliseringspunktet for millioner af arabere, da han i desperation satte ild til sig selv. De arabiske masser kunne genkende sig selv i denne unge mands handlinger. I USA var det anholdelsen og politidrabet af George Floyd, der blev et sådant generaliseringspunkt for millioner af borgere, der kunne genkalde de følelser og oplevelser af konkret racistisk undertrykkelse, som førte til en opblussen af Black Lives Matter-bevægelsen.
3. Nedbrydningen af frygtens mur og karnevalsstemning.
Disse enorme bevægelser, den kraftudladning, som sker, når hundredetusinde og millioner af mennesker sammen siger ”nu er det nok” er kolossal og spektakulær. Der opstår en hidtil uset kollektiv kreativitet, politiske spørgsmål, som rejses ud af situationen diskuteres alle steder og på offentlige pladser opstår en festivalslignende stemning. Colin Baker skriver om denne enorme energi i bevægelsen:
”Den brede selvtillid og fantasi udvikler sig med stormskridt. Samtidig vokser den praktiske intelligens også, for intet er så mentalt forkrøblende som underkastelse. Enhver ”festival for de undertrykte” omfatter en pludselig frigivelse af kollektiv tilfredshed. Perspektiverne skifter, det muliges horisont udvider sig”.
Denne første umiddelbare eksplosion ryster magthaverne i deres grundvold, men er samtidig ikke nok til at egentlige nedbryde deres system. Efter overraskelsen har lagt sig vil magthaverne svinge det som Marx kaldte “reaktionens pisk”. Forskellige typer af angreb mod bevægelsen iværksættes både konkret ved at ordensmagten og/eller bøller slippes løs på bevægelsen, samtidig med at magthaverne vil bruge deres taletid i medierne på at diskreditere bevægelsen og intensivere hadefulde angreb mod udvalgte minoriteter.
Strejker og overtagelse af arbejdspladserne.
Bevægelsen må modsvare disse angreb ved at sprede sig fra byens pladser og torve og bringe protesten ind på arbejdspladserne. Fra Rusland i 1917 til den egyptiske revolution i 2011 har det afgørende været bølger af strejker. Grækenland havde i perioden 2008-2015 over 30 generalstrejker og selvom det var afgørende i at få Enhedslistens søsterparti Syriza til magten, lykkedes det ikke at komme af med den krisepolitik som EU påtvang grækerne.
Spørgsmålet om ikke bare at strejke, men at starte produktionen op igen på betingelser sat af de ansatte – ikke ledelsen – vil være et fundamentalt angreb på magthavernes ejendom over produktionsmidlerne. Jo flere revolutionære der er, desto flere steder vil man kunne rejse dette spørgsmål.
5. En revolutionær organisation
Så hvis en revolution skal føres til dens praktiske konklusion og lykkes med at tage magten i samfundet, skal der altså eksistere en gruppe af revolutionære med en vis størrelse, som er en aktiv politisk kraft i bevægelsen, som lærer og udvikler sig med bevægelsen, diskuterer i denne og vinder opbakning for en revolutionær politik. Kun de færreste er revolutionære socialister, når en revolutionær opstand begynder. Men det er nødvendigt at der allerede findes en revolutionær organisation, der kan samle flere og udbrede argumenter, for at udvide og skubbe på revolutionen.
Når samfund er i kriser, vil der opstå et øget rum for en helt masse idéer der ikke er mainstream, nogle af disse kan være gakkede og konspiratoriske, nogle af disse kan være ret reaktionære og udpege syndebukke. Endelig vil der være et stort rum for hvad vi kan kalde for reformistiske idéer. Idéer, som går ud på at forbedre samfundet, men inden for systemets rammer.
De vil således ikke lade den revolutionære bevægelse, være en grundstenen i den nye magt der skal fødes. I stedet vil bevægelsen være noget, de har et udelukkende taktisk forhold til, et middel de kan bruge til at at forbedre deres forhandlingsposition. Men de vil også forsøge at holde bevægelsen tilbage, hvis det fx skader deres forhandlingsposition eller mulige regeringsdeltagelse.
Der er altså behov for en revolutionær organisation af en vis størrelse, som et politisk og praktisk alternativ til reformismen, der konstant vil forsøge at tale arbejderklassen og den revolutionære bevægelses egen styrke ned. Så man kan bygge bro mellem bevægelsen og de minoriteter, som den herskende klasse vil forsøge at gøre til syndebukke, for at splitte bevægelsen og endelig for at kunne koordinere de nødvendige skridt for at kunne tage magten over produktionsmidlerne fra den herskende klasse.
