Denne artikel blev først bragt i Solidaritet.
7. oktober 2023 svarede den palæstinensiske modstandsbevægelse igen på mange års besættelse, udsultning, blokade og militær undertrykkelse. Da den brød de ud af det åbne fængsel, som Gaza havde været i 16 år, blev både militære og civile mål ramt.
Socialister begræder selvfølgelig alle menneskers voldelige død. Men vi forstår også årsagen til, at det skete. Derfor støtter vi i Internationale Socialister ubetinget, men ikke ukritisk, den palæstinensiske modstandsbevægelses angreb på besættelsesmagten, Israel og IDF. Da tusindvis af palæstinensere i 2019 marcherede mod indhegningen omkring Gaza, kun bevæbnet med flag, blev over 200 demonstranter dræbt af IDF.
Den bagvedliggende årsag til angrebet er altså Israels brutale besættelse og den årelange daglige ydmygelse af palæstinenserne. En helt uudholdelig tilstand, som har skabt vreden og modet til at bryde ud gennem blokaden den 7. oktober.
Israel har forsøgt at legitimere sin hævn og modsvar som sin “ret til at forsvare sig” mod terroristerne i Hamas. Det har USA, Vesten og Danmark givet sin ubetingede støtte til.
Resultatet er det indtil nu 13 måneder lange folkemord, vi alle er vidner til, og hvis rædsler er ubeskrivelige. Men grebet strammes om Israel, især efter ICC har udstedt arrestordre mod Netanyahu og anklaget ham for en lang række krigsforbrydelser: Drab på civile og børn, angreb på vandforsyning, hospitaler, nødhjælpskonvojer o.s.v.
Det har længe været dokumenteret grundigt.
Israel er en central del af Vestens imperialisme
Vi forstår også, hvorfor USA og Vesten aktivt bakker op om Israels ret til at forsvare sig, anklagerne om terrorisme og de massive våbenleverancer til Israel. Israel er en central spiller i den vestlige imperialismes globale struktur.
I denne situation vælger Enhedslistens ledelse blot at sige, at de står på menneskerettighedernes side og hopper med på fordømmelsen af modstandskampen og angrebet 7. oktober 2023. De forlanger, at deres medlemmer også tager afstand og fordømmer angrebene 7. oktober. I hvert fald må de ikke åbent sige, at de på nogen måde støtter, hvad der skete 7. oktober 2023.
Ved at bøje sig for presset om at være stuerene undsiger Enhedslisten den palæstinensiske modstandskamp, som de tidligere har støttet. De er dermed indirekte med til at legitimere, at Israel ”forsvarer sig selv”. Og endnu værre underminerer de også den brede Palæstina bevægelse, som i høj grad har brug for at blive støttet fra Folketingets talerstol, i medierne og gennem Enhedslisten partiorganisation. Således bliver det endnu nemmere at afvise de titusindvis, som aktivt modsætter sig Israel og Danmarks støtte til Israel ved at sværte dem til som ”terrorist-støtter”.
Når Enhedslisten ikke kan kende forskel på modstandskamp og terrorisme, er det fordi partiet er kollapset ind i magthavernes kyniske verdenssyn.
Den militære modstand er vigtig – men den kan ikke stå alene
Igennem hele kapitalismens historie har de imperialistiske magthavere taget kolonier og besat lande, som de af forskellige årsager havde interesse i at kontrollere. Gennem denne blodige historie har den bevæbnede modstandskamp fra de besatte selv været nødvendig. Fra Vietnam og Algeriet efter anden verdenskrig til Irland og Nicaragua og senere også Irak og Afghanistan efter 11. september 2001.
Alle disse befrielseskampe har krævet mange civile liv. Anti-kolonialismens og anti-imperialismens historie er blodig. Også kurdernes befrielseskamp, som Enhedslisten normalt støtter.
Gaza kæmper ikke bare mod Israel, men mod hele den vældige militære magt fra USA og dets allierede (herunder Danmark), som siden 7. oktober 2023 har stået for over 600 leverancer af våben til Israel. Selv her, på trods af denne overlegne militære overmagt, har Israel efter 13 måneders massive angreb, ikke kontrol med Gaza. Israel møder fortsat modstand i Gaza og Libanon hver eneste dag! Uden militær modstand ville Gaza og dele af Libanon for længst have været israelsk besat område.
Internationale Socialister kæmper for et frit, demokratisk Palæstina og et nederlag for staten Israel. Det vil kræve et nederlag for imperialismen i Mellemøsten.
Det er også en kamp mod vores egne magthaveres system af racisme, oprustning og ulighed herhjemme og et nederlag til de krige og besættelser, som de støtter ude i verden.
Det er baggrunden og vores perspektiv for at stille os side om side med modstandsbevægelsen i Palæstina.
Enhedslistens venstrefløj må gå til eksklusionsårsmødet med politisk selvtillid
Den tid vi gennemlever, har ikke brug for flere partier, der bøjer sig for det samme voldelige og systembevarende verdenssyn som vores magthavere. For det system er på katastrofekurs både når vi ser på deres krige, oprustning og klimakatastroferne. Gaza er et uhyggeligt eksempel på, hvor langt magthaverne er parate til at gå for at sikre og fastholde magten i det imperialistiske system.
Enhedslistens venstrefløj i form af Rødt Venstre har taget et vigtigt skridt væk fra Enhedslistens tilpasning til magtens sprog og udsyn. Lige meget hvordan eksklusionsårsmødet forløber, skal arbejdet med at bygge en anden form for venstrefløj fortsætte. En venstrefløj som bygger på aktivitet, systemkritik og socialisme fra neden.
Lige nu ser vi en levende international bevægelse sige fra over for folkemordet i Gaza og de vestlige magthavernes aktive medvirken. Den bevægelse er det mest håbefulde, vi har set i mange år. Det er den bevægelse, som en ny venstrefløj – der vil tage håbet for fremtiden seriøst – skal rundes af og samtidig være med til at bygge op.