Socialistisk Arbejderavis mødtes med Sarah i det, hun kalder ”et muslimvenligt område”, nemlig på biblioteket i hendes lokale Kulturhus.

Udtrykket ”muslimvenlige områder” er hun begyndt at bruge efter ”tildækningsforbudets” vedtagelse i efteråret 2018. Det betegner steder, butikker og områder hvor det er ”sikkert” for kvinder i niqab at færdes. Her generer ingen kvinderne, og der ringes heller ikke efter politiet.

En slags civil ulydighed mod forbuddet fra almindelige folk, som gerne vil vise deres sympati. Sarah fortæller om en episode, hvor en butiksansat i et supermarked gav hende sit private telefonnummer og sagde: ”Hvis du kommer ud i problemer med det der tildækningsforbud-noget, så bare ring til mig”.

Kvinder i Dialog startede, da det gik op for Sarah, at der var flertal i Folketinget for et ”maskeringsforbud”. Hun tog straks kontakt til andre kvinder hun kendte med eller uden niqab.

“De havde samme slags bekymringer som mig om den politiske diskurs. Vi mødtes faktisk til et bryllup og endte med at tale om, hvad vi kunne gøre for at modvirke ikke bare den kommende lovgivning, men også de fremtidige islamfjendske-love, som f.eks  forbud mod at bære tørklæde. I det hele taget talte vi om den diskrimination, vi oplever.”

Det førte til et webmøde med kvinder fra hele landet, som bærer niqab. 28 i alt.

”Vi er heller ikke ret mange flere i Danmark, som bærer niqab. Højt sat et godt stykke under 50. Vi startede med at lave et fællesskab, en slags støttegruppe i frustration over, hvordan det kan være, at alle andre taler om den her sag, men vi bliver slet ikke hørt. Man laver en specifik lovgivning, som rammer os, men det er alle andre end os, som taler om det – Martin Henriksen og Naser Khader for eksempel.

Der var også en stor frustration over, at man får det til at se ud, som om lovgivningen skal “hjælpe os”, ”…Det er et post-kolonialt narrativ, hvor man prøver at få en undertrykkende lovgivning til at se nobel ud og så påstår, man prøver at “hjælpe” de stakkels muslimsk kvinder.

Det er så nedsættende. De muslimske kvinder er nogle af de stærkeste, der findes. Vi bliver behandlet så dårligt, men alligevel står vi ved de ting, vi tror på”

Så besluttede de sig for at tale deres egen sag. Kvinder i Dialog begyndte at gå ud til medier og lave åbent hus-arrangementer. Noget af det første, de gjorde, var at kontakte det politiske udvalg, som skulle behandle lovforslaget. De fik aldrig foretræde for udvalget, men talte med enkelte politikere.

”Grunden til, at vi ikke fik foretræde, handlede om, at man stillede krav om, at vi skulle tage niqaben af for at få foretræde. Marcus Knuth fra Venstre gik så langt som til at forlange, at vi skulle give ham hånd, hvis han skulle mødes med os. Han ville bestemme både, hvad vi skulle have på og have lov til at overtræde vores personlige grænser.”

Kvinder i Dialog har også deltaget i demonstrationer både før vedtagelsen af loven i august sidste år og på selve dagen for vedtagelsen. Derudover har de deltaget i mange debatter både lokalt og på TV og i andre medier.

De mødes både fysisk, gennem webmøder og har en Facebook gruppe. De er i dag ca. 70 kvinder, som er aktive på forskellige planer, selv om kernen i gruppen er mindre. Sarah fortæller om forskellen på politikernes italesættelse af muslimer og så almindelige folk.

“Der er stor forskel på ”hverdags-danskere” og den offentlige debat. ”De fleste folk er rigtig søde og respektfulde, mens den politiske debat er hård og stigmatiserende. Men politikerne! Man tænker: “Wow, kan man tale sådan om andre mennesker?”

Og så opdager man, at det bare bliver endnu værre. Denne sprogbrug over for muslimer betyder, at folk går i to retninger. Enten er de uenige med politikerne og sympatiserer helt vildt med os. Eksempelvis kom én hen til mig og sagde ”Jeg er ateist, men jeg har lyst til at konvertere til islam i sympati med jer.”. Men så er der også de andre, som føler, at politikernes lovgivning legitimerer deres hadforbrydelser eller hadtale.

Der er en klar forbindelse mellem, hvad politikerne siger og gør, og hvordan folk opfører sig. Naser Khader siger for eksempel i fuld offentlighed, at politiet skal diskriminere. Han siger til dem, hvis I ser en japansk turist med en maske skal I lade det passere, men gå kun efter muslimsk tildækning. Så tænker nogen folk, at hvis han opfordrer politiet til at diskriminere muslimer, så kan jeg også.”

Ud over læserbreve, mediehenvendelser og oplysningsmøder har Kvinder i Dialog også tilsluttet sig Fællesinitiativet Mod Racisme og Diskrimination på landsplan og vil være med i den tilsvarende organisation i København. Sarah forklarer:

”Jeg tror at brede dele af befolkningen er imod den her negative måde at tale om muslimer på. Men hver person og hver enkelt organisation har brug for et fællesskab, så man kan blive stærke sammen.

Når diskursen i næsten alle politiske partier er negativ, ikke blot over for muslimer, men indvandrere og flygtninge generelt, bliver vi nødt til at opbygge en bred modstand til at modgå dette flertal i Folketinget.”

Hvordan ser Sarah det, der sker nu, i en større perspektiv?

”Denne måde at behandle et mindretal er sket før i historien. For eksempel jødehadet og del-og-hersk-politikken under de koloniale regimer. Had mod mindretal har altid været en måde,  politikere kunne aflede opmærksomheden fra ting, som kunne være til gavn for hele befolkningen.

En syndebukspolitik, kunne man kalde det. I stedet for at tale om klimaet, ulighed i samfundet eller velfærdsnedskæringer, så taler man om noget helt andet. Og bliver fri for at løse de presserende problemer for hele samfundet.”

Sarah kommer også ind på, hvad hun tror ligger bag.

”Måske handler alt dette også om, at der er opbrud i verden lige nu, og folk søger efter værdier og identiteter for at finde mening i det. I denne del af verden er folk meget individualistiske, der er ikke rigtig et fælleskab eller enighed omkring tro/religion, sandheder, madvaner, osv. Derfor skaber man en national identitet ud fra “de andre”. Muslimer.

Denne identitetskrise, som jeg vil kalde det, handler jo også om, at kapitalismen er i krise. Den meget stærke individualisering de senere år peger væk fra tidligere stærke og gode fællesskaber, som delvis er i opløsning. Kig på alle de mennesker, som har depression, lider af angst, er på lykkepiller og er stressede. Så kommer vi med stærke værdier og det må være provokerende.

Men at det lige præcis er muslimer og ikke stærkt troende kristne handler for Sarah måske mest om, at der ville være langt større modstand mod at stigmatisere Pinsemission eller Jehovas Vidner.

”Muslimer er de nytilkommen og er kun 6 % af befolkninger og er derfor nemmere at angribe.”

Sarah ser en fremtid for Kvinder i Dialogs kamp

”Viden og oplysning må spredes. Jeg tror, at grunden til, at mange bakker op om eller i hvert fald ikke modsætter sig racismen og islamofobien, er manglende kendskab til muslimer og viden om det. Ikke kun gennem medierne, men ved at tale lidt mere med sin muslimske nabo.

På denne måde kan der skabes en modpol til racisme. Men der skal også aktivitet til. Og det er nødvendigt, fordi det kan blive værre. Det er en glidebane. Før var det blot verbal stigmatisering. Nu er det lovgivning, diskrimination og fratagelse af rettigheder, som har betydning i folks hverdag.

Og selv om man ikke skal sige, at det her fører til koncentrationslejre, var det jo sproget, som havde enorm betydning for, at nazisterne kunne gøre det, de gjorde. Vi må ikke begå de samme fejl. Vi må lære af historien.”

Men Sarah mener, at vi heller ikke må føle os magtesløse.

”Man skal ikke sige: ”Jeg kender ikke Danmark længere”. Jeg tror, at man skal snakke med sin egen familie og omgangskreds og som små ringe i vandet nå ud til bredere kredse. Der er ikke noget at være bange for, vi skal ikke acceptere deres skræmmekampagne.”

Grundlæggende mener Sarah, at muslimer er mennesker som alle andre, med gode værdier, og at vi må lære af hinandens gode værdier.

”Jeg føler mig rig på kultur. Jeg har det bedste af begge verdener. Jeg plejer at sige, at jeg ville ønske, at folk ville indse den berigelse muslimer giver, ligesom de kan se berigelserne fra vores køkkener.

Jeg fastholder mig ikke i ét køkken. Nogle gang laver jeg italiensk mad, andre gange tyrkisk og andre gange dansk. Det er det samme med værdier og holdninger. Man kan tage det gode fra alle kulturer. Man skal ikke se ned på andre mennesker og tro, at man er den bedste. Der er mange ting, man kan lære fra ‘de andre’.”

Se mere om Kvinder i Dialog: https://www.facebook.com/kvinderidialog/