Wolt-budenes strejke

I nogle uger har Wolt-arbejdere i København været i strejke. De kræver bedre arbejdsforhold og højere løn. Socialistisk Arbejderavis har interviewet en af organisatorerne, Alan Tribouley, om strejkebevægelsen.

Billedtekst: Billedet er fra Wolt-budenes tredje strejke, 16.04.26. Foto. Charlie Lywood

“Wolt er en virksomhed der praktisk talt er baseret på at bryde systemets regler på enhver dårlig måde, de kan”

Alan Tribouley. Foto: Charlie Lywood

Sådan beskriver Alan Tribouley, organisator af Wolt-strejken, virksomheden. De ansatte bliver behandlet som freelancere, uden de fordele som rigtige ansatte har, såsom pension, betalt ferie eller sygedage.

Virksomheden tager intet ansvar for deres ansatte, som er tvunget til selv at betale for fejl og mistede ordrer. Derimod har de ikke de fordele, som andre freelancere har, såsom retten til skattefradrag for udgifter forbundet med jobbet, som transportmiddel, telefon, tøj.

Udover denne mangel på rettigheder har virksomheden reduceret de ansattes løn med omkring 55 % i de sidste 5 år. Dette er gjort ved at reducere minimumspriserne per ordre fra ca. 45 til ca. 20 kr., ved at afskaffe bonusser for “high demand” ordrer og reducere andre, og behandle ekstra bestillinger, der kan udføres på vejen, som “bonuspenge” i stedet for separate bestillinger.

Samtidig ændrer virksomheden konstant, hvordan algoritmen fungerer, og på grund af de dokumenter, som arbejderne skriver under på, når de starter arbejdet, har de ingen indflydelse på, hvordan ændringerne påvirker deres arbejdet.

Wolt-budenes krav

I begyndelsen var der kun fem personer, der samlede sig for at diskutere, hvad de kunne gøre. Så besluttede Community House sig for at give dem et sted hvor de kunne holde til, og hjalp dem med at bygge en organisation.

Til det første møde var de omkring 25 og til den første strejke var de 30, og flere sluttede sig til så de nu i alt er 120 Wolt-bude i strejke. I øjeblikket er mere end 300 bude involveret i bevægelsen, og håbet er at få dem alle med ud på gaden.

Bevægelsen vokser hurtigt på grund af den udbredte utilfredshed. Som Alan beskriver det:

“Hver gang vi taler med et nyt bud, udtrykker de, hvor utilfredse, vrede, triste og knuste de føler sig over arbejdsforholdene. Mange af dem har intet håb om, at det vil forbedre sig.”

Arbejderne forlanger forbedring af arbejdsforholdene, en forhøjelse af minimumsprisen per bestilling til 35 kr. (for den korteste tur), og gennemsigtighed i kontrakten og arbejdsforholdene.

Hvad skal der ske nu?

Wolt-budene vil strejke hver uge, herunder på Arbejdernes Internationale Kampdag, den 1. Maj, hvor de planlægger at dukke op i et massivt antal. De vil fortsætte deres strejker og aktioner, indtil Wolt accepterer deres krav.

Jeg vil give Alan Tribouley de sidste ord:

Støtten fra samfundet er fundamental, dette er ikke kun en kamp for budene og Wolt arbejderne, denne kamp er alles kamp. Vi kan ikke tillade en sådan udnyttelse og nedbrydning af arbejderrettigheder. Jo mere de udnytter os og tvinger os til at arbejde for lavere og lavere løn, jo mere vil lønnen i hele samfundet sænkes, så de slet ikke modsvarer leveomkostningerne.

Derfor bør alle støtte denne kamp ved at deltage i strejken på enhver måde de kan, dele disse informationer, og udstille Wolt overfor mennesker og i medierne, indtil de føler sig presset til at reagere.

Lad os gøre denne kamp til et eksempel for alle de kommende uger. Disse udbyttende forretningsfolk må ikke blive ved med at vinde, vi er nødt til at stoppe dem og gøre noget for at vise dem, at folket har magten.”

Citaterne i denne artikel er oversat fra engelsk.

An english version of this article can be found her