Filmen, der havde premiere på CPH DOX dokumentarfestival dette forår, er et personligt portræt af inuk-advokaten og aktivisten Aaju Peter, der også er krediteret som manuskriptforfatter. For det er i en forstand hende, hendes umådelige styrke, hendes aktivisme, der er manuskriptet.
Født i Grønland i 1960 kom Aaju Peter til Danmark som 11-årig, fordi hun klarede sig godt i skolen, og så var det det, man opfordrede familierne til. Hun flyttede med jævne mellemrum mellem forskellige værtsfamilier over de næste syv år.
Dette var et eksempel på forskellige projekter, som den danske stat satte i værk eller sanktionerede i afkoloniseringsårene fra 1953 og frem. Denne tid er blevet beskrevet som den mørkeste periode af dansk kolonihistorie i Grønland – da Grønland formelt ophørte med at være en koloni, begyndte diverse “moderniseringsplaner”. Børnenes fordanskning gennem skoleprojekterne – en traditionel kolonialistisk praksis, som vi også kender fra Nordamerika – var et instrument i “moderniseringen” (man kunne sige “civiliseringen”) af det grønlandske samfund.
Genfandt sine inuit-rødder
Den unge Aaju blev givet navnet Agnete. Da hun som 18-årig kom tilbage til Grønland, havde hun stort set mistet sit modersmål, grønlandsk inuit. Det ramte hende hårdt. Og den vrede, der brød ud i hende, da hun stod over for sit tab, er et traume, der løber som en tråd i hendes selvfortælling i filmen. Den oplevelse ledte hende til det arktiske Canada, hvor hun på nogle måder genfandt sine inuit-rødder – og endnu en kolonisering historie.
Det er fælles og personlig historie, som grønlændere kender alt til, siger Aaju Peter. Danskere gør godt i også at gøre sig bekendt med den
Citat: Anna Wolf
En af de stærkeste oplevelser ved filmen som hvid dansker – en af “the colonizers”, som Aaju Peter skælmsk siger til instruktøren – er, hvor uabstrakt, (post)kolonialismen som konkret levet erfaring står frem. Det er fælles og personlig historie, som grønlændere kender alt til, siger Aaju Peter. Danskere gør godt i også at gøre sig bekendt med den.
Kolonialismens tilstedeværelse i den postkoloniale verden er den fysiske vrede, hun mærker ved at tale dansk igen efter at have vendt sproget ryggen i lang tid. Den er et skud i filmen af en gravplads set fra Aaju Peters hus i Nunavut, en gravplads med hvide kors som en soldatermassegrav fra første verdenskrig. Den er hendes søns selvmord. Den er det ubekvemme forhold, der ligger i, hvor let dyreaktivister havde ved at dæmonisere og ydmyge produktionen af sælskind, og hvor umuligt det var at få lydhørhed for de menneskelige konsekvenser ved ødelæggelsen af denne indtægt for Nunavut-befolkningen. Sælmord og selvmord.
Kamp for oprindelige folks rettigheder
Traumet er ikke det eneste, der fylder. Filmen er et alsidigt portræt og indeholder også glæden ved at samle sig med andre inuitter og kæmpe for oprindelige folks rettigheder globalt. Glæden i øjnene på Aaju Peters børnebørn, der i en smuk scene spiller traditionel musik fra inuit-kulturen.
Aaju spidder den postkoloniale verdensorden, hvor majoritetssamfundet viger uden om spørgsmålet om de oprindelige befolkningers eksistensgrundlag i den moderne kapitalistiske økonomi, alt imens man stort set har ødelagt muligheden for at overleve i afsondrede fangersamfund eller lignende. ”I vil have traditionelle oprindelige folk,” siger hun. Koloniherre-agtige forestillinger om “primitive” mennesker, der lever i pagt med naturen. Og det er ikke virkeligheden.
Der opfordres til at se filmen, hvis man får mulighed for det. Den kommer på filmfestival i Odense senere i år.
