Stop oprustningen – for international solidaritet

Det danske politiske landskab har i månedsvis flydt over med proklameringer om snarlige angreb, uroligheder og trusler mod det danske samfund og demokrati, både udefra og indefra. Belejligt nok er både russere og danske muslimer “antidemokrater”. Derfor, lyder det, er det nødvendigt at skrue markant op for oprustningen i de europæiske lande.

Af
Internationale Socialister
-

Billede tekst: Dansk militær under øvelse i Grafenwoehr træningsområde i 2014. Foto: Gertrud Zach

Alle negative følgevirkninger af militær oprustning ‒ nedskæring på velfærd, helbredsproblemer fra forurening, skade på miljø og klima ‒ accepteres som beklagelige, men uundgåelige konsekvenser af en situation, vi ikke er herrer over.

I hele Europa og ind på venstrefløjen foregår dette. Intet illustrerer dette tydeligere end Socialistisk Folkeparti, hvis partitop ikke bare går fuldt ind for oprustning, men endda er gået med på at lade amerikanske tropper operere på dansk jord. Alt sammen for at sikre, at Danmark og Europa kan “forsvare sig selv”.

Det er derfor vigtigere end nogensinde at slå koldt vand i blodet og forstå hvilke formål, den alarmistiske retorik og fjendebilleder tjener. Der er rigelig grund til at være urolig for fremtiden ‒ men hvad der er grund til at være urolig for, er et ideologisk spørgsmål. 

Russerne kommer ikke foreløbig

Først skal det siges, at narrativet om en russisk invasion lige rundt om hjørnet ikke har noget på sig. Det afviser selv Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Det anslås, at Rusland, da det invaderede Ukraine i februar 2022, ikke forventede, at sejren ville tage mere end et par uger. Da det ikke var tilfældet, var styret fanget i en selvforskyldt fælde, da det ikke kunne trække sig tilbage uden at tabe ansigt.

På militært plan er der ingen sammenligning mellem Rusland og Europa i dag – mens Rusland brugte tæt på 700 milliarder dollars i 2024 er Europas militære udgifter næsten fire gange så store som Rusland

Citat: Internationale Socialister

Der var og er al grund til at være rystet over invasionen, men at forestille sig, at Rusland skulle gentage den tvivlsomme “succes” fra Ukraine ved at invadere endnu et europæisk land, er en absurd tanke. På militært plan er der ingen sammenligning mellem Rusland og Europa i dag – mens Rusland brugte tæt på 700 milliarder dollars i 2024 er Europas militære udgifter næsten fire gange så store som Rusland. Kun hvad angår atomvåben har Rusland en relativ fordel, og her kommer oprustningen næppe til at gøre en forskel.

Del og hersk

Magthavere har altid retoriske og visuelle fjendebilleder. Den ydre fjende er aggressoren, der truer med invasion, og hvis oprustning er beviset på de slette intentioner. Den indre fjende er i dag enten den kulturelle anden i form af etniske og religiøse minoriteter, hvis tilstedeværelse indirekte “svækker demokratiet” eller politiske modstandere, der udgør trussel mod den (nationale) enhed, der påstås at være nødvendig for at overkomme truslerne.

På den måde bliver alt simpelt: Enten er man for demokratiet og friheden, eller også er man enten naiv og politisk irrelevant, eller en del af trusselsbilledet. Magthavernes greb om magten er styrket så længe dette paradigme dominerer, og det har alle magthavere en interesse i, uagtet om deres sektion af den globale kapitalisme er demokratisk eller diktatorisk, statsejet eller markedsdrevet.

Magthavernes kamp for deres bid af markedet er, hvad vi skal være bange for. Splittelse og fjendebilleder er rationelle redskaber fra hvor de står, og vores rationelle modsvar er en radikal solidaritet på tværs af nationer og skel. 

Kilde: https://www.sipri.org/…/2025-04/2504_fs_milex_2024.pdf

 

RELATEREDE ARTIKLERMERE FRA FORFATTEREN