Macron har foreslået, at franske atomvåben kan placeres over hele Europa, hvilket vil give Frankrigs atomvåben en europæisk dimension. Den tyske kansler Friedrich Merz har lovet at stille alle de økonomiske ressourcer til rådighed, der er nødvendige for, at det Tyske Bundeswehr kan blive den stærkeste konventionelle hær i Europa.
Hvordan forklarer vi dette skridt? Fra et forsvar, som er noget underprioriteret til en massiv militarisering? Hvorfor er EU-regeringerne så begejstrede for det? Hvad er drivkraften bag det? Og hvordan bekæmper vi bedst denne massive militarisering?
Militærudgifter i dag
Verdens samlede militærudgifter nåede 2718 milliarder dollars i 2024, en stigning på 9,4 % i reelle tal fra 2023 og den stejleste stigning fra år til år siden afslutningen af Den Kolde Krig. Tallene fra Stockholm International Peace Research Institute (2024) viser, at militærudgifterne steg i alle verdens regioner, men at der har været en særlig hurtig vækst i både Europa og Mellemøsten.
USA står for verdens absolut største militærudgifter i reelle tal. Andelen af BNP, der bruges på forsvar, er 3,4 %. På anden- og tredjepladsen kommer Kina og Rusland, begge med 7,1 %. Israel bruger 8,8 % og Ukraine 34 % af deres BNP.
Verdens samlede militærudgifter nåede 2718 milliarder dollars i 2024, en stigning på 9,4 % i reelle tal fra 2023 og den stejleste stigning fra år til år siden afslutningen af Den Kolde Krig
Citat: Marnie Holborrow og Charlie Lywood
Den samme rapport beretter, at Tyskland nu bruger 1,9 % af landets BNP, hvilket nærmer sig NATO’s nuværende mål på 2 %. Dette er faktisk en stor stigning. Den nye tyske finanspakke vil betyde, at Tyskland vil få verdens fjerde højeste militærudgifter, overgået af USA, Kina og Rusland i absolutte tal. Det overstiger langt de udgifter, der fulgte med Marshallplanen efter krigen og med den tyske genforening i begyndelsen af 1990’erne.
Skiftet fra velfærd til krigsforberedelse vil fra nu af gælde alle EU-lande. Sverige har, efter at have droppet sin neutralitet og tilsluttet sig NATO, øget sine militærudgifter med 34 % til 12 milliarder dollars og nået de 2 % af BNP, som NATO ønsker. Dets militærbudget er mere end fordoblet i løbet af det sidste årti.
Danmark har allerede banket procenten af BNP, som går til militær op til 2 %. Danmark har, ligesom resten af NATO, forpligtet sig til 5 % senest 2033. Mette Frederiksen har gjort det klart at det er velfærden, som må betale disse stærkt forøgede militære udgifter.
Den ‘russiske trussel’
Oprustningen forklares med ”truslen fra Rusland”. EU taler sin modstand mod Rusland op, men utroligt nok brugte Europa i 2024 flere penge på russiske fossile brændstoffer end på økonomisk bistand til Ukraine!
EU anslås at have købt fossile brændstoffer for 22 milliarder euro fra Rusland i 2024, men gav kun 19 milliarder euro i støtte til Kyiv. EU har opretholdt leverancerne af flydende gas (LNG) fra Rusland. Rusland var det næststørste LNG-eksportland til Europa sidste år.
Trods EU’s påstand, er det store stygge Rusland en svækket størrelse. Økonomisk er Rusland en dværg målt mod EU. EU har et samlet BNP på 17 billioner euro, mens Ruslands BNP er ca. 2,1 billioner (8 gange mindre). På det militære plan brugte Rusland tæt på 700 milliarder dollars i 2024, mens Europas militære udgifter er næsten fire gange så store som Ruslands.
Trods EU’s påstand, er det store stygge Rusland en svækket størrelse
Citat: marnie Holborrow og Charlie Lywood
Det er meget svært at forestille sig, at Rusland efter 3 års krig, som har kostet hundredtusinder døde, og kun erobret meget lidt territorium, vil angribe endnu et europæisk land.
Ruslands imperialistiske overfald på Ukraine skal først og fremmest forstås som et defensivt angreb for at sikre, at Ukraine ikke faldt i hænderne på EU og USA. Det er den slags som USA og vestlige imperialister har gjort mange gange gennem historien. At fastholde deres økonomiske og politiske greb om lande, de har været bange for, ville falde under en anden imperialistisk magts kontrol. Vietnam, Irak, Afghanistan blot for at nævne nogle.
Imperialistiske spillere og dødens købmænd
Katalysatoren for øgede militærudgifter har været den stigende imperialistiske rivalisering. Den umiddelbare baggrund for militariseringen og den øgede våbenproduktion har været krigen i Ukraine. Men spændingerne og rivaliseringen har været der længe forinden.
Siden det økonomiske crash på finansmarkederne i 2007/8 og den efterfølgende langvarige stagnation i verdens økonomiske vækstrater, er kampen om markeder og resurser bare steget og steget. USA´s relative økonomiske svækkelse og Kinas tilsvarende styrkelse har tvunget USA til at bruge militær oprustning som pression overfor opkomlingen. Trump ønsker at frigøre USA´s forpligtelser i Europa for at koncentrere sig om rivaliseringen med Kina i Sydøstasien.
Trumps skift væk fra Europa er blevet endnu et påskud for at sætte turbo på den europæiske oprustning.
EU’s samlede støtte til Ukraine siden begyndelsen af Ruslands angrebskrig har beløbet sig til næsten 147,9 milliarder euro, hvoraf 50,3 milliarder euro er gået til militære formål. Ukraine er blevet Europas største eksportområde, og Europas våbenproducenter drager stor fordel af hurtigt at kunne få afprøvet våbnene.
Værdisættelsen af europæiske forsvarsvirksomheder – Tysklands Rheinmetall, Frankrigs Thales, Italiens Leonardo – er steget markant siden Ruslands invasion af Ukraine.
EU søger nu at afgrænse sin egen indflydelsessfære og mere åbent hævde sine imperialistiske ambitioner.
Hvilken slags anti-krigs bevægelse
Vi kan være sikre på, at kapitalisme og krig er forbundet. Vi lever i en verden, hvor vores regeringer under ledelse af EU har støttet krig og folkedrab for deres egne interesser. Siden grundlæggelsen har EU altid været en nøgleaktør for amerikansk imperialisme, men denne dimension er langt mere usikker i dag.
Militær oprustning (eller ”omrustning” som Enhedslisten så poetisk kalder det) er en blindgyde for socialister. Man kan kalde våben for ”forsvarsvåben”, men alle våben kan hurtigt blive til angrebsvåben. Uanset hvordan oprustningen pakkes ind, fører den uundgåeligt til længere og flere krige.
EU-regeringers støtte til Israels folkedrab på det palæstinensiske folk har allerede chokeret Europas befolkninger, der demonstrerer i hundredetusindvis mod deres regeringers og EU’s medvirken. Appeller om ”fred” og ”våbenhvile” preller af på magthaverne. Det er kun når de bliver presset af demonstrationer og aktioner, at de begynder at bevæge sig lidt og tale om anerkendelse af Palæstina og nødvendigheden af en to-statsløsning.
Der er derfor brug for en folkelig antikrigsbevægelse som ud over kravet om fred, begynder at udfordre selve det system, som skaber krige, altså det kapitalistiske system. Derfor må en antikrigsbevægelse nødvendigvis sætte spørgsmålstegn ved dette system og det barbari, det skaber.
Men den må også opfordre til at lamme krigsproduktion og våbentransport. Hvis ikke skibe sejlede dødbringende våben frem til deres destination, hvis selve våbenproduktionen blev lammet, kunne krige ikke finde sted. Og hvis menneskene nægtede at deltage i denne dødsspiral, kunne magthaverne ikke slås mod hinanden og smadre os alle.
Det er de arbejdere som producerer og transporterer våben, og dem som er i uniform, som trykker på knappen, som også kan sige nej og nægte. Så ville krige ikke kunne foregå. Derfor må en antikrigsbevægelse være forankret i arbejderklassen og dens organisationer.
Socialisters opgaver er at støtte alle former for modstand mod oprustning og krig og samtidig argumentere for at det er det kapitalistiske system, som er problemet.
