Anti-kapitalistisk stemning?
Andreas Krab-Johansen, koncernchef og udgiver, Berlingske Media, udtaler til sin egen avis, Berlingske Tidende, at han:
”… er bange for, at en falsk forestilling om nogle rige danskere har indtaget den offentlige scene. Forestillingen går på, at direktører og investorer i dansk erhvervsliv er drevet af et enøjet fokus på egen vinding, og at deres egoisme slår igennem i stigende ulighed og social uro. Ærlig talt – det er helt på Månen.”
Det, som for en ledende ideolog for den herskende klasse i Danmark er ”helt på Månen” – at folk har en opfattelse af, at der er en rig elite, som stjæler fra fællesskabet for at berige sig selv og forringer livsbetingelserne for det store flertal – har Macron i Frankrig måttet sande med store politiske konsekvenser til følge.
Siden midt i november har ”de gule veste” bragt det europæiske politiske centrums darling til at æde en stor del af sit ”reformprogram”, som byggede på at forringe arbejderklassens velfærd for at give skattelettelser til de rige. Men ikke alene har “de gule veste” tvunget en anden social dagsorden igennem helt op til tops i Frankrig; de har også inspireret andre:
I Ungarn er Orban blevet mødt med arbejder protester pga hans forlængelse af arbejdstiden og angreb på øvrige arbejdsvilkår, alt sammen under betegnelsen ”slave-lovgivning”. Han går et varmt forår i møde, selv med et solidt flertal i parlamentet. Men generelt i Europa, og andre steder i verden har oprøret i Frankrig skabt håb. F.eks. også i Basra, Irak, hvor arbejderne har iklædt sig gule veste og krævet forbedringer i el og madforsyningen. Det er håbet om at der findes andre veje end den neo-liberalistiske orden, hvor angreb på velfærden og berigelse af de rigeste kværner videre. Det håb lever også i Danmark, hvor finanslov 2019 vil forøge fattigdommen og uligheden – krydret med et racistisk paradigmeskift overfor flygtninge og indvandrere.
Den herskende klasses troværdighedskrise
Den italienske marxist Antonio Gramsci talte om en ”hegemoni-krise”: En periode for den herskende klasse, hvor de herskende ideer, som er de herskendes ideer (med Marx’s ord), lige pludselige bliver udfordret af en ”troværdighedskrise”. Hvor folk i hobetal simpelthen holder op med at tro på de løgne, de har fået serveret. Når tilstrækkeligt mange mennesker bevæger sig væk fra de herskende fortællinger, skabes der en krise, som kan gå forskellige veje, men som under alle omstændigheder skaber dybe kløfter blandt de herskende, og som derfor åbner nye muligheder for socialister og andre, som vil en anden vej. Det er den periode, vi er i dag, og det er det, vi kalder ”opbruddet i verden”, og i sidste del af 2018 er det blevet intensiveret og skærpet. 2019 vil, efter al sandsynlighed, fortsætte, hvor 2018 slap.
Det politiske centrum falder fra hinanden
I øjeblikket falder ”den neo-liberalistiske” globale orden fra hinanden med rasende fart. På G20 topmødet i Buenos Aires 30. nov. til 1. dec. blev der ikke aftalt noget som helst. Man kunne ikke engang blive enige om en fælles hensigtserklæring om troskab til ”trans-nationalisme”. Altså ideen om, at problemer i den globale kapitalisme bør løses ved hjælp af aftaler i de organer, som møjsommeligt er blevet bygget op siden Anden Verdenskrig – Verdensbanken, IMF, FN, NATO og senere EU. Det vil Trump ikke være med til. Aldrig så meget high-five mellem Putin og morderen Mohammed Bin Salman fra Saudi Arabien kan skjule dette faktum, at alle de presserende problemer – olieprisen, klimaændringer, Syrien, Ukraine, migrationen og, vigtigst af alt, handelskrigen mellem Kina og USA forbliver uløste, eller mere korrekt løses mellem-statsligt.
Trumps ensidige tilbagetrækning fra Syrien, der indebærer et grønt lys for tyrkernes kommende invasion af de kurdisk kontrollerede områder i det nordlige Syrien – Rojava. Afghanistan vil sandsynligvis være det næste land, USA trækker sig ud af uden om de allierede, til forsvarsminister Klaus Hjort Pedersens store fortrydelse. Politiken havde da også en leder i december med overskriften ”USA mod Europa”, hvor lederen konstaterede, at ”EU ikke mere kan regne med USA som allieret”. I forhold til EU vil det give endnu mere pres på forestillingen om, at Danmark må droppe forsvarsforbeholdene og være med til at opbygge et selvstændigt EU-militær, som kan matche Rusland. Storbritannien og Frankrig råder jo over atomvåben.
På FNs klimatopmøde i Polen i december holdt den 15-årige svenske pige, Greta Thunberg, en følelsesladet tale under store klapsalver, som irettesatte alle de ”voksne”, og erklærede, at NU måtte der ske noget. Selv har hun har taget initiativ til skolestrejker for klimaet.
Men hvad var det lige man besluttede? At man nu vil måle CO2-udledningen ens, og at der skal være mere tjek på værdien af de CO2-kvoter, man kan købe og sælge på de internationale kvote-børser. Men at erkende substansen i FN’s klimapanels rapport, som dokumenter, at Paris-aftalen er helt utilstrækkelig til at afværge de kommende klimakatastrofer – det kunne man ikke. Man noterede blot rapportens eksistens! USA, Rusland, Saudi Arabien og Kuwait blokerede.
“Zombie-kapitalismen”
Hvorfor sker disse ting? Den grundlæggende årsag kan findes i det finansielle nedbrud i 2007/8. Profitraten har siden 70’erne været så lav, at der for kapitalismen ikke har været tilstrækkelig profit ved at investere i den hidtidige, traditionelle industri. Det førte til krisen i 1973. I 80’erne og 90’erne blev store dele af Europa og USAs industri outsourcet . Finanssektoren overgik i meget højere grad end hidtil til spekulationsvirksomhed, og der skete en liberalisering af finanssektoren. De stigende friværdier i fast ejendom var op igennem 90’erne og 0’erne det, der reddede den kapitalistiske vækst i Europa og i USA. Men da boblen brast i 2008 sluttede festen.
Den politiske reaktion på krisen, internationalt, var næste ens: sikre bankernes overlevels, i hvert fald de største, og lade arbejderklassens betale gennem arbejdsløshed, boligløshed, løn-stagnation eller -nedgang og forringelser af velfærden, hvor den fandtes. Ellers business as usual. Det som den engelske marxist og økonom Chris Harman har kaldt “Zombie kapitalismen”, altså et system som er levende død, men hvor ingen har slået den endeligt ihjel, har slæbt sig videre op igennem de seneste 10 år med stigende ulighed, manglende investeringer i produktion, stagnerende og på det seneste faldende profitrater. Den kan fortsat ikke løse klima problemerne og vil snubler videre fra krise til krise på vores bekostning.
Finanskrisen
Finanskrisen 2008 med truende bankkrak i Europa og i USA viste, hvor ustabil og selvdestruktiv kapitalismen er. Bankerne blev reddet af gigantiske redningsaktioner, de største i historien, Europa og i USA. Redningspakkerne blev finansieret ved at øge statsgælden i alle berørte lande. Kapitalismen er fortsat meget ustabil: Såfremt det kommer til en ny finanskrise, vil det blive langt dyrere for de berørte stater at redde bankerne – hvis det er muligt. Alle steder har industriens outsourcing og globaliseringen ført til massiv tilbagegang for arbejderklassen og den faglige organisering. Outsourcing og midlertidige, usikre ansættelser berører millioner. Resultatet er en voldsom tilbagegang i social sikkerhed. For det store flertal af arbejdere er der hverken i Europa eller i USA sket nogen stigning i den disponible realløn i årtier. Samtidig er stigningen i fattigdom steget eksplosivt, f.eks. i Tyskland og i Storbritannien. I disse to centrale lande lever ca. 20 % af befolkningen under den officielle fattigdomsgrænse.
Den store afledningsmanøvre (godt hjulpet af den såkaldte ”flygtninge krise” i 2015) var og er en satsning på racisme i alle de største lande. Det har haft den afledte effekt, at højreekstremisme og fascisme er blevet styrket. DF i Danmark, Sverigesdemokraterne i Sverige, Marine le Pen og Rassemblement National i Frankrig (før Front National), AfD i Tyskland, UKIP i Storbritannien før den britiske Labour-leder Corbyns fremgang på UKIP’s bekostning i 2017, Geert Wilders i Holland, Lega Nord i Italien (som nu er med i regeringen) og seneste det ekstreme højres sejre i det brasilianske præsidentvalg og VOX i Andalusien (Spanien), som fik 23 % af stemmerne i et land som siden Franco døde i 1975 har været fri for sådan tendenser. Og fremvækst af højre-populistiske og autoritære regeringer i Polen og Ungarn.
Et skelsættende år – 2016.
Denne kombination af angreb på arbejderklassen og racisme gik fint indtil 2016. Så fik man Trump som præsident i USA og Brexit i UK. Begge er udtryk for den samme tendens – befolkningens had til og modstand mod ”eliten”. Den ideologi, som har svejset de fleste herskende klasser sammen i flere årtier – neoliberalismen – har mistet denne magi, og følgen deraf er, at den globale konsensus er forsvundet. Den globale herskende klasse er begyndte at miste kontrol over situationen.
Et godt eksempel er netop Brexit. Verdens sjette største økonomi – kun overgået af USA, Kina, Japan, Tyskland og Frankrig – forsøger at undgå de økonomiske (og politiske) øretæver af, at et flertal af britterne stemte for Brexit. Kapitalismens sidste krise i 2007/8 slog hårdt mod arbejderklassen i UK. Derfor stemte et flertal for Brexit, da de så EU som repræsentant for elendigheden. Begge herskende klasser, både i EU og i UK, ønsker en smidig overgang for at mindske faldet i vækst og produktion. Og meget er på spil. 57 % af UK’s import og eksport med omverdenen er med EU, og 40 % af UK’s handel og service. De fleste økonomer regner med at væksten i UK vil blive mellem 4-10 % lavere end det ellers ville være tilfældet, hvis ikke det var for Brexit. Uanset en hård aftale eller ej. Alt det, som sker nu, er et forsøg på at minimere konsekvenserne. Pr. person drejer det sig gennemsnitligt om 8.000 kr. pr. person pr. år. Over de næste 15 år.
De spændinger i UK, som er udløst af oprøret mod den neoliberalistiske politik efter krisen i 2017/8, er så store, at May ikke kan få enderne til at mødes. Man skal huske på, at arbejderne i UK har tabt gennemsnitligt 100.000 kr. i realløn siden 2008. Det er det største tab inden for de store landes økonomier. Der er en enorm vrede, som både kommer til udtryk gennem Jeremy Corbyns lederskab af Labour og hans spektakulære valgfremgang i 2017 og i modstanden mod ”eliten”, der antager en mere uartikuleret form, nogen gange som nationalistisk og vendt mod EU-borgere, som arbejder i UK, specielt fra Østeuropa. Det betyder altså, at opbruddet i tankerne og ideerne kan gå både til højre og venstre.
Den politiske og økonomiske krise er internationalt.
Men UK står ikke alene med de økonomiske og politiske problemer. I hjertet af EU er Tyskland både økonomisk og politisk i knæ. 13 millioner tyskere – eller 15,7 % af befolkningen på forbundsplan lever under fattigdomsgrænsen. Virkelige kriseområder er Bremen, Ruhrområdet, til dels Saarland – og de østlige delstater. Her lever 15 – 25 % af befolkningen under fattigdomsgrænsen (tallet er lige så højt som i Storbritannien, hvor ca. 22 % lever under fattigdomsgrænsen). Millioner lever af mindstelønnen på 8,84 € (66 kr.) i timen – i et land hvor leveomkostningerne nogenlunde er på højde med Danmark. Især i Østtyskland er det galt. Millioner af pensionister har mere end svært ved at klare sig. Efter to katastrofale valg i delstaterne Bayern og Hessen befinder den føderale CDU-SPD koalitionsregering i Berlin sig nu i den absolut værste politiske krise i 75 år. Krisen er så dyb, at forbundskansler Angela Merkel har trukket sig totalt ud af politik efter næste valg.
Og vi har set både i Sverige og seneste i Italien og i særklasse Frankrig at alle de førende økonomier er i dybe krise – både politisk og økonomisk. Det, vi kan se, er en international tendens, hvor den underliggende investeringskrise, på grund af de svigtende profitrater, river de herskende klasser fra hinanden under en kombination af indskrænkning i verdenshandel, usikker låne situation for bankerne, stigende intra-imperialistiske rivalisering og presset fra neden.
Det, der jo er så slående, er, at USA, Tyskland, Frankrig og UK alle sammen kommer i økonomisk og politisk krise af de samme årsager. Både USA og EU er derfor ramt af en historisk krise. Det er derfor, at vi kan tale om en systemisk krise for den hidtil førte neoliberale politik, som har fremkaldt et oprør i arbejderklassen i flere af de berørte lande. Oprøret kommer til udtryk på forskellig måde – men overalt har det udløst en voldsom krise. Og den lade sig ikke løse, uden videre inden for rammerne af systemet.
Den intra-imperialistiske rivalisering intensiveres
Alene usikkerheden om Brexits konsekvenser samt om udsigten til fortsat handelskrig mellem Kina og USA samt usikkerheden om Mellemøsten pga. både Trumps tilbagetrækning fra Syrien og senatets holdning til Saudierne (modsat Trumps) fik aktier, obligationer og råvarepriserne til at falde drastisk i den tredje uge af december på Wall Street. For første gang nogensinde faldt disse tre grupper af værdipapirer og priser samtidigt. Efterfulgt af et stort fald i Japan med 5 % på de toneangivende indekser. De europæiske børser har fulgt trop.
Det afspejler hvor ustabil den globale økonomi er. Muligheden for en økonomisk recession (tilbagegang) lurer lige om hjørnet. Og det skaber desperation blandt verdens herskende klasser. Der er ingen tegn på, at Trump vil stoppe sin handelskrig med Kina (selv om landene har erklærede en 90 dages ”pause” i krigen). Han vil forsøge at genskabe det, som dele af den herskende klasse i USA opfatter som ulige handelsbetingelser på grund af Kinas statsstyring. Eksempelvis USA’s forfølgelse af den kinesiske IT-gigant Huawei, som Trump påstår, vil udspionere de vestlige lande, hvis deres G5-mobilnet bliver indført. Samtidig holder Putin en ildevarslende pressekonference, hvor han truer med faren for atomkrig pga. USA’s tilbagetrækning fra atom-nedrustningsaftaler om mellemdistanceraketter. Med andre ord kan de økonomiske og politiske spændinger skabe militære konfrontationer, som kan eskalere til regulær krig. Mest sandsynlig i første omgang gennem de mindre magter. Men det kan også komme ud af kontrol og involvere de største aktører.
Alt dette peger på, at verden bliver endnu mere usikker i 2019.
Hvad med vores side?
Den russiske marxist Leon Trotskij sagde engang, at verdenskrisen kan reduceres til krisen i lederskabet i arbejderklassen. De traditionelle socialdemokratier er overalt i Europa i de sidste ca. 25 år gået klart til højre og overgivet sig til den neoliberalistiske politik. F.eks. eksempel Thorning regeringen i Danmark i 2012-15.
Mange steder har det ført til en spektakulær tilbagegang for Socialdemokratierne: François Hollande i Frankrig, SPD i Tyskland, det svenske socialdemokrati under Stefan Löfvén. Socialdemokratierne i Europas bevægelse mod højre i de sidste 25 år under den aktuelle krise har udløst et politisk vakuum.. Dette vakuum er til dels blevet udfyldt af højrepopulistiske partier (nogle med en med fascistiske kerne) som AfD, Marine le Pen, Lega Nord, Sverigedemokraterna og autoritære regimer med Viktor Orbán i Ungarn og i Polen. Men til dels også kræfter til venstre for Socialdemokratierne.
Men vi har også set fremkomsten af partier til venstre for de traditionelle socialdemokratier. Venstrefløjspartier som Syriza (Grækenland) som også har måttet sande, at kapitalens magt er stor, og at de skridt, der skal tages, må være revolutionære skridt, så som nationalisering af bankerne under arbejderkontrol blot for at kunne gå imod privatisering og velfærdsforringelser. Corbyn i UK vil, på trods af hans intention om en relativt moderat ændring af kapitalismen til fordel for ”the many”, komme til at opleve en så voldsom modstand fra kapitalen, så uden en massiv mobilisering i arbejderklassen, vil han bukke under. Det samme vil ske for Enhedslisten herhjemme, hvis de fik magt, som de har agt.
Der kræves et revolutionært lederskab som kan forbinde gadeprotesterne, som ”de gule veste” og lignende oprør, med den organiserede arbejderklasse, som kan føre kampen videre på arbejdspladserne. I Danmark har vi set spredte tegn på en begyndende organisering mod arbejdsgivernes angreb i form af DSB ansattes strejker i november og december. Det viste hvilken magt arbejderklassen besidder, når den går i aktion. Socialister gør klogt i at se denne forbindelse mellem det store billede af systemets langsomt, men efterhånden stigende opløsning, og den modstand, som opløsningen fremmaner. Ikke altid lige kønt, ikke efter en drejebog og ikke nødvendigvis socialistisk. Men hvis ikke socialister organiserer omkring disse kampe, vinder folk til de revolutionære svar, som alene en succesfuld forsvarskamp kræver, har vi forbigået en chance for at udnytte, at vores herskere, for en stund, er ”ude af balance”.
2019 vil byde på mange chancer for at være aktive. Men også chancen for at bliver en permanent del af en organiseret, revolutionær modstand i Internationale Socialister.
Noter.
Om finansloven 2019: http://socialister.dk/bekaemp-velfaerdsforringelser-og-paradigmeskift/
Om ”de gule veste”: http://socialister.dk/de-gule-veste-vandt-den-foerste-sejr-over-macron-men-staar-nu-ved-en-korsvej/
og
Om venstre-reformisme: https://www.facebook.com/notes/socialistisk-arbejderavis/reformismens-velmenende-naivitet/1984170418344403/
og
Om krisen: http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=36928
http://socialister.dk/hvad-skyldtes-krisen/
