Når man bruger betegnelsen ‘ekstrem’, falder tanken let på noget med ekstremisme og ekstremister. Men hvad er ‘ekstremisme’ egentlig? Det er altid ‘de andre’, der er ekstreme – og det skifter meget, hvem det er. Bare tænk på hvordan racisme blandt politikere er gået fra at være noget ekstremt til at være mainstream.

Racehygiejne

Det ekstreme er ikke altid et mindretals synspunkter. Det kan lige så godt være et flertal i Folketinget, selv om de fleste politikere vil hævde, at når et flertal har vedtaget noget, så er det uden for det ekstreme. Men prøv bare at tænke på socialdemokraten K.K. Steincke, og hans meritter som social- og siden justitsminister, som bogen beskæftiger sig med.

Steincke var en af de fremmeste fortalere for racehygiejne fra 1920’erne og frem. Og det var med baggrund i bl.a. hans ideer, at der blev sat begrænsninger på “arveligt belastede” og “degenererede” menneskers ret til at få børn. Eller, som forfatteren Thit Jensen formulerede det, samfundet skulle ikke “lade menneskeligt vragmateriale formere sig.”

Og “vragmaterialet” var en bred kategori – den omfattede også mænd og kvinder med for ‘løs’ seksualdrift og såkaldte ‘arbejdsuvillige’. De kunne blive dømt til internering på f.eks. Sprogø eller Livø, og først sluppet ud, når de indvilligede i at lade sig sterilisere. Der er også andre eksempler på flertals-ekstremisme, som f.eks. at et næsten enigt Folketing stod bag, at grænserne stort set skulle være lukket for folk, der flygtede fra nazismens Tyskland.

Karpantschof dømmer ikke, og han analyserer og teoretiserer for den sags skyld heller ikke. Men han fremlægger kendsgerninger og eksempler, hentet i et utal af fremstillinger, biografier, erindringer og artikler fra de fleste samtidige danske aviser, plus en del udenlandske og visse tidsskrifter.

Det ekstreme er ikke altid et mindretals synspunkter. Det kan lige så godt være et flertal i Folketinget

Citat: Freddie Nielsen

Det kan være en svaghed, men som bogen er skrevet, opfatter jeg det som en styrke. Hvis læseren går til bogen med en idé om, at det ekstreme er noget, der stammer fra nogle små minoriteter på højre- eller venstrefløjen, så vil hun dels blive overrasket, og dels måske få afmystificeret nogle begreber om det ekstreme og ekstremistiske. 

Selvfølgelig findes der ekstremister. Men i Karpantschofs bog får man syn for, at de ekstreme synspunkter måske nok er forskellige, men i virkeligheden omfatter hele spektret. Vi er alle ekstreme, måske lige bortset fra dem, der er fuldstændig ligeglade med deres omgivelser – og måske kan også det anses for en særlig form for ekstremisme?

Kildemateriale

Selvom han ikke dømmer, er forfatteren ikke holdningsløs. Holdningerne kommer ofte indirekte til udtryk gennem de forskellige sammenstillinger af oplysninger, han har indsamlet i sin ret omfattende læsning. 86 danske aviser, 21 udenlandske, 17 tidsskrifter og ca. 470 monografier angives at være citeret. Og så er en del krydret med egne små ironiske kommentarer, der er gode til at slå pointerne fast.

Et godt eksempel på Karpantschofs teknik kan findes i afsnittet ‘1921-1922: Hvide mænd i Østen’. Det er svært at forestille sig noget mere ekstremt end kolonialisme og den affødte racisme, der opstod som hvide europæiske herskende klassers legitimering af slavehandel, erobring og undertrykkelse af befolkninger verden over.

Et godt eksempel på Karpantschofs teknik kan findes i afsnittet ‘1921-1922: Hvide mænd i Østen’

Citat: Freddie Nielsen

I dette kapitel følger vi først den unge konservative Max Kjær-Hansen, som ØK-stifteren H.N. Andersen sender på sit livs tur til østen med M/S Jutlandia, mod at han skriver hjem om ØK’s bedrifter derude. Rejseberetningerne blev senere til bogen Hvide mænd i Østen.

Vi præsenteres for oplysninger om det britiske imperium, der var det største i tiden, og hvor demokrati “i runde tal var … for den sjettedel af imperiets indbyggere, der var hvide”, de fleste bosiddende i Storbritannien. Og det var måske også det bedste, mente man. Kjær-Hansen kommenterede i hvert fald: “Raceblanding er altid uheldig og bærer døden i sig for racerne.” (Og det selvom det stadig ikke er lykkedes for nogen at bevise, at homo sapiens er mere end én race.)

Kipling

Kjær-Hansen kommer til Singapore, hvor han konstaterer at “hele citykvarteret er en moderne europæisk storstad.” Han besøger nok også Long Bar på Hotel Raffles, som også i tidens løb er blevet besøgt af f.eks. Rudyard Kipling.

Man kan opfatte Karpantschofs skrivestil som fabulerende, men den formår at slå mange ting fast på forholdsvis lidt plads. Fra Kipling og andre koloniale stemmer når vi til filosoffen John Stuart Mill, der talte for liberalt demokrati og kønnenes ligestilling, som dog ikke var noget, han mente, man kunne betro de “uciviliserede” og “primitive”; han mente nok, at “kolonier med europæisk race” som Sydafrika og Canada, kunne indrømmes delvist demokrati, mens de “mere tilbagestående befolkninger” slet ikke var modne til det.

Og via denne lille omvej når vi frem til, at også “vores egen” berømte forfatter, Johannes V. Jensen havde besøgt baren på Hotel Raffles, og at samme Jensen var en stor beundrer af Kipling og var manden, der oversatte Kiplings digt Hvid mands byrde til dansk. Kiplings berømte og berygtede digt hylder kolonialismen og siger, at på trods af alt det gode, den hvide mand (kolonisterne) gør i kolonierne, så skal han ikke forvente andet end utaknemmelighed og had.

Der er på den måde en masse små sidespring i fortællingen, men hovedformålet fastholdes alligevel: At fortælle om danskejede firmaer som ØK og United Plantations’ udnyttelse af plantager lejet af briterne i Malaysia og udbytningen af den lokale arbejdskraft. Som han skriver: “De plantager var farligere end verdenskrigens skyttegrave.”

Og den store dødelighed blandt plantagearbejderne skyldtes både deres arbejds- og leveforhold og sygdomme som malaria, der opstod på grund af selve plantagedriften.

Mod bolsjevikkerne

Mange danske “bedrifter” trækkes frem fra de små 20 års historie, vi når igennem. F.eks præsenteres vi for Aage Westenholz, der stiftede United Plantations, men som før det havde oprettet en privat hær til at kæmpe på den hvide hærs side mod bolsjevikkerne i Rusland.

Senere hører vi om de mange borgerlige, der udtrykte beundring for Mussolini og Hitler. Selv om Hitler måske var lige grov nok over for jøderne, så havde han alligevel fat i noget af det rigtige, mente rigtig mange danske borgerlige. En af dem, som Karpantschof trækker frem flere gange, er nationalikonet Kaj Munk. Men Munk er langtfra den eneste, som pynten bliver pillet af. Og så må det endda siges om Munk, at han efter Krystalnatten talte åbent imod jødeforfølgelsen i Tyskland.

Senere hører vi om de mange borgerlige, der udtrykte beundring for Mussolini og Hitler

Citat: Freddie Nielsen

En ting der kan undre er, at Trotskijs besøg og tale i København i 1932 ikke nævnes. Og derfor heller ikke DKP’s ekstreme demonstration mod Trotskij i både Esbjerg og siden i København. Det er en ærlig sag, at forfatteren hverken bryder sig om Trotskij, eller om kommunister i det hele taget, men besøget kan ikke siges at være uden betydning.

Trods skønhedsfejl og lignende skal der lyde en stor anbefaling herfra. 

De ekstreme danskere ‒ Idéernes kamp før katastrofen 1921-1939, ISBN: 9788712800293, 661 sider, 399,95 kr., Gads Forlag

Kom også til møde med forfatterne d. 5. februar, kl 19.00, Christianhavns Beboerhus. https://fb.me/e/6ElGLl7vp

Læs også anmeldelsen af forfatterens bog som er et forløber til “De ekstreme danskere” – “De stridbare danskere 1948 – 1920 (2019). https://socialister.dk/kamp-og-konflikt-formede-det-moderne-danmark/