Billede tekst: På et arbejdermøde på B&W vedtager værftsarbejderne at holde fast i kronekravet. Foto: Arbejdermuseet/ABA
DKP fiskede i rørte vande. Siden begyndelsen af 1968 havde den borgerlige VKR-regering, under den radikale Hilmar Baunsgaard, gjort sit. Momsen blev hævet, nye afgifter og højere indkomstskat kom til, mens arbejdsgiverne fik skattenedsættelser, og jord- og boligspekulanter gyldne tider.
Samtidig stillede DA krav til LO om at få styr på medlemmerne, altså få stoppet strejkerne. Noget bureaukratiet gerne levede op til. Smedeformanden, Hans Rasmussen, skrev f.eks. i et cirkulære til lokalafdelingerne, at de skulle virke for: ”På en håndfast måde at imødegå agitation og tendenser der sigter på at fremkalde ulovligheder og anarki.”
Formandsinitiativet
Det var tydeligt at løsningen ikke kom fra fagtoppen, og opmærksomheden rettedes andetsteds. I december ‘69 samlede Formandsinitiativet (FI) 150 københavnske tillidsrepræsentanter (TR), der gav fuld opbakning til lønkravet. Og i januar 70 mødtes TR fra alle landets skibsværfter. Også de bakkede lønkravene op.
Som modtræk udsendte DA i januar et forbud til alle medlemsvirksomheder mod at give lønindrømmelser, men lige lidt hjalp det. Efter det lavede en række TR et nyt modtræk, og udsendte en opfordring til 24 timers strejke for lønkrav og imod regeringen – en opfordring, der følges af ca. 40.000 arbejdere. Og i sidste ende blev resultatet, at reallønnen faktisk steg i de første år af 1970’erne.
Ikke at arbejdsgiverne var slået, alle der havde strejket blev trukket i Arbejdsretten, og DA krævede boderne hævet, hvilket skete. Nu blev en faglært idømt en bod på 90 kr. for hver strejkedag, plus selvfølgelig løntabet. Boderne blev idømt på samlebånd, og det med fuld opbakning fra LO.
Arbejdsretten
Af navn er Arbejdsretten uvildig, og dømmer såvel arbejdere som arbejdsgivere for overenskomstbrud. Men af de boder, der blev idømt 1969-71, blev de 98% idømt arbejdere.
Arbejdsgivere har mange flere muligheder for at kringle sig ud af overenskomstbrud. Og selv ved klokkeklare OK-brud fra arbejdsgivers side, er det ”ulovligt” at strejke imod det. Samtidig er Arbejdsretten et centralt led i klassesamarbejdet.
Det betød at en del vrede rettedes mod Arbejdsretten og DA. Og bedre blev det ikke da DA, måske i et anfald af overmod, krævede at de TR på værfterne, der havde opfordret til at støtte kronekravet, skulle træde tilbage.
Arbejdsgiveren ser altså lige så meget TR som deres, hvilket er et stort problem. Det har også været tilfælde hvor en TR er trådt tilbage i en strejkesituation, for at undgå at følge sine fagretslige forpligtelser
Citat: Freddie Nielsen
Arbejdsgivernes krav var desværre ikke så vanvittigt som det umiddelbart kan lyde, hvis man ser på de fagretslige regler. TR er ganske vist valgt af arbejderne, men han/hun er underlagt det fagretslige system, hvilket betyder pligt til at sikre arbejdsfreden og det gode samarbejde med arbejdsgiveren.
Arbejdsgiveren ser altså lige så meget TR som deres, hvilket er et stort problem. Det har også været tilfælde hvor en TR er trådt tilbage i en strejkesituation, for at undgå at følge sine fagretslige forpligtelser, men det betyder omvendt at TR-beskyttelsen ryger. Generelt var det sådan at TR i 1960’erne blev inddraget mere og mere i klassesamarbejdet, og mange kom jævnligt i et modsætningsforhold til de arbejdere, de skulle repræsentere. Men i denne situation var arbejdernes vrede mod DAs krav så stor, at det blev trukket tilbage.
”Fagforstening”
I oktober ‘69 udgav VS en pjece med titlen ”Den danske fagforstening”, hvor de desuden lancerede begrebet ”mistillidsmand”. På trods af mange gode betragtninger, faldt det ikke i god jord. Det var (måske ubevidst) et samlet angreb på SD, SF og DKP, som på trods af alle forskelligheder, var enige om at måle faglig styrke på deres antal af tillidsposter i fagforeninger og på arbejdspladser.
Pjecen var ikke noget der fik LO-arbejdere til at flokkes om VS. Problemet var dels at partiet overså fagbevægelsens nødvendige rolle som arbejdernes forsvarsorgan, og dels at deres alternativer var nogle diffuse revolutionære organiseringer på og på tværs af arbejdsplader – udmærkede ting som noget sideløbende, men ikke som en erstatning. Oveni gjorde udtrykkene ”fagforstening” og “min tillidsmand” den reelle kritik sårbar. Det var altså ikke sådan arbejderne så deres TR og fagforening, på trods af at mange havde deres egen kritik. Men udsagnet, at ”LO er DAs afdeling for lov og orden” kunne trods alt tale til en og anden aktiv arbejder.
Schaub-strejken
Og helt konkret kunne der være noget om snakken, et ekstremt tilfælde, sås ved strejken på slagterivirksomheden DAT-Schaub i Nyborg i 1970. Efter fyringen af 4 arbejdere gik deres kollegaer i strejke. Men i Arbejdsretten udtalte deres forbundsformand, at et par af de fyrede var nogle provokatører. Arbejdsretten stiller derefter arbejdet frit, og firmaet skiller sig af med 22 arbejdere, herunder TR og SU-medlemmer, uden at forbundet protesterer. Tværtimod får de fyrede 5 ugers karantæne fra deres arbejdsløshedsunderstøttelse, da forbundet mener at de er selvforskyldt arbejdsløse.
Schaub-arbejderne oprettede det fagoppositionelle Arbejder-Solidaritet, der skulle samle penge ind og støtte arbejdere, der kom i samme situation. A-S var åben for alle, men desværre blev det mere en tumleplads for forskellige revolutionære smågrupper end det fagoppositionelle organ, det oprindelig var tænkt som.
VS og de revolutionære smågrupper kritiserede DKP, for med kronekravet at aflede kampen. De mente der skulle stilles revolutionære krav, og det mente de ikke at lønkrav var. Den kritik var på flere måder et skudt langt over målet. Derimod burde der have lydt en reel kritik, der dels pegede på, at det der skete var, at kampene blev trukket væk fra fabriksgulvet og over på TR-planet, ikke mindst venstrebureaukraterne i FI. Og dels at dette blev gjort så DKP havde hånd i hanke med kampen, og ikke missede partiets mål, at tvinge SD til at samarbejde med DKP.
Statister

Arbejderne blev atter gjort til statister, selv om der var tilfælde hvor situationen gled venstrebureaukraterne af hænde. F.eks. en aktion på B&W for kronekravet, hvor arbejderne gik i demonstration, først til arbejdsgiverne i Jernsammenslutningen, og derfra til smedeforbundet. Her måtte formanden for skibssmedene, SF’eren Bent Fjellerad, tilkaldes for sammen med Hans Rasmussen at få medlemmerne til at gå hjem.
Men på trods af en vis succes på lønfronten, var udviklingen ikke noget virkeligt fremskridt. På papiret virkede det som en koordineret kamp, men i realiteten blev den dårligt ledet. På flere konferencer blev der krævet ”en ny politik” og bandbuller mod Arbejdsretten og truet med kampskridt. Men uden anvisninger på hvad det betød, endte det med at fuse ud.
1971 var OK-år, og blandt de helt centrale krav var lønudligning for de lavtlønnede og ligeløn. ”Lige løn for lige arbejde” hed det, for der var stadig forskellige satser for mandlige og kvindelige arbejdere, uanset at de udførte samme arbejde
Citat: Freddie Nielsen
1971 var OK-år, og blandt de helt centrale krav var lønudligning for de lavtlønnede og ligeløn. ”Lige løn for lige arbejde” hed det, for der var stadig forskellige satser for mandlige og kvindelige arbejdere, uanset at de udførte samme arbejde.
Forhandlingerne brød som sædvanlig sammen, og endte i Forligsinstitutionen, hvor 5000 – primært kvinder – mødte op, for at vise at kravet var alvorligt ment. Alligevel blev det ikke gennemført – der kom tillæg til lavtlønnede, og lønsatserne for mænd og kvinder blev udlignet lidt, så de nu var hhv. 13,50 og 12,50 kr. i timen.
OK-71 gled alligevel glat igennem urafstemningen. Mange havde nok opgivet troen på at de kunne gøre noget. Stemmeprocenten var nede på 44,4, og kun godt 1/3 stemte nej.
Dele 1-27 i serien Arbejderbevægelsens historie kan læses her