Efter strejkeopsvinget i 1969 og 1970, med hhv. 56.000 og 102.000 tabte arbejdsdage, var starten på 1970’erne et par mere rolige år med ca. 20.000 tabte arbejdsdage i hvert af årene 1971 og 1972. Men selv med det ret lave niveau, så bød disse år på nogle ganske bemærkelsesværdige kampe.

Den 29. november 1971 fyrer Aalborg Værft, uden varsel, skibsbyggernes tillidsmand (TR), og ikke nok med det, straks fyresedlen er afleveret, føres han ud af værftet af to funktionærer.

Det er kulminationen på en lang strid om en tidsstuderet priskurant, som skibsbyggerne ønsker at komme af med. Det lykkes så i september, men erstattes kun af mindstelønnen, så arbejderne sænker tempoet – arbejd-langsomt-aktion – til det de synes passer til den løn de nu får. Derefter tager deres eget forbund, D.S.& M.F., røven på dem, ved at forbundsformand Hans Rasmussen møder op på værftet, og bag om ryggen på skibsbyggerne skriver under på at den forhadte priskurant fortsætter. Og oveni indklager værftet arbejderne for Arbejdsretten for deres temponedsættelse.

Fyringen får straks skibsbyggerne til at gå i strejke, og snart følger de resterende faggrupper, så strejken omfatter 2.000 mand. Efter en uge får fællesklubben, der har udnævnt sig selv til strejkeledelse, med et lille flertal stoppet strejken 8. december. I løbet af dagen beslutter de 180 skibsbyggere dog at fortsætte strejken for at få deres TR genansat. Den 13. december opstår der splittelse blandt skibsbyggerne, og de genoptager arbejdet. Senere samme dag fyres 10 af de mest aktive skibsbyggere.

OK-stridig

TR-fyringen var klart OK-stridig, men værftsledelsen erklærede åbent, at den var villig til at betale hvad det nu måtte koste, at slippe af med en TR der voldte dem så meget besvær – læs: som stillede sig fuldstændig på kollegaernes side – også om det skulle koste 200.000 kr. i bod og 200.000 i erstatning.

Værftet blev dømt for OK-brud, men det blev en billig omgang. 10.000 kr. i bod og 14.175 i erstatning til den fyrede TR, og ingen genansættelse. DA’s jurist forklarede at det heller ikke ville være rart at være den der blev tvunget ind på en arbejdsplads, hvor han var uønsket. Han forholdt sig ikke til at kollegerne ønskede deres TR tilbage.

Det var en sag, der vakte enorm opsigt og vrede på rigtig mange arbejdspladser. Især det åbenlyse krav om at en TR ikke måtte stå fast på kollegernes side. Mange store arbejdspladser stoppede for overarbejde, og flere trak sig fra SU i protest mod DA og Aalborg Værft. 

På Svendborg Værft går de så vidt, at 6 TR, med fuld opbakning fra kollegerne, nedlægger deres mandater, og der vælges ikke nye. Det sker i protest mod arbejdsgivernes mulighed for at begrænse TR’s virke.

Endelig skal det med at også Arbejdsretten blev rystet. Da strejken er for i marts 1972, kommer retten, ganske utraditionelt, frem til at de 4 første dage er bodfrie. Og endnu mere utraditionelt, at den idømmer arbejderne bod, men undlader at sætte beløb på, det må LO og DA selv finde frem til.

Plattedamernes strejke

En anden markant strejke er på Den Kgl. Porcelainsfabrik platteafdeling – ”plattedamernes strejke” som det hed.

Plattemalerne var akkordlønnede, og gennem længere tid havde de halvfabrikater, de fik leveret, været af ringe kvalitet, med voldsom lønnedgang til følge. Ledelsen havde erkendt problemet, og var langt om længe gået med til en aftale, der skulle løse det. Men efter få uger med den nye aftale, erklærede ledelsen, at den var for dyr, og ophævede den uden varsel.

Det ville arbejderne selvfølgelig ikke finde sig i, så de nedlagde arbejdet og krævede at komme til at arbejde videre efter aftalen. Det nægtede ledelsen, og sendte dem i stedet hjem den 28. november 1972.

Herefter møder malerne op på arbejdspladsen hver dag og kræver at komme i arbejde på den ensidigt opsagte aftale. De øvrige arbejdere på fabrikken sympatistrejker i et par dage, men plattemalerne kommer ikke i arbejde igen før 10. januar 1973 efter 6 ugers kamp.

Lavtlønnede kvinder

Det er en arbejdergruppe bestående af lavtlønnede kvinder, uden store faglige erfaringer. Men det bliver en meget aktiv strejke med flere demonstrationer, og indsamlingsbesøg på mange arbejdspladser, hvor kvinder, der aldrig har sagt noget offentligt, pludselig udvikler sig til talere. At de ikke var så velbevandrede i arbejdskampe og fagforeninger, afslørede sig f.eks. da de efter første stop på en af deres demonstrationer, ved Arbejdsretten, skulle gå videre mod LO, og politiet der ledsagede dem sagde: ”Skulle I ikke ind til LO?”, jo da, svarede de, hvorefter betjenten sagde: ”Jamen, det er da den anden vej”. Så vendte de optoget, men det var ingen hindring – de lærte mange ting hen ad vejen.

Også her viste det fagretslige system sin klassekarakter. Arbejdsgivernes OK-brud var så klart, at Voldgiften var nødt til at dømme til arbejdernes fordel, hvilket medførte en bod på 20.000 kr. til fabrikken. Men arbejderne ville ikke finde sig i dette brud, og blev i Arbejdsretten idømt en bod på 70.000 kr. for overenskomststridig strejke.

Arbejdsretten var på det tidspunkt meget upopulær i store arbejdergrupper. Så upopulær at nogle frygtede, at det skulle koge over. Bl.a. direktøren på Den Kgl. Porcelainsfabrik, der henstillede til sin arbejdsgiverforening, at den krævede strejken kendt OK-stridig, uden at kræve bod – men det kom han ikke igennem med.

”Stædige kvinder”

LO og arbejdernes eget forbund, Keramisk Forbund, gjorde sig også uheldigt bemærket ved at indgå aftaler uden om de berørte arbejdere, og på anden vis handle hen over hovedet på dem. Bedre blev det da heller ikke, da Thomas Nielsen (LO’s formand) i et interview i Information talte om de ”tåbelige, stupide og stædige plattedamer.”

En tredje strejke, som det er værd at trække frem, er typografernes strejke på Politiken, der startede 2 dage efter plattemalernes.

Selv om der skulle gå en del år, før det endelige slag stod på dagbladene, så er det den spæde start på kampen om den ny teknik på aviserne vi ser her. Foreløbig drejede det sig kun om at maskinsats overtog mere og mere, og det var fyringen af to håndsættere den 1. december 1972, der startede strejken.

“Selv om der skulle gå en del år, før det endelige slag stod på dagbladene, så er det den spæde start på kampen om den ny teknik på aviserne vi ser her.”

Trykkeriet besat

De fyredes kolleger går straks i strejke og ved arbejdstids ophør senere på dagen, ender det med at hele det grafiske personale bliver på arbejdspladsen, for at forhindre ”nødaviser”, og dermed startede den første fabriksbesættelse i DK efter 2. verdenskrig. I 13. dage udkommer Politiken og Ekstrabladet ikke, og selv om de strejkende idømmes bod i Arbejdsretten, så ender strejken med en klar sejr – genansættelse af de fyrede.

Det var en meget aktiv strejke, og ud over besættelsen og det meget sjældne, at deres forbund støttede dem, så kom der også en anden nyskabelse fra typograferne. De indspillede en plade med et par strejkesange af Benny Holst og Jesper Jensen, som blev solgt til støtte for strejken. For øvrigt fik de så stort overskud på pladen, at de sendte noget af det videre til plattemalerne.

Men var der ikke det store antal strejker i 1972, så var der dog andre ting der gjorde året til et vigtigt år. Især drejede meget af den politiske bevågenhed og ikke mindst aktivitet sig om folkeafstemningen den 2. oktober om dansk tilslutning til Fællesmarkedet – EEC eller EF, senere EU. Det var meget vigtigt for magthaverne og kapitalejerne at få et ja igennem, mens den centrale modstand især befandt sig i arbejderklassen og på venstrefløjen. Desværre blev afstemningen atter engang et nederlag til arbejderklassen, med ca. 2/3 flertal for tilslutning.