Billede tekst: Sådan så Christiansborg Slotsplads ud 13. maj 1974. Foto: Arbjedermuseet/ABA

Dagpengereformen betød bortfald af de 6 karensdage ved sygdom og betaling fra første sygedag. Arbejdsgiveren skulle betale de første 5 uger. Arbejdere nåede dog ikke på niveau med funktionærer, der havde fuld løn, men måtte nøjes med samme sats som arbejdsløse, 90% af gennemsnitslønnen.

En anden reform var loven om medarbejderrepræsentanter i større a/s bestyrelser. Arbejderne fik ret til at vælge to repræsentanter til bestyrelsen i aktieselskaber med over 50 ansatte. Men hvorvidt det gav arbejderklassen nogen fordel, er i høj grad diskutabelt.

Problemet er at medarbejderrepræsentanterne indgår i a/s bestyrelsen på lige fod med de øvrige bestyrelsesmedlemmer, med samme rettigheder og pligter. De skal altså varetage selskabets interesser, hvilket vil sige aktionærernes profitinteresser, og så har de tavshedspligt. Men LO var begejstret.

ØD-reformen

En anden reform som LO og SD lagde stor vægt på, faldt dog i Folketinget, og selvom LO fortsat agiterede for og udviklede ideen, så blev den aldrig genfremsat. Det var ØD-reformen (Økonomisk Demokrati). Den gik ud på, at alle arbejdsgivere skulle indbetale en procentdel af lønsummen til en central fond. I de store virksomheder kunne ØD-indbetalingen blive stående i virksomheden som risikovillig kapital, mens små og mellemstore virksomheder skulle indbetale til fonden, der så kunne investere som de fandt behov for.

ØD vakte stor modstand blandt arbejdsgiverne og de borgerlige. De var ganske vist helt med på at der skulle skaffes risikovillig kapital – meget gerne betalt af arbejderklassen – men den centrale fond, hvor lønmodtagerne skulle have størst indflydelse, var dem meget imod.

ØD er et af de mest eklatante eksempler på socialdemokratisk reformistisk tankegang. Skal arbejderne have det bedre, så er det nødvendigt med så gode vilkår til kapitalen som muligt

Citat: Freddie Nielssen

Omvendt vakte ØD heller ikke større entusiasme blandt arbejderne, flertallet var indifferente, mens de mere klassebevidste ikke rigtig kunne indse, hvorfor arbejderne nu skulle til at købe de virksomheder, som de reelt havde skabt gennem deres arbejde.

Der er heller ingen tvivl om, at selv om forslaget sagde at arbejdsgiverne skulle betale, så ville det selvfølgelig blive modregnet i overenskomsterne, og det med LO’s støtte. Hvis ØD var blevet gennemført, så ville LO-bureaukraterne jo have en interesse i at få så store afkast ind i den centrale fond som muligt. Jo større, jo mere havde de at jonglere med.

ØD er et af de mest eklatante eksempler på socialdemokratisk reformistisk tankegang. Skal arbejderne have det bedre, så er det nødvendigt med så gode vilkår til kapitalen som muligt. Og når nu kapitalismen har problemer med faldende investeringer, så må arbejderne træde til for at sikre den en fremtid. Som skatteminister Jens Kampmann (SD) udtrykte det: “Kapital fra lønmodtagerne og de øvrige private til private virksomheder.”

Jordskredsvalget

I efteråret 1973 kørte Anker Jørgensens regering fast. Højrefløjs-socialdemokraten Erhard Jakobsen, der mente at bil- og parcelhusejere skulle have det godt, forlod SD og dannede CD (Centrum Demokraterne). Derved mistede regeringen sit flertal, og selvom han havde lovet at stemme med regeringen, så udeblev han fra en vigtig afstemning, og regeringen faldt.

Valget, der fulgte 4. december 1973, er gået over i historien som “jordskredsvalget”, en meget rammende betegnelse. SD tabte 24 mandater og SF 6. Bedre gik det ikke for VKR, der også tabte 30 mandater.

Valgresultatet var selvfølgelig en kritik af SD-regeringen. Men når 1/3 af pladserne i FT skifter plads og går til hele 5 partier, der ikke før var repræsenteret, så er det en kritik af hele det politiske establishment.

Valget, der fulgte 4. december 1973, er gået over i historien som “jordskredsvalget”, en meget rammende betegnelse. SD tabte 24 mandater og SF 6. Bedre gik det ikke for VKR, der også tabte 30 mandater

Citat: Freddie Nielsen

Desværre var det primært et småborgerligt oprør, med hele 28 mandater til Mogens Glistrups reaktionære Fremskridtsparti, 14 til CD og 7 til Kristeligt Folkeparti, der stod for angreb på abortretten og porno. Oprøret var næppe helt tilfældigt. Opgangstiderne havde presset småborgerskabet, fra 1960-72 skrumpede antallet af selvstændige erhvervsdrivende med 100.000, heraf de 70.000 siden 1967.

Den sidste del var så nok affødt af EF-modstanden, med 5 mandater til det liberalistiske Retsforbundet, det eneste borgerlige modstanderparti, og DKP, der fik 6 mandater og kom i Folketinget igen for første gang siden 1960.

Træskoregering

Valget førte til en noget kaotisk situation omkring regeringsdannelsen. Men efter 14 dage nedsatte Poul Hartling sig som statsminister i en mindretalsregering, baseret på Venstres 22 mandater. En regering der fik tilnavnet “træskoregeringen”, og som hurtigt blev upopulær i størstedelen af arbejderklassen.

Krisen i den kapitalistiske økonomi, der skyldtes profitratens generelle fald, havde gennem nogen tid været på vej. Men OPEC-landenes (olieproducerende lande) fordobling af prisen på råolie i oktober 1973 og januar 1974, fik krisen og panikken blandt magthaverne til at bryde ud i lys lue.

I foråret 74 indførte V-regeringen et statsligt byggestop, der hurtigt førte til arbejdsløshed i byggefagene, og arbejdsløsheden slog også igennem i andre fag og industrier. I efteråret 1974 var der fem gange så mange arbejdsløse som året før, og vi skal helt tilbage til 1958, for at finde højere arbejdsløshed.

Krisepakker

I oktober 1973 gennemførte SD-regeringen en krisepakke med diverse afgiftsforhøjelser. Det var en finanspolitisk stramning, hvor der blev skruet på eksisterende afgifter, med det formål at tøjle økonomien gennem en forbrugsbegrænsning. Pakken blev gennemført med støtte fra SF, mens VKR stemte imod.

Det var ikke en pakke der gjorde stort væsen af sig eller mødte større modstand, men den indvarslede starten på lange rækker af febrilske krisepakker. Kriseløsninger blev det fremlagt som, men ud over at politikerne var magtesløse overfor selve krisen, så glemte de at fortælle hvad det i virkeligheden drejede sig om. Det drejede sig om, hvem der skulle betale for krisens følger – arbejderklassen eller borgerskabet. Og de næste mange års “kriseløsninger” var bestemt ikke afbalancerede, men primært rettet ind efter at arbejderne skulle betale.

I maj 1974 forsøgte V-regeringen at gøre SD kunsten efter. Den spillede ud med et oplæg til nyt kriseforlig, nye stramninger og nye afgiftsforhøjelser.  Men egentlig ikke voldsomt meget værre end SD’s pakke året før.

Strejkerne starter

Men den gled langt fra lige så smertefrit igennem. Allerede 9. maj, mens forhandlingerne om pakken stadig var i gang i FT, indkaldte tillidsrepræsentanterne (TR) på Odense Stålskibsværft og Lindøværftet til arbejdermøde, hvor man vedtog en resolution mod pakken, og krævede at regeringen gik af. Herefter gik de 6.000 arbejdere hjem. Kl. 11 gik også B&W (bådeværft og motorfabrik) med i protesten. Kl. 12 fulgte Nakskov Værft, og derefter Aalborg Værft, Helsingør Værft og Århus Flydedok. Den største politiske strejke siden 1956 var i gang.

Det var en usædvanlig start. Odense-værterne og deres SD TR’ere var normalt ikke dem, der stod i spidsen for den slags aktioner. Men forklaringen skal findes i at SD sad med i forhandlingerne i Folketinget, og TR’ernes mål var først og fremmest at få trukket SD ud af forhandlingerne. Hvilket også lykkedes.

Men i løbet af den første dag var mindst 40 arbejdspladser med mere end 50.000 arbejdere med i strejken. Dagen efter, den 10. maj, var helligdag, men i FT forhandledes der videre. LO og DASF (forløber for 3F) sendte protester, og repræsentanter fra en lang række fagforeninger krævede afgiftspakken taget af bordet, og at regeringen gik af.

(Fortsættelse følger i næste nummer af avisen.)

Læs alle andre dele af serien her